Onsdag er mød-sent-dag, ankom-ved-frokost-dag, luksus, men selvfølgelig også med den krølle, at sent afsted betyder sent hjem.
Det er dog ikke på det sidste at jeg stiller skarpt, jeg nyder bare at starte ud i roligt tempo med masser af tid til te og tanker.
Jeg har foreberedt mig til aftenens oplæg om at opmuntre børn til samarbejde, så formiddagen er helt min egen og jeg vil lukke øjnene for det køkkengulv, der kunne trænge til en skuring, for den bunke vasketøj, der kalder på sammenlægning og strygning, jeg ser det ikke, husmor-genet er for en stund muteret til et jeg-er-da-ligeglad-gen og i stedet skal jeg nyder at pusle med de sidste ting til weekendens hurlumhej og også bare sidde i min sofa og gøre ingenting…
Jeg ved, at Sophie kommer om en times tid, jeg ved, at Laura og Amanda tager hul på gode skoledage lige om 10 minutter, det er godt at vide, hvor de er og hvordan deres verden vender. Mine smukke 3. Mine allerstørste inspirationskilder på vejen igennem det gode hverdagsliv.
De er så forskellige men så tydeligt gjort at det samme råstof; kærlige, opmærksomme, reflekterende, modige og ægte, det er ikke svært at beundre og være stolt. Jeg er et heldigt menneske, en heldig mor. Det mærker og tænker jeg på hver eneste dag og kan mærke hvordan jeg ranker mig, når jeg ser dem, hører dem, sammen og hver for sig.
Også når de ikke er her fylder de rummene, små spor er efterladt og indre billeder af hyggelige og nære timer for os her i lejligheden står skarpe. Jeg mærker det ekstra tydeligt i en stille morgenstund, som den i dag, hvor alt er roligt og ingen forventer eller kræver andet end ingenting.
For 26 år siden stod jeg en maj dag på banegården i Aalborg, jeg skulle på mit første ophold på kokkeskolen deroppe, 5 ugers teori krydret med lidt praksis ved de kæmpestore komfurer. 5 uger på skolehjem sammen med nogle hundrede andre unge i hopla.
Jeg var allerede mor, selv om jeg bare var 21 år, og havde overgivet pasningen af Sophie til min faster og onkel, der gjorde så meget for at bakke mig op i at få den uddannelse, som jeg virkelig brændte for.
Da jeg stod der på fortovet i den nordjyske by, var jeg en smule ved siden af mig selv, ikke nervøs fordi jeg skulle møde en masse nye mennesker, den slags skræmmer mig ikke, men jeg havde mistet min kosmetikpung i toget, ret alvorligt når man nu er én, der holder af den slags, og jeg glemte lidt at tænke på, hvorfor jeg var der og brugte mere energi på at planlægge, hvordan jeg mon kunne komme ind i Salling mandag morgen og købe de livsvigtige fornødenheder.
Jeg var dog ikke mere optaget af det, end jeg godt opdagede en lyshåret pige, der stod og så lidt søgende rundt, et eller andet sagde mig, at hun havde samme destination som jeg og jeg tillod mig at spørge, om det mon var sådan, at hun var på vej til kokkeskolen og om vi skulle dele en taxa. Ja og ja tak var svaret og lige der i den lune maj aften mødte jeg så Bibi, som siden dengang har været en af mine allerbedste veninder…
Tilfældigt?
Ja måske. Men ind imellem er der mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare.
Måske er der momenter, hvor vi er mere åbne overfor de impulser, som sendes fra andre til os, hvem ved.
Vi startede i alle tilfælde med at teame op om en taxa og ved ankomsten til skolehjemmet blev vi så også et værelsesteam og senere i vores læreforløb også et team på køkkengulvet, da jeg skriftede læreplads fra det store hotel med møgdårligt miljø til det mindre sted med varme, latter og masser af sammenhold.
Bibi og jeg er så forskellige, både udenpå og indeni, men ret hurtigt blev vi det makkerpar, der kunne banke en fest af til 150 uden at sige et eneste ord. Vi vidste dengang – og egentlig stadigvæk – hvad den anden havde gang i, hvad den anden mente og tænkte og behøvede aldrig at aftale, hvem der laver hvad.
Hun er god til de store grove træk, klarer alle de indledende øvelser og smider om sig med de store gryder og pander. Hun hamrer løs i bolledejen og triller i løbet af en kaffetår 500 små stykker brød og skræller samtidig et bjerg af løg. Store brag og store armbevægelser, der sørger for at der er råvarer parat til hende, der arbejder lige så hurtigt men som er mere detalje orienteret.
Ja det er sådan jeg selv omtaler det, at jeg har øje for de små ting, at jeg er den, der løfter anretningen på tallerkenen ved at vende en enkelt lille ting, Bibi kalder det vist mere nusseri og griner skævt til mig..
På vores læreplads blev der smurt i tusindevis stykker smørrebrød, jeg hadede det som pesten, samlebåndsarbejde, gris og snask med ristede løg ude af kontrol og møg-rødbeder, der skulle duppes inden de kom op på leverdrengen, lortearbejde, min røv var ikke at se for bar’ skosåler, når de bon’er dumpede ned i køkkenet.
Jeg gjorde det selvfølgelig, hvis det var nødvendigt, men jeg opholdt mig hellere i A la Carte køkkenet.
Og det var en arbejdsfordeling som ingen satte spørgsmålstegn ved og som ingen talte ret meget om, andet end når der skulle grines af det…
SÅ forskellige og alligevel de bedste makkere.
Den ro og tryghed det giver at arbejde sammen med en, hvor ord ikke er nødvendige men bare bruges for at tale om andet, end det hænderne arbejder med, det er vidunderligt.
Team 1 i et køkken, synes jeg, men nu er vi ved at være så tilpas tilbagelænende at det ikke er ofte, at det er der vi opholder os, ikke til de store fester i alle tilfælde, dem lader vi andre om at klare. Det meste af tiden.
Ind imellem laver vi en fest og vi er i helt de samme roller, som for år tilbage. Måske skulle man engang optage en lille videosekvens, som vi kunne sidde og gnækker over, når vi engang kun kan sidde stille sammen, jeg er sikker på, at det er ret fascinerende at iagttage en stor middag tage form og folde sig ud uden at maden på et eneste tidspunkt bliver nævnt…
Min teammakker. Min skønne veninde.
Vi har været i hinandens liv i 26 år, været der i glæde, sorg, vrede, grin, på ferier, i hverdagen, tidligt og sent, slæbt hinandens børn og hinandens bøvl. Vi har lavet mad til hinandens livsfester, bryllupper, barnedåb og konfirmation. 30 år og 40 års fejringer. Vi har lavet mad til BB King og Thomas Helmig og også til kartoffelavler Bøvlesen. 1 million stykker smørrebrød og 1000vis af sirlige desserter. Alt sammen lige sjovt og toppet op med kaffe, smøger, rå grin og lede vittigheder om astronauter og andet godtfolk. Men de ord er kun for vores ører og ikke stuerene nok til at dele her.
Vi var et godt team.
Vi er et godt team.
Gad vide om hun mon ved, hvor meget jeg elsker hende.
Jeg tror, at jeg vil huske at sige det til hende.
Altså med fare for at blive klasket omkuld af en halv side røget laks, for den slags er nok noget pjatværk som man ikke behøver at sige i hendes univers. Jeg vil bare være sikker på, at hun ved det…
Spillet, hvor alle kan vinde, og som får gang i alle de mange skønne historier, som vi alle bærer inden i?!
Jeg købte det sidste år på Linked Inks julemarked og det har været i brug både i de private cirkler og også i jobmæssige sammenhænge. Jeg er vild med det.
I sommer kørte DR i samarbejde med Lynhistorier og Mungo Park et forløb, hvor alle danskere fik mulighed for at fortælle deres historier. Spændende og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke fik mig bevæget hen til et af arrangementerne.
Der er masser af at læse og lytte til her på DRs hjemmeside, smut forbi, det er gribende, rørende og underholdende…
Forleden kom jeg forbi spillet i et skab på Amandas værelse og jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig tilbage på det daglige skrivespor her på bloggen. Sætte en ramme, give mig et puf i retning af, hvad der kunne fortælles om og få gang i tasterne igen.
For et fravær over tid kan gøre det vanskeligt at komme i gang igen, i gang med de små og egentlig “ligegyldige” hverdagsfortællinger, som giver bloggen liv. For ind imellem alt det der skal-bare-lige og travltravl, der er der selvfølgelig mange små momenter, hvor jeg kunne skrive ord til fornøjelse, forundring, forbløffelse og forskrækkelse.
Så sådan bliver det. Fra i dag og 1 uge frem.
Hver dag. 3 minutter til en historie. Ikke valgt men bare trukket op af kassen med alle kortene.
Jeg vil bruge timeglasset og jeg vil tillade mig at plukke i billedebiblioteket, hvis jeg tænker, at der er noget fint derfra, som kan understrege historiens ord.
Du må rigtigt gerne lade dig inspirere, fortælle din egen historie over samme ord, du kan skrive på din egen blog eller sende mig et lille skriv, så kan du få en gæsteplads her.
Jeg går i gang lige nu, lige her.
Det første kort:
Et håndskrevet brev.
3 minutter…
I begyndelsen af denne måned mødtes jeg med en skøn flok af min mors kusiner og fætre og deres børn.
Det vi har tilfælles er Ingeborg Kristine Bisbjerg. Min oldemor.
En stærk smuk og skøn sønderjysk kvinde, som var en stor del af mit hverdagsliv, indtil hun døde, da jeg var 21 år.
Til festen var også den eneste af hendes børn, der stadig lever, Moster Rie og med i tasken havde hun tre gamle breve. Skrevet i hånden. Skrevet af mig.
Til Ingeborg, min oldemor, som jeg kaldte for oldemormor. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men forvirringen om mor, mormor, hvem er hvem og hvorfor har sikkert spillet ind, da de voksne omkring mig besluttede, at det var sådan hun skulle kaldes.
Oldemormor boede kort fra den lejlighed, hvor jeg boede de første par år af mit liv sammen med min mormor og morfar.
(Nu er tiden gået – jeg tillader mig at vende uret – kun lige i dag)
Vi kom tit derover, til en kop formiddagskaffe og garanteret en kage, for der er jo det der med sønderjyder og kaffebord og den er god nok, ved jeg.
Hos Oldemormor var der spændende, 2 af hendes 9 børn havde været sømænd og de havde bragt eksotiske gaver med hjem fra fjerne lande, et skildpaddeskjold, fine kinesiske dukker, der kunne få skiftet paryk, underlige dimser og dutter, og man måtte gerne pille ved dem, og det gjorde jeg, verdens største pilfinger, dengang og stadigvæk.
Oldemormor havde været en modig ung kvinde, hun var stukket af til New York som ung, fordi hun ikke var ret forelsket i sin forlovede, hun havde levet i to krige og sendt sønner afsted ud i den sidste af dem, hun havde prøvet at være både rig og fattig, hun kunne fortælle gode historier og ind imellem kunne jeg tænke, om de mon alle var sande eller om de blev peppet lidt op med historier fra de mange bøger, som hun tyggede sig igennem.
Hun lærte mig at strikke, tålmodigt og roligt, hun gik med mig på biblioteket og tog mig med i kolonihaven til forkælelse og maven fuld af jordbær. Hun duftede af Majasæbe og havde det smukkeste hvide hår.
Og brune brune øjne.
Og dem så jeg igen nu i denne måned, ikke lige hendes øjne, men masser af øjne, der ligner, mine, min mors, min mors kusines, en granfætters og flere til. Brune øjne, rolige øjne, øjne med styrke men også sårbarhed og et strejf af dagdrømmeri…
3 minutter gange to.
Jeg er ikke nået til brevet endnu men det er vel lige meget. For på bare så kort tid kan det være vanskeligt at fortælle hele historien.
Især når det mere er en tankerække om en betydningsfuld person end det er en afgrænset oplevelse.
Jeg kan faktisk en rigtig god historie om hende Ingeborg. Eller mange.
Det kan blive en anden gang, måske når jeg skal til at bage julesmåkager.
Lynhistorierne kan opleves på dette års julemarked hos Linked Ink. I år endda med små lyn-demoer, hvor man kan være med og fortælle sin historie.
Markedet er i den sidste weekend i november her i Silkeborg. Jeg er der også med gode juleting og andet herligt.
Men det er en helt anden historie og i kommer garanteret til at høre om den i meget mere end 3 minutter…
