Faktaboks

For et par måneder siden startede jeg på en Høstjakke til Laura.
Hun ønskede sig den rigtigt meget og jeg tænkte, at jeg kunne strikke den på nul-komma-fem, ingen ben i det, store pinde og et enkelt mønster.

Men sådan gik det ikke, jeg kedede mig bravt og fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at motionere Høstjakken.
Gab-suk-støn, kedeligere end kedelig at strikke og så er mine fingre i virkeligheden ikke ret gode venner med noget tykkere end p.4.

Så den har lumret i strikkekurven, prikket til min lidt dårlige samvittighed, når jeg har fået øje på den og Laura har skam også prikket. Ofte og med et lidt stramt drag om munden…

Da jeg pakkede strikketasken til ferien, røg Høstjakken med og jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg i alle tilfælde skulle ha’ den op af posen for at se, hvor langt jeg egentlig var kommet og så lægge en plan for færdigstrikning.

Så det gjorde jeg så på en af de regnvejrsdag, som holdt os inde i sofaen med kaffe, film og dyner. Jeg hev jakken op og så til min store fryd, at jeg jo var længere, end jeg huskede, jeg havde skam fået lavet alle udtagninger og delt til krop og ærmer og foran mig lå bare en stak timers automatstrik uden udfordringer.

“Jeg lover dig, at den er færdig d.1.9., Laura, jeg skal i sommerhus med strikketanterne sidst i august, så der er der flere dage med plads til at få den afsluttet, jeg lover dig det!”…

Og da jeg så alligevel havde den oppe af posen, så kunne den lige så godt få nogle centimeter lagt til.
Og det fik den, flere og flere og pludselig var jeg ved det nederst af ryggen, hvor der lige kom lidt afvekslingstrik i form af en i-cord som aflukningskant.

Ærmerne var jo hurtigt klaret efter det, sammenlagt 3 korte aften-ophold i sofaen med lidt nyheder og et afsnit af en amerikansk serie og så var der to ærmer.
Montering var der ikke meget af, så onsdag aften kunne jakken smides i maskinen til en gennemskylning og centrifugering. Jeg ved godt, at mange vil sige, at vask af strik er unødvendig, men jeg synes altså, at maskerne lægger sig smukkest, når de har været en tur i maskinen, og når jeg tænker på, hvor varme mine hænder kan blive, når jeg sidder med så stort et stykke strik, så er det også passende, at lidt sæbe lige gør kål på det snavs, som mine hænder vil ha’ efterladt…

SÅ jeg nåede det – endda i så rigeligt med god tid – inden d.1.9. og Laura er glad for Høstjakken, der er blevet præcis som hun håbede og som passer og klæder hende så fint.
Og hvor føles det godt, at den nu er ude af kurven og væk fra min samvittighed.

Måske kan hun lokkes til at svøbe sig i strikken og optræde foran kameraet, måske, i alle tilfælde hvis jeg venter med at spørge til et andet tidspunkt end lige præcis en doven søndag formiddag med rastahår, pandaøjne og hængerøv.
Jeg tror godt, at hun gider.

Og hvad så nu?
Hvad skal jeg nu strikke?

Altså ud over alle de der mormor-småtterier, som ryger af pindene i et up-beat tempo.

Amanda har bedt om en Anders Agger islænder, vi har ikke et billede, men må tilbage i udsendelsen fra smukke Island og finde lige præcis dén, som hun mener, for han havde vist et par stykker på.

Sophie har bedt om en Marthe jakke. I sort. Mønsteret er købt og garnet vel nærmest på lager.

Og mig selv, sagde hunden, ja jeg skal vel også ha’ lidt efterårsstrik. I gråt. Jeg mangler en cardigan, ikke for tynd, ikke for tyk, lidt længere end talje-lang.

Hhhmmm – beslutninger beslutninger.

Godt at det er søndag og at der er masser af tid at tænke og overveje i.
Jeg strikker lige en lille babytrøje, mens jeg tænker…

FAKTABOKS

Mønster:
Höstjakke fra Pickles. Jeg har lige set, at den er i det nye og faktisk fine håndarbejdsblad Maries Idéer. Både i voksen og børneudgave endda. Tror jeg.

Garn:
Fra Garnudsalg. Det duer. Hver gang.
Jeg har strikket med 2 tråde højlandsuld og 1 tråd silkmohair. Det gav den perfekte strikkefasthed og er også vidunderligt blødt og let- Og rigtigt nemt at strikke jævnt i.
Jeg har ikke vejet den, men mon ikke den vejer i omegnen af 500 gram. Fordelingen af de to kvaliteter har jeg ikke overblik over, da jeg har strikket af allerede påbegyndte nøgler.

Størrelse:
Small

Pinde:
4.5 og 6 mm som anbefalet. Jeg havde kun en lang rundpind i rosentræ i den store størrelse, hvor var den da irriterende. Giv mig bare en helt almindelig Addi, det er dem, jeg elsker allermest.

Egne krumspring:
Ikke så mange. Alt undtagen ærmerne er strikket præcis som opskriften siger.
Ærmerne har jeg strikket længere og smallere. Flere indtagninger og flere omgang, ikke meget hokuspokus i det og så har jeg afsluttet dem med samme i-cord som nederst på ryggen. Jeg holder af gentagelser og ensartethed i strik og derfor synes jeg, at dette her er en bedre og mere klædelig løsning end de lidt kortere ærmer med opsmøg, som egentlig er “de rigtige”.

Jeg havde på forhånd læst flere steder, at jakken var vid på skuldrene og havde tendens til at glide ned. Det fik mig ikke til at ændre i opskriften og egentlig sidder den også flot på Laura. Aftalen er, at begynder den at gå sine egne veje oppe for oven, så laver vi en lille “opstramning” med en række hæklede masker hen over hver skulder på indersiden af arbejdet. Men den tid den sorg og hæklenål.

Fin er den blevet og barnet er så tilfreds.
Men regn ikke lige med flere af samme slags her på kanalen, for i guder hvor var den dog kedelig at strikke.
Så NU skal der findes et stykke strik med lidt mere afveksling og måske er det dumt så at starte ud med den grå cardi til mig selv…