Sidste aften i en lang og skøn påskeferie, bål i haven, tid og lyst til at hænge ud og sludre om feriens oplevelser og den kommende tids aftaler og opgaver, nærhed og inderlighed, fred og ro og al den tid vi gider at bruge.
En blød hund, der med blikket suger næringen ud af de lækkerier, der indtages med knitrende ild som underlægningsmusik og solnedgangens gyldne stråler som belysning, S’mores til dem med lækkermund og latte til de voksne.
I morgen er det hverdag igen, men det er okay, vi har vredet det bedste ud af denne påske, gode oplevelser for både store og små, nogen sammen og andre hver for sig, og vejret har i sig selv været energiopladning af de store, vi er klar til hverdag og forpligtelser, det er i orden med os…