Browsing Category

Download

Bøger, Download, Hverdag

SOM DA MOR VAR DRENG…

11/04/2011

Da jeg var en stor skolepige og boede alene med min mormor, sørgede vi hver dag for veldækket bord og ordentlig mad, for gode snakke og nærvær under måltidet, for hygge og te bagefter  inden opvasken skulle klares.

 

Næsten hver dag – meget tæt på hver dag – og så var der de dage, hvor “orken” var flyttet og der blev blæst på formerne, det var de dage, hvor menu kunne være grød og hvor snakkene blev afløst af fordybelse i bøger.

Stilhed – men på den gode og varme måde – hvor det var fint nok, fordi det er en aftale og fordi vi hver især fyldtes af godt, mens vi vendte siderne.

 

Som alle andre har jeg også slæbt vaner, måder og traditioner med hjemmefra, de gode og de mindre heldige, ligesom alle andre, men læsemåltiderne har jeg ladet blive tilbage, den har ikke passet så godt til en travl familie med 3 loppefrø og jeg havde egentlig glemt dem lidt, de langsomme stille måltider, hvor maden kunne blive kold fordi bogen trak mere end sulten…

 

I dag er jeg alene, 2 af pigerne er på vej til York, den tredie er landet hjemme i egen lejlighed efter en uge i Berlin og manden er ude for at finde sig selv, så selskabet er mit eget og jeg har støvet læsemåltidet af.

Mand altså – hvor var det bare helt fantastisk at sidde der i STILHED og bare sidde lige så længe, som måsen kunne holde til det. Lykkefølelse på en mandag? Ja det tror jeg nok!

 

Bogen er ny for mig og ganske lokkende, “På den anden side” af Audrey Niffenegger, den lover godt og jeg fornemmer, at den vil være god underholdning de næste par dage.

 

Maden blev andet end grød, vejret indbød ikke til risen- eller havre-, men mere til friskbagt tærte med artiskok og tomat og så lidt grønt til.

Ikke værst og så er der også lige til frokosten i morgen.

I virkeligheden er denne tærte nok tæt på livretten over alle.

 

Artiskokhjerter på dåse, billige i Fakta lige nu, modne røde tomater, masser af oregano og så orange cheddar på toppen.

Livret siger jeg bare!!

 

Hvis du ikke er så skarp til tærter, så kan du downloade en lille guide lige her.

 

Og så udvider jeg lige læsemåltidet til læsekaffehyggesofatid…