Browsing Category

Ferie

Familie, Familieliv, Ferie, For hjerte og sjæl

FERIEFLYDNING…

11/02/2013




Det er mandag.
Egentlig hverdag, men vi er stemplet ud af de sædvanlige gøremål for sådanne dage og nyder i stedet en feriedag.

En langsom stille dag med tid til alt og ingenting. Det trænger vi til.
Klokken er over middag og jeg har bare nået at spise en meget langsom morgenmad, at læse nyhederne, at drikke flere kopper kaffe, at strikke, at svare på et par mails, at købe en stol, at tjekke Instagram, at klappe hunden og ae katten og sludre med Amanda.
Film har vi også set. Den kan anbefales som fin ferietidsfordriv. Butter.

Egentlig har jeg da nået meget, når det sådan remses op, men det er jo meget af ingenting, af den rolige selvvalgte og hyggelige slags.
Det er jeg vild med…

Om lidt må tøjet på, vi har affald til genbrugspladsen, pap og andet kedeligt, og senere skal der hentes en sort stol til samlingen, endnu en brugt, måske endda to, det må tiden, prisen og standen vise.

Der skal handles til lidt forplejning af dem, som har samlet sig her i jomfruburet, mad må der til også selvom det er ferie. Nem mad.
Suppe måske. Eller ristede gode rugbrødder med røget laks og avocado og lidt hakket løg.
Eller en lille stegt fisk med rødder og citrus. Nemt.

For resten af dagen skal også ha’ plads til det, som den er startet med. Langsommelighed og ro og bare ferie…

Inden afgang ud i virkeligheden skal jeg ha’ endnu et par pinde på en lille ulden top, sippe endnu en kop kaffe af den fine kop, som Sophie havde med hjem fra sin sidste tur ud i verden. En Mumi kop, hvis billede fik hende til at tænke på mig og min flok. Jeg kan let følge hendes associationer, men det med frisuren må vi ha’ en snak om.

Mummi kalder Sophie mig oftest, gad vide hvilke billeder hun har med inden i?
Hyggelige og rare, håber jeg.

Senere trækker jeg lod om den fineste bjørneballerina.
Husk at lægge en kommentar her, hvis du tænker, at den kunne pynte hos dig.

Jeg flydere videre ud i mandagen.
Og det i meget meget stille tempo…

Familieliv, Ferie, For hjerte og sjæl, Hjemme

SØNDAGSSYSLER LIGE EFTER MIT HJERTE…

29/07/2012

 

Alle andre end jeg sover.

Børn, hund, kat og have. Alle trækker vejret tungt og ingen har brug for min assistance til noget som helst.

Det nyder jeg  –

stilheden, roen, tiden og muligheden for bare at være, at læse, at bage, at sysler og flyde…

 

I en stor og ret så uorganiseret pærevælling får jeg bagt grydebrød og kanelsnurra, vasket lidt op, læst nogle sider i ugens bog, drukket te, tjekket nyheder og blogs, lagt lidt vasketøj sammen, stirret ud i luften, drømt om smuttur til yndlingslandet, foldet en trane eller syv til en uro, skrevet en sms og kigget lidt på det bjerg af en udtømning af 3 kæmpestore amerikanerkufferter på gulvet ovenpå.

Jeg lytter til regnen på taget på veranden og på den smukke solsort, der sørger for underlægningsmusik til mine gøremål.

Jan Johansson spiller stiller i stuerne, her er trygt og rart og godt at være, lige her hos os for os.

 

Jeg behøver ikke at lave en døjt andet end lige præcis det, som jeg lyster og gider, og det gør jeg så.

I mit tempo og med varmt hjerte og saligt smil.

 

Sådan en søndag morgen elsker jeg  –

den er lige efter mit hjerte, der banker for alt det, der giver ro og mening for mig og mine…

Bagværk, Familieliv, Ferie, For hjerte og sjæl, Opskrifter

PÅ SÅDAN EN TÅGET TORSDAG…

03/11/2011

I en uge med alt for meget arbejde og alt for lidt tid er det herligt, når der pludselig skabes et lille åndehul med rum til samvær og udflydning.

Jeg nuppede lynhurtigt muligheden for gode timer i selskab med 2 af mine 3 skønne, timer med sniksnak, planlægning, søde bidder, hemmeligheder og stille væren.

 

Der blev fyldt op på morlykkekontoen…

 

Mens lyset udefra stadig fyldte stuerne, fyldte vi vores maver med sød eftermiddagsmad.

Nybagte krydrede boller med blød karamelliseret mælk på blev skyllet ned med dampende te.

 

Julekrydderierne i bollerne spredte den kommende tids velduft omkring os og det havde ikke skullet ret meget mere til, før vi var gået i decemberselvsving.

 

Vi klarede dog at få lagt en dæmper på de lyster med en herlig snak om næste sommers ferie, vi bruger god energi på at planlægge rare ting, som kan blinke og lokke forude.

Og går alt op i en højere enhed, så er vi i alle tilfælde 3, der rejser til sol, strande, kløfter, bjerge, vandreture, stilhed og gode restauranter allersidst i juni.

 

Det var godt at varme sjæle og tanker med på sådan en tåget torsdag som i dag…