Browsing Category

Ferie

Ferie

HJEMME…

11/07/2008

Godnat sol…

Så er vi landet hjemme efter en dejlig fanøsk uge, vi er udhvilede, opladede og i balance, det er lige sådan det skal være, når man har været på ferie!

Vi pakker ud og sætter på plads, vaskemaskinen snurrer og Tour’en underholder i tv’et, pigerne klatter ud ovenpå og nyder at være hjemme i egne trygge rammer, især Amanda er tilhænger af “Ude godt, men hjemme bedst”.

Sådan har hun det, jeg er nok mere sådan “Fanø forever”…

Familie, Ferie, For hjerte og sjæl, Udflugter

HOV…

04/07/2008

Danmark dejligst…

Pludselig er det fredag, vi har ferie, Fanø venter!!

Vi er ikke en pind klar til at komme afsted, hverdagen har fyldt og alle de små ferieklargøringstiltag er druknet i afhentning af ny bil, overarbejde og sådan.

Men mon ikke vi kan være klar i løbet af et par timer? Det satser vi på, og så er vi dem, der er smuttet afsted til 1 uge ved havet med vind i håret og sol på næsetippen, med gamle ugeblade, krimier og puslespil, med solnedgang i klitterne og frisk fisk fra disk, med strikketøj og masser af kortspil.

Vigtigst af alt er dog tiden, tiden til at være sammen om det rene ingenting.

Det bliver vidunderligt!!

Go’ uge til alle jer med eller uden ferie…

Ferie, For hjerte og sjæl

NABOLØS…

29/06/2008

Naboløs…

Naboløs…

Vidunderligt!!!

Helt og aldeles vidunderligt, og bestemt en gentagelse værd.

Hvor er jeg glad for, at Naboløs dukkede op, da jeg googlede Bed and Breakfast Kerteminde, og hvor er jeg glad for, at der lige var et lille værelse til os, selvom vi var ganske sent ude…

Der var fint og sirligt hos Solveig og Johnny, og vi sov herligt i et lyst og luftigt værelse med kig op til stråene på taget. Vi sov på hvide glatte lager og med den fynske sommernats stilhed i ørerne, ind imellem lød der hyggelig knasen i gruset, døre blev åbent og lukket og fremmede sprog blev båret igennem huset, men bare så det var dejlig baggrundsmusik, der mindede os om, at vi ikke var hjemme.

Vi gik en morgenrunde i den skønneste have med kæmpestore og rigtblomstrende roser i alle nuancer,  med solkroge og bålsteder, sirligt nippede staudebede og bølgende kornmarker lige ved siden af.

Jeg kunne ha’ siddet hele dagen i den have med strikketøj og kaffekop indenfor rækkevidde, og jeg er sikker på, at de gæstfrie og meget imødekommende værter havde været gode for en sludder eller to…

Fynsk haveidyl…

Frodigt og sirligt…

Morgendug…

Morgenmaden blev indtaget ved et dejligt langbord, og hvilken morgenmad, grape, jordbær, æg og bacon, rygeost, gedeost, lemon curd, surmælksprodukter, frugt, marmelade og meget meget andet, vi kunne i alle tilfælde ikke ønske os mere.

Mens vi sad der og bare gav os god tid til at være og nyde, snakkede vi om, hvor jeg ville elske at være Fru Seng og Morgenmad, jeg ville elske at indrette, modtage, opvarte, kokkerere, servicere og sludre, jeg ville smøre madkurve, servere gode retter ved langbordet, jeg ville plukke blomster ind og tænde lys i haven i skumringen.

Og hvem ved, måske behøver det ikke bare at blive ved snakken, måske kan det blive virkelighed, når vi engang er nået lidt længere i livet og trænger til at prøve kræfter med noget andet.

Indtil da, så glædes vi bare over, at vi fandt vejen til Naboløs og Solveig og Johnnys fynske idyl, og vi er sikre på, at vi vil køre ad vejen igen, for der er meget mere at komme efter i den del af vores smukke land, og næste gang så nupper vi nogle flere dage, hele familien …

Breakfast…

Sødt…

Sundt…