Men bare lige for en kort bemærkning, der venter børnefødselsdag og andet hurlumhej lige om hjørnet, og vi er her egentlig bare lige for at smide taskerne og vaske sandet ud af håret…
Egentlig skulle en del af denne vinterferie ha’ været tilbragt i København, vi skulle ha’ været på museums-rundtur, i R.O.O.M og masser af andre gode forretninger, vi skulle ha’ besøgt gode venner og også rundet Eksperimentarium.
Der var booket familierum på Danhostel ved søerne, vi var klar og storbys-parate…
Lige indtil for kort tid siden, hvor vi kom til at kigge grundigt i hinandens trætte øjne, hvor der var skrevet vand, ro, skov, brændeovn, krimi, nærvær, stilhed og tid.
Så turen til København er udskudt til længere hen i foråret, og i stedet står der nu et sommerhus i Trend og venter på, at vi kommer og indtager det…
Torben har ikke fri før sidst på ugen, så han må holde skansen her hjemme, men pigerne og jeg, vi skal flyde og nyde, og de store underholdningstasker er pakket med strikketøj, bøger i stakke og dvd’er.
Mad til hele ugen er købt og pakket, for vi gider ikke fare omkring og finde på og handle, vi vil ha’ fred.
Men først skal vi lige igennem en sidste omgang ud-af-huset-stress…