Browsing Category

Faktaboks

Faktaboks, Strik

BLØDT TIL BABY…

02/02/2011

125 gram af en aflivet hæklet cardigan er nu forvandlet til et blødt og lunt lille tæppe til en barnevognslift.

Når foråret kommer skal det promenere i parkerne i København, for der er en skøn gammel kollegas første barnebarn i vente og jeg har lovet, at jeg vil sørge for, at der bliver jysk varme at putte det lille barn i.

Mormoderen in spe kan ikke strikke og derfor har jeg foræret hende en slags gavekort på strik til barnebarnet, lidt men godt, og hun tog imod det med kyshånd og jeg er nu klar til første levering.

Et lille lunt tæppe må man bare ha’ til et forårsbarn…

Jeg har forsøgt at strikke enkelt men elegant, og synes faktisk at det er lykkedes ret godt, synes at tæppet har et klassisk look, der ikke larmer alt for meget. Farven er diskret men meget smuk og perlestrik går man aldrig fejl af.

Og de stockholmske snoninger, ja de falder vel meget godt ind.

Jeg er tilfreds og håber at både mormor og mor bliver det samme…

FAKTABOKS

DESIGN Hjemmebikset

STØRRELSE 50 x 70 cm, lige passende til en lille lift.

GARN 125 g Isager Alpaca og Supersoft, half and half

PINDE Addi Turbo 4 mm

EGNE KRUMSPRING Lidt perlestrik og så ellers et passende antal rapporter af de fine snoninger fra Stockholm tørklædet. Måske skulle jeg grifle lidt og lægge noterne her, hvis andre kunne ha’ lyst til at lune en baby…

Faktaboks, Pigerne, Strik, Strikkeopskrifter

VERSION 3…

16/01/2011

Så er der mulighed for lune ører til alle pigerne, 3 stribede køkkenhuer er nu alle klar til brug.

Sophie snupper den, der egentlig var til Laura, så der bliver syregrønt og cyklame på toppen af den ældste kønne ansigt.

Laura ønskede en hat som Amanda, bare i andre – selvvalgte – farver, men havde i virkeligheden ikke nået at se eller fornemme pasformen, så hun var ikke ret tilfreds, da hun trak sin færdige hue ned over krøllerne. Den var for lang, for bumlet, for dum  –

slet ikke som hun ønskede.

Så hue nummer 3 er strikket med tilpasninger efter det lauraske hoved og med en detaljetilføjelse for moderens indre strikkero…

FAKTABOKS

Mønster Ida’s Kitchen af Kirsten Kapur fra Through the Loops


Garn 50 gram blandet supersoft uld fra diverse leverandører

Pinde 4 og 5 mm Addi rundpinde 40 cm – tortur for hænderne med så kort en pind

Egne krumspring Laura ønskede en lidt strammere retrillekant forneden, så jeg slog 84 masker op i stedet for de 96, og tog så ud til de 112 på sidste pind ret, sådan cirka en udtagning efter hver 3. maske.

På de andre huer har jeg været lidt træt at, at ind- og udtagningerne lå lige op af hinanden, jeg har manglet en glatstrikket maske imellem for at give mere fasthed. Mine strikkerier kan godt have tendens til at glide lidt fra hinanden, hvis jeg strikker 2 dr r sm og umiddelbart efter 2 r sm. Så denne gang har jeg haft en maske imellem både ind- og udtagninger og det er blevet lige, som jeg tænkte det ville.

Det havde ingen indflydelse på maskeantallet og mønsterets mulighed for at “gå op”, jeg havde simpelthen bare en rapport mindre pr omgang.

For at gøre huen kortere lod jeg de farver, der i opskriften kørte over 4 omgange, køre 3. De, der kørte 2, blev som i opskriften.

Indtagningerne blev på huen som i opskriften, bortset jo fra farveskiftene, og også en lettere fiflen p.g.a. den “manglende” rapport i omgangen, men jeg fiflede snildt og fint og ingen kan se forskel, når ender er hæftet og huen i brug.

Laura er rigtigt godt tilfreds med resultatet og jeg er rigtigt godt tilfreds med, at jeg nu har strikket én til dem hver, jeg har brug for andet på pindene, end køkkenstriber til pigerne.

Måske jeg skulle lokke de 3 skønne til en fotosession iført stribede huer, som jo må være vinterens søster-uniform…

Faktaboks, Garn, Strik

WEEKENDSTRIK…

10/01/2011

Når man skal snakke, sludre, sladre og bladre i inspirationsbøger, så duer det ikke, at strikketøjet er alt for besværligt, det skal være let og ligetil og helt uden dikkedarer.

Det er det her så!

En grå lille top i rib og perle, med krebsmasker i kanten og en lille gammel knap monteret med orange tråd.

En god og varm sag, der helt sikkert kan finde en kær lille unge at lune…


FAKTABOKS

Mønster Gammelt og krøllet og vist helt fra Sophies tid. Oprindelse ukendt, men elsket og ofte strikket.

Garn 60 g lysegråt Baby Merino fra Garnstudio. Et meget samarbejdsvilligt og blødt garn, som jeg godt kunne finde på at bruge til babytøj en anden god gang.

Pinde Addi Turbo 3 mm

Egne krumspring Ingen! Der er ingen grund til at lave noget som helst om her.

Måske skulle man snuppe en enkelt mere, nu hvor man alligevel var i gang…