I dag, da jeg kom tilbage til min kontorpind efter en uges fravær, stod der en lille silkepapirsforet æske på mit skrivebord.
Til Anne –
stod der skrevet med ukendt håndskift på en lille syregul Post-it.
Inden i lå en vintage julekugle med hulning, farvestrålende og sart på den måde, som kun gammelt kan være.
Og da jeg så den, så vidste jeg helt præcis, hvem der havde stillet den lille æske på bordet…
Det kunne kun være én –
nemlig min nye skrivebordsnabo, der er startet i hurlumhej-instituttet for bare en måned siden.
Hun er en vidunderlig kvinde, fyldt med viden og tons af praksiserfaring, varm og hjertelig og et rigtigt godt menneske.
Vi sidder i et gammelt påklædningsværelse sammen, i skunken af den gamle borgmesterbolig, i et lille mørkt kontor, men for pokker, hvor vi hygger os med det.
Vi fylder det lille hummer med masser af faglig snak, men har også hjørner, der er beregnet til samtaler om personlige temaer, om kærlighed, om strik, om mad og om glæden ved genbrug…
I dag skulle jeg så glædes med en lille kugle, som var købt lige til mig, fordi jeg havde fortalt om min farmors gamle af slagsen.
Om lige dem med fordybningerne i, som jeg var så fascineret af, da jeg traskede rundt om barndommens juletræ i mine fine laksko og med krøllerne i fri dressur.
Dengang for længe siden, da jeg bare var en lille splint.
Det er jeg ikke mere –
nu er jeg nærmere en stor kævle.
Men glæden ved kugler med hul er intakt og det havde min nye sidemakker fanget.
Er hun ikke bare for skøn?
Det synes jeg i alle tilfælde!
Og jeg vil glæde mig rigtigt meget til at finde den helt rigtige plads til min nye pynt.
Dejlige dejlige mandag –
tænk at blive forkælet sådan i et gammelt borgmesterboudoir…
Jeg har en læser her på bloggen, der deler min passion for mad, ja egentlig er der jo nok flere af slagsen, men hende, der har sendt mig en tur tilbage til mine kokkeelevdage er Eva fra Mums-Filibaba.
Eva er lige startet på Den internationale Gastronomiuddannelse i København og kæmper små hverdagskampe for kunne lave den ypperste fromage og de snedigste retter af givne råvarer.
Hun klør på, gør hun, og jeg kan bare sådan huske hvordan det var, dengang for længe siden, da jeg som 21-årig trak i min første hvide kokkejakke.
Jeg brændte, ligesom hun gør, og ville bare lære det hele til perfektion…
Selv om jeg ikke længere aktivt bruger min kokkeuddannelse, så er det et helt vidunderligt kapitel i mit liv at tænke tilbage på, de der vilde kokkedage, hvor vi arbejdede så sveden sprang og hænderne rystede af anstrengelse.
Hvor vi blev kastet ud fra de vildeste højder og bagefter var så stolte og seje, når vi havde kørt et stort ryk a la carte bon’er og tjenerne kunne melde tilbage om meget tilfredse og glade gæster.
Det var vildt og det rush og kick, som sådan en omgang gav, det findes ikke i det liv, som jeg lever nu.
Ind imellem savner jeg det, det rå og pressede kokkeliv.
Ind imellem…
Jeg har været ved at rode igennem alle mulige og umulige kasser på vores loft, ja der var jo det der manglende vaccinationsbevis, og deroppe fandt jeg også et gammelt udklip fra et restaurationsblad, et udklip, der viser en meget ung og meget slank Anne, der får overrakt en fed check og et diplom.
Et diplom, som også ligger i kassen på loftet, og fortæller, at jeg dengang i 1989, gisp, vandt en konkurrence for kokkeelever, som de danske slagterier havde udskrevet.
Hold da fast, som jeg var stolt den dag, vildt meget faktisk, for jeg var ret underseedet i de andre deltageres øjne, de kom fra bl.a. Søllerød Kro og Sheraton, og mente ikke, at der kunne være ret meget gemt i sådan en lille pind fra provinsen.
De tog fejl.
Og det kan egentlig stadig få mig til at gnække…
For at deltage i konkurrencen skulle man indsende et forslag til en A la Carte hovedret, hvor køddelen skulle være skåret af en svineskinke.
En bred opgave, hvor man kunne byde ind med det, som man nu mente kunne holde i en konkurrence, men samtidig skulle kunne tilberedes på de ca 25 min, der ville være en okay ventetid i en restaurant – dengang.
Jeg var, som så ofte, i sidste øjeblik, og blev presset lidt af min chef, som gerne ville ha’ mig til at sende ind, jeg havde næsten bare ikke tiden til at tænke kreativt og udfylde skidtet. Enlig mor i kokkelære – hvad troede han egentlig at jeg havde af “fritid” til den slags?!
Konkurrencetilmeldingen blev udfyldt i sidste minut, sendt afsted mod udvælgelseskomitéen i København og så tænkte jeg ikke ret meget mere over det.
Altså før den dag, hvor der kom brev retur med et tilbud om at deltage i konkurrencen den og den dag på Hotel- og Restaurationsskolen i København.
2 dage i hovedstaden med alt betalt, lækkert hotel, 7 retters menu på La Cocotte og så en reception på Langelinie Pavillonen, når der skulle kåres en vinder…
Jeg takkede selvfølgelig ja, ja da, og fik så en anelse travlt hjemme, for jeg havde ikke prøvet at lave den ret, som jeg havde sendt ind, jeg havde ligesom bare tænkt den.
Jeg tror ikke, at jeg sagde F**k den gang, det var vist ikke rigtigt “opfundet”, men jeg har helt sikkert sagt noget fra samme skuffe.
To gange inden afgang nåede jeg at lave retten, to, det er bare ikke ret meget!
Men jeg havde en god fornemmelse af den, den smagte, som jeg havde forestillet mig, heldigt nok.
Jeg kom, jeg kogte og jeg vandt.
Nogen tabte, både æren og mælet, for de havde jo sådan set forventet, at det var dem og ikke jydetampen, der skred med pengene, knivkufferten og det store smil…
Min ret hed noget i omegnen af
Skinkemignon på frisk pasta med sauce af jordkokker og kapers.
I 1989 – det var altså den gang, at man fik spaghetti – tørre lange pinde – og ikke ret meget frisk hjemmerullet pasta, og der var da også en enkelt deltager, der nærmest fik grineflip over mine kosteskafter med nylavet fettucine.
Desværre for ham kom det der med “Den, der ler sidst, ler bedst” til at passe lidt for godt.
I virkeligheden burde jeg prøve at lave retten igen, den holder faktisk okay, tænker jeg, men jeg vil nok lige undlade de minimajs og sukkerærter, der var det hotteste hotte dengang.
Jeg tror sgi det er tid for en revival.
I morgen.
Til gæstebud.
Retromad.
Den nupper vi.
Og så citronfromage, for det har Eva hypnotiseret mig til at tænke på.
Mignon – fromage – mignon – fromage.
Du tænker kun på mignon og fromage!
Og Eva-
afsted med dig!
Ud over kokkestepperne!
Der venter så meget godt derude og du bliver SÅ god.
Hjemme hos min farmor står der en af min fasters ungdomsbøger i reolen, en heftig orange sag fyldt med sort-hvide billeder fra den første indspilning af filmen “Forældrefælden”.
Bogen har jeg læste rigtigt mange gange i mine første teenageår, jeg slugte den den ene gang efter den anden, og drømte om, hvordan det måtte være sådan pludselig at finde en søster, som man ikke vidste man havde.
Jeg drømte, at det ville ske for mig, for der var altså ikke meget spas ved at være enebarn, heller ikke selv om det betød voldsom forkælelse, jeg ønskede mig at hele mit hjerte en søster, helt mage til mig.
Jeg fik det som bekendt aldrig, nogen tænker sikkert “Gud ske tak og lov, et eksemplar af hende er mere end rigeligt!”, men jeg kan nu stadig drømme…
For et par år siden købte jeg nyindspilningen af filmen til mine piger, jeg fortalte dem om bogen hos farmor og om, at jeg aldrig havde fået set den første udgave af filmene, for selv om jeg var gammel, så var den alligevel fra før min tid.
Vi har set den sammen meget mere end et par gange, og det er en af de film, som både Amanda og Laura har hevet frem igen og igen, den er god på en regnvejrsdag, siger de og nu har de så også muligheden for at læse og se de gamle billeder fra den sort-hvide film fra ’62.
Jeg fandt den forleden i genbrugsen for bare 2,50, jeg gav med et stort smil en femmer og sagde tak, det er ikke hver dag, at man finder det, som engang gjorde indtryk…
