Jeg kravler igennem søndag i snegletempo, timerne flyder forbi og jeg får ikke lavet ret meget andet end ingenting.
Avisen er læst, strikketøjet motioneret, sofaen siddet flad og fjernbetjeningen har sørget for en gennembladring af alle kanaler for at finde noget, der kunne underholde uden alt for meget opmærksomhed var påkrævet.
Søndagsstille og søndagssløv –
det er mig…
Laura sidder i bussen på vej sydover, hun var så klar og spændt og stod parat i entréen en halv times tid før afgang, det sker kun meget sjældent.
Jeg forstår hendes iver og store smil, husker ganske godt de første gange jeg selv var afsted på ferie uden forældre, det er herlige dage.
Og vi under hende alle denne tur, hun fortjener en stak dage uden slid og lektier, hende Laura, der altid har gang i skoleting og alvorlige gøremål.
Sløv er ikke et ord, som siger ret meget om hendes måde at være i verden på, slet ikke denne søndag…
Resten af dagen får lov til at foregå i samme tempo, som den er startet, mere af det stille, aftensmaden bliver selvbetjening i køleskabet og jeg vil være at finde et sted i huset med skærm og bløde møbler.
Jeg skal lade op til morgendagens program, som Amanda har sat, Nattøjsdag med kærlighedsfilm og hjemmebag, peanutbuttercookies og så en pladefuld af de pebernødder, som jeg ikke fik bagt i julen.
Mon ikke jeg klarer at finde energi til mandagen, det tror jeg nok, jeg synes faktisk, at det er et ganske godt program, hun har udtænkt, hende den lille, der ikke længere er helt utilfreds med feriedage hjemme i det sorte hus på heden…