Helle synes, at der er for lidt Otto her på kanalen.
Jeg giver hende ret i, at der i alle tilfælde ikke er ret meget. Og da slet slet ikke i forhold til hvor meget skatkatten fylder i vores liv herhjemme.
Otto er gud, Otto er forkælelsesmodtageren, Otto er alles darling også Lauras, selv om hun i virkeligheden ikke er ret vild med katte. Men Otto altså – han er svær ikke at holde af.
Og også svær at holde kameraet fra, han er en “poser”, der forstår at tage sig godt ud og han flygter ikke som Nugga gør, når kameraet lille on-lyd bølger i rummet…
Men langt de fleste gange knipser jeg Otto med min IPhone og jeg er en doven hund, når det kommer til at lægge fotos derfra over på computeren her, når det sker er det nærmest en flagdag.
Jeg er blevet lidt doven med det store kamera, telefonen er altid inden for rækkevidde og så hurtig lige at knipse med, kvaliteten er såmænd ganske fin og delingen af billederne lynhurtig.
Hver dag siger jeg til mig selv “I dag hiver du Olympus’et frem og tager en ordentlig røvfuld gode billeder af liv, kat, hund, mad, børn, hus og sådan!!” og hver aften, når jeg går i seng tænker jeg “Tja det blev så heller ikke lige i dag!”.
En del af det handler om telefonen, som skrevet herover, men en anden del er også alle de tusinde af billeder, der allerede ligger her og venter på at blive sendt videre i systemet, til print, til et stille liv på en ekstern harddisk, i skraldespanden. What ever. Where ever. Jeg skal bare finde tiden og orken, for det er en opgave, som jeg let kan finde på en undskyldning for ikke at løse.
Så derfor så lidt af Otto her…
Han er 7 mdr lige om lidt, en ordentlig kleppert, smuk og stærk og selvsikker, højt elsket og møgforkælet.
Han har et andet temperament end blide Viggo, ind imellem røvirriterende med sine angreb på bare fødder og usyldige rygstykker, men også virkelig sjov og selskabelig.
Otto følger mig som en lille hund, ligger på mine fødder, når jeg sidder ved spisebordet eller står i køkkenet, ligger på gulvet i badeværelset, mens jeg bruser, sover på gulvet ved siden af min seng og “kalder” på mig, hvis jeg er ude af syne.
Egentlig er han jo Amandas kat, men med hende ude af huset, så har han kastet sin kærlighed på mig, madmor og nusseapparat.
Amanda er dog ikke bleg for at indrømme, at hun vil gå langt for at “vinde ham tilbage”, når hun er færdig på efterskolen, jeg tænker, at vi er ude i noget med laksehapsere serveret på sølvfad og en ubegrænset adgang til leg, tummel, kys og blide strøg over den smukke grå pels…
Bloggen skal der pustes liv i igen, det er intentionen, og også i indlæggene om Otto, men er man ikke katte-tilfredsstillet, så er der i stakkevis af billeder af Otto på Instagram, som jeg bruger flittigt.
Man kan jo sagtens bruge App’en uden selv at være aktiv med at lægge snapshots op, der er så meget lækkert og inspirerende at finde der inde, lynblogging uden ret mange ord men til gengæld med mange billeder.
Jeg er vild med det og opfodrer hellere end gerne til at man får hentet Instagram ned på sin smartphone.
Måske ses vi der? Måske finder i Otto der?
Jeg lægger altid et tag på billederne af ham. #Ottomania. Der er godt nok også en lille dreng, der har efterfølgende har fået det tag, men han har mindre pels end Otto og smiler mere.
Jeg kan findes som anneds.
Og finder man ikke derind, ja så vil Otto selvfølgelig også dukke op her.
Intet besøg på Island uden en tur omkring Den blå lagune.
Den er vel nærmest selvskrevet på listen over To-do’s, når man har mere end et par timers mellemlanding på øen.
Forståeligt, synes jeg, for hvor tit har man muligheden for at sænke sig ned i lækkert varmt blåt vand under åben himmel og stå op igen med blød hud og ungpigekulør i kinderne? Ikke ret tit, hvis man kommer fra mine breddegrader.
Så plask –
i den blå lagune sprang vi onsdag i sidste uge. Under en himmel, der ind imellem smed lidt vand, men som også lod sit blå komme frem mellem skyerne.
En halvkølig dag, som havde budt på skole- og forvaltningsbesøg, inden en bus kørte os igennem månelandskabet op til de blå dampende søer.
Jeg var hurtigt i og stod ikke op før allersidste udkald til bus hjem til Reykjavik. Rynket som en rosin og med den vildeste frisure men også lækkertræt og blød og varm på den allerdejligste måde…
I søen med det blåhvide vand er temperaturen konstant 37-39°, dejligt varmt, og når man bevæger sig rundt i det mærker man også tydeligt, at der på nogen steder er en del mere end kropstemperatur. Meget mere endda. Det kommer i små skvulp og andre steder i en lind strøm, jeg kan godt li’ varme så der var jeg at finde en del af tiden.
Jeg tænker, at det er ret godt, at vandet er så mælket, for det skjuler da lidt af den der krebsefarve, som man godt kan udvikle på sit danskerblege korpus. Ja egentlig skjuler det både kulør og den anti-spændstighed, som en på min alder godt kan være ramt af.
Smart nok.
Vandet indeholder både hvidt kiseller og svovl, det er ret æggehørmende, men man mærker nærmest huden blive blødere minut for minut, og efter en tur med en naturlig skrubbemaske, der blev “serveret” af en smuk yndling på kanten af bassinet, ja der var der dømt ferskenkind over hele linien.
Den blå lagune får sit vand fra et geotermisk værk, der pumper mere op end det kan komme af med igen, så egentlig kan man jo sige, at det lækre badested er en slags affaldsdepot eller overskudsbadekar, men sikke da en vidunderlig måde at bruge vandet på…
Der er bygget et rigtigt labert spa-område omkring lagunen, med et eksklusivt udtryk, ro, rene linier og en masse lækkerhed. Tidligere har det bare været hamret brusere ned i lavaen og man kunne få sine fødder slået til blods på den knoldede bund i bassinet, men det er blevet andre tider og alt er lagt tilrette, så man får den bedst mulige oplevelse ud af det.
Koldt vand, varmt vand, sauna, massage, ansigtsbehandliger, drinks, gourmetmad, lækre sprøde vikinger på bassinkanten, smoothies i vandbaren og bare et stille og roligt tempo.
Der er sikkert dage, hvor der er flere gæster, end der var i onsdags, men vi kunne jo se på antallet af busser udenfor og optagede skabe i omklædningsrummet indenfor, at der var mange, men det kunne ikke mærkes ude. Der var ro på folk og det gjorde hele oplevelsen endnu mere intens, ro og fred og nærmest paradisk…
Jeg har masser af billeder fra området, men bloggen driller som ind i h……, når jeg skal uploade i indlæggene, og hvis jeg skal bevare noget af den zen, som jeg fik med mig hjem fra lagunen, så stopper jeg lige for indeværende med at forsøge at lægge flere op.
Nogen af dem ligger på min Instagram profil og kan ses der og finder jeg en dag tålmodighed med at bakse med de, der ligger her på computeren, så kommer de selvfølgelig.
Jeg har masser af indre billederne med derfra, dem vil jeg passe på, for ærlig talt, så var det faktisk lige så fantastisk, som mange havde forsøgt at forklare mig på forhånd.
En vidunderlig eftermiddag, der bandt en fin sløjfe på en dag med masser af faglige inputs og reflektioner.
I weekenden var der kul på. Alt foregik i højt og koncentreret tempo uden tid til ret meget fordybelse og reflektion, det var ren produktion men af den gode og energigivende slags.
Når man altså lige får hvilet ud – og det har jeg fået nu. Helt og aldeles og er nu Anne-i-fin-form igen. Ikke nogen værkende led eller ømme hænder. Godt nok.
Søndag var hviledag, mandag og tirsdag røg med i samme pulje, når arbejdsdagen sluttede så kaldte sofa og ro og take away.
Nu er det onsdag og armene og energien er til havegravning og efterårstrimning af potter og lavendelhæk. Lige om lidt.
For først er der tanke at dele, ret personlige af slagsen, men nogen som banker på for at komme ud og ned på skrift, for og til mig og dem, som synes, at noget kan vække genklang eller sætte tankerækker i gang…
Weekenden var fejring af 2 menneskers nye lykke og samtidig også en mærkedag for mig og mine piger. 1 år i jomfruburet, 1 år som familie i ny form, 1 år så anderledes og så alligevel så velkendt og trygt.
Den første weekend i september 2011 flyttede jeg fra huset på heden med Amanda, min hund og mit habbengut. Jeg efterlod det liv, som ikke blev det jeg havde forestillet mig, efterlod det hus og den have, som jeg havde elsket så højt, de smukke rum og de gode ting, som måtte blive stående fordi ikke alt kunne blive mit. Jeg efterlod en lille katteflok og et dejligt nabolag, jeg efterlod det, som indtil kort forinden havde været sikkert og godt.
For nogen af os i alle tilfælde.
Det der kommer nu er min historie. Mine oplevelser og min sandhed. Ikke nødvendigvis den eneste, men min.
Noget er fortalt tidligere, andet ikke, noget er kolde tørre facts og andet er fornemmelser og tolkninger. Mine.
Så ingen andre kan eller skal stå til regnskab. Og synes nogen, at de vil stille mig til regnskab, så er de velkomne, jeg står ved mine ord og mine oplevelser også selv om nogen kunne være uenige…
Da Torben sidste sommer fortalte pigerne og mig – på samme tid – at han ikke ville mere, at han ikke troede på vores familie, at han ønskede noget andet og fortjente noget bedre, gik min verden for et kort øjeblik i sort.
Jeg blev sendt direkte tilbage i de svigt, som jeg meget meget tidligt i mit liv oplevede, en anbringelse uden for hjemmet, et fravær af en mor og en far, et chok og et traume i et lille spædbarns system, en tid, der for evigt er en del af mit landskab og som i hele mit liv har luret i alle valg og alle fravalg.
Lige ned i de allerstærkeste følelser af frygt, forladthed, angst, raseri og afmagt. En eksplosion ude af kontrol. I bare et lille øjeblik.
I det lille øjeblik som det tog mig at kyle 2 smukke kopper i gulvet og skrige min panik ud. For det var panik, hele mit system kæmpede for at det ikke skulle ske, for at jeg ikke skulle blive sendt ind i armene af de traumer, som jeg bærer i mig.
Bare et lille øjeblik –
for sammen med alt det ødelagte jeg havde inden i, der havde og har jeg også en styrke, som intet i verden kan knuse. Ingen mand, ingen hændelse, ingen mennesker, ingen svigt. Jeg er en fighter, en overlever, en kæmper, en kriger og inden bilen kort efter havde forladt indkørsel med en far og lige-om-lidt-exmand inden i, havde de seje kræfter taget over og jeg var i gang med at feje, vaske, trøste, ordne og holde sammen på de piger, som blev hos mig…
Men det som man med en meget sigende ord kalder for re-traumatisering buldrede i hele mit system, jeg trak vejret fordi jeg skulle, jeg sørgede for pigerne fordi ingen andre gjorde, jeg gjorde det som kunne gøre automatisk og jeg gjorde det alene.
For hvem kan man lukke ind, når alle de, der egentlig havde lovet at blive i livet, var skredet. Var døde, var gået, havde efterladt.
Ingen. Ingen overhovedet.
For selv om skønne veninder og gode mennesker tilbød alt, ville gøre alt, hjælpe med alt og ordne alt, så var det “alt” de kunne få lov til at hjælpe med det praktiske. For ind i det inderste, ind i det som for alvor var på spil kunne ingen inviteres ind.
Vi talte selvfølgelig om det, der skete, meget endda, andet ville ha’ været utænkeligt, der var også tårer, vrede og afmagt men aldrig åbent indtil de steder, hvor alt var på spil og kampen for overlevelse i gang…
Jeg vidste heldigvis selv, at det var de gamle traumer, der brølede og jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om længere, nu skulle de på plads, jeg vidste, at den sorg, som jeg følte, og den forladthed, som jeg bar med mig alt, var meget mere bundet i alt det gamle end den var i opløsning af det familieliv, som jeg ellers tænkte var det vigtigste i verden.
Så jeg fik hjælp, fantastisk hjælp, til at se på alt det gamle, til at hive det op af rygsækken og kigge på det, tale med det, sparke til det og kramme det og i det forløb mærkede jeg så tydeligt, hvordan mit sædvanlige alarmberedskab lagde sig ned og faldt til ro.
RO –
det ord, som nu beskriver min stemning og mit sind allerbedst. Ro inden i, vidunderlig ro, væk er den sitren og den utilpashed, som jeg har haft med mig hele mit liv, den er død og borte, og jeg bevæger mig i verden på en ny og for mig meget særlig og stadig lidt ukendt måde.
Uden på er jeg den samme, ingen vil spotte forandringen ved første øjekast, men de, der ved hvordan man kigger ind og som også sanser stemninger, de ved det, de mærker det og mange har benævnt det.
Jeg kan næsten selv høre roen, væk er den elektriske summen, som kom af en psyke, der altid var i højeste alarmberedskab, væk er den følelse af ensomhed og isolation, som har været en livslang følgesvend, nu er jeg bare mig, i ro og nærmest svævende, det er jeg taknemmelig og meget meget værnende om.
Jeg kom ikke hertil på en enkelt eftermiddag men dog så uendeligt meget hurtigere, end jeg havde troet muligt.
Havde jeg vidst det havde jeg måske taget turen for mange år siden.
Turen tilbage til roen…
Roen inden i har også givet mulighed for for alvor at få kigget på det familieliv, som har været så vigtigt for mig, det som jeg kæmpede for og ville ha’ gået til verdens ende for.
Jeg har i årevis fortalt mig selv, at vi var en stærk familie, at vi var en enhed, at vi ville dette her og at alle gjorde deres til, at det skulle være det det var.
Løgn.
Løgn og selvbedrag.
En sandhedsforvridning, der måtte til, for havde jeg kigget med ærlige øjne og uden støj inden i, så havde jeg set det, som jeg hurtigt begyndte at få øje på, da familien fik en anden form, så havde jeg set, at det jeg ønskede var et fælles projekt var en solo sejlads, hvor jeg havde ansvar for både båd, proviant og kurs.
Jeg ville den familie så meget, at alt andet var lige meget, jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke kunne give pigerne det, som jeg havde manglet, ro og tryghed, far og mor og børn, kontinuitet og sikkerhed.
Jeg lukkede øjnene og fortsatte.
For os. For pigerne. For Torben. For mig. For os.
Det var mit valg men også et valg uden ret mange alternativer, når man er et menneske med den slags bagage som min.
Man kan enten gå eller blive, og at gå er ikke et valg, når man ønsker andet for børnene end det man selv fik.
Ikke et bevidst valg men et valg styret af det ubevidste, som har uanede kræfter til at styre os afsted i livet…
Jeg har den jo stadig den familie, som er mit livs lys og lykke.
Nu er det bare pigerne og jeg.
Og basen er jomfruburet.
Her bor vi og her er vi og vi tænker Hjem, når vi står på fortovet og kigger op mod vinduerne, når vi træder ind ad døren til hund og kat og dufter af mor, som pigerne kalder det.
Pigerne er her – altid – for der er ikke værelser eller hjem til dem andre steder end her. De er her til hverdag, i weekender, i ferier, til højtider, fødselsdage og mærkedage. Her.
Eneforsøger er jeg.
Ene om alle beslutninger omk pigerne.
Ene om alt det praktiske omk pigerne.
Ene om at lytte, trøste, forklare og sørge for.
Eneforsøger.
Enehusholderske.
Madlaverske, rengøringskone, hyggeoptænder, ordnemajor og mor.
Det fungerer. Rigtigt godt endda.
Jeg har mange års øvelse for den del af familielivet er ikke ny, det er en gammel velkendt traver.
Men roen –
den er ny.
Allerede højtelsket af mig og mine og den skal blive sørget for, passet og plejet.
