Lige om lidt har Otto boet her hos os i 3 måneder.
Han er skøn og bliver kønnere og kønnere for hver uge. Mere og mere en rigtig baggårdstiger med manke og attitude.
Det har været svært ikke at sammenligne ham med blide Viggo og ind imellem er der også blevet bandet over de angreb, som han sætter ind på hænder, bare fødder og bløde lår, men alt i alt er han bare elsket, forkælet og feteret.
Der er mange gode grin og fin underholdning i en kattekilling også selvom den ligner en fuldvoksen kat…
Det var ikke let for Amanda at efterlade ham her hos vi andre, han er jo allermest hendes kat, og gensynsglæden har været stor for dem begge i denne weekend, hvor Amanda har hvilet ud herhjemme efter de første par uger på efterskole.
Til hverdag følger han mig rundt som en lille trofast hund, ligger på mine fødder, når jeg sidder her og skriver, ligger vagt ved bruseforhænget, når jeg bader og sidder tæt op ad mine ben, når jeg er i køkkenet.
En lille grå skygge, der vokser med lynets hast og som optræder med en selvsikkerhed uden lige…
Han er ikke så let at fotografere med det store kamera, enten spurter han rundt med 120 i timen eller også snorker han med lukkede øjne, så de allerfleste fotos af ham er snuppet med min IPhone. Der ligger en kæmpe stak på Instagram, hvis nogen synes, at de ser for lidt til ham her.
Men i dag lå han der i vindueskarmen og hold øje med hvad der foregik ude i verden og jeg nåede at hente kameraet og knipse ham, inden han som sædvanligt rullede om på siden og tog sig en lækkerlur.
En lækkerlur med lyd på, for man er vel en stor og prægtig kat, der også gør opmærksom på sig selv når man sover.
Nyder solen, der vælter ind til os. Gulvene. De store vinduer. Karnappen i stuen.
Højden og akustikken.
Her er så godt at være.
Med masser af leverum og albuerum.
Med etage til mor og etage til tøsebørn.
Med masser af plads til at være sammen og ind imellem også bare være sig selv.
Pladsen er mest af alt nok mental for rummene er ikke store, nogle af dem er faktisk temmelig små, som køkkenet f.eks. der for mig bliver ved med at minde om ungdomstid med skabskøkken i en etværelses og badeværelserne, der mest af alt ligner Harry Potters værelse under trappen hos den frygtelige onkel.
Men hva’ – vi har 2 af hver. Køkken nede og køkken oppe. Badeværelse nede og badeværelse oppe.
Så alle er mætte og alle er rene.
Vi har indtaget rummene for længe siden, dette her er hjem for os nu, trygt og rart og godt og mest af alt bare vores.
Vi bestemmer. ALT.
Nogen mere end andre selvfølgelig men sådan er det, når nogen er børn og andre er temmelig voksne.
Men glæden ved at leve her er vi fælles om…
Jeg har ordnet støv og vindhekse i dag, svinget klud på flader og gulve, nippet blomster og rystet puder og ryddet de små bunker, som har det med at hobe sig, mens hverdagen bludrer.
Der er friskt i vaserne og lys i stagerne. Dynerne er luftet og opvasken elimineret.
Om lidt dumper jeg ned i en sofa og lad aftensmad være aftensmad lidt endnu, jeg trænger til at sidde, bare være og kigge og mærke.
Roen. Følelsen af hjemme. Glæden. Og egentlig også taknemmeligheden for, at rummene her blev vores, lige da vi havde allermest brug for dem…
Efter vi indtog 50 kvm mere ovenpå blev Amandas værelse på etagen her til spisesstue.
Det lyder lidt kikset – spisestue – det lugter lidt af Familien Sovs & Kartofler men spiserum duer lige som heller ikke.
Madsal? Middagsværelse?
Nydelsesrum? Arj – det duer ikke i offentlig samtale.
Spisestue må det vel være og så må vi sørge for, at alle der én gang har prøvet at sidde i den godt ved, at det ikke er her der bliver svøbt i fars og rullet i rasp og at det også er muligt at være chik i kikset-klingende rum.
Spisestuen.
Nok det rum, som jeg nyder allermest, der er særligt godt derinde.
Fordi det er der, at vi samles i flok, både vores egen lille og den udvidede, og spiser, taler, griner, debatterer og spiser lidt mere.
Fordi det er der, at jeg kan sidde ved det ret lange bord og fedte med papir, tape, breve, blade, aviser, computer og arbejdsopgaver og samtidig være lige der inden for syns- og rækkevidde. Det er nemlig ikke uvæsentligt selv om “de små” er store og selvkørende…
Jeg nyder at sidde der med ansigtet vendt mod det store vindue til gaden med vinduet på klem og sommerlyde og duften af grill og lavendel bølgende ind.
Sidste år kunne vi plukke Clara Friis ved bare at stikke armen ud af vinduet for enden af rummet, den luksus kan vi ikke nyde i år, pærerne er blevet væk, vi satser på at de dukker op igen i 13.
Jeg nyder at sidde der og læse og også bare at dagdrømme. Stikke snuden i én af de mange kogebøger, der ligger derinde eller fortabe mig i lagene i mit store billede, der hænger for enden af bordet.
Skabet bag mig er fyldt med fotos, papir, dims og dut og tut, der hurtigt kan ryddes frem, hvis lysten til traner eller stjerner falder over mig. Her er rigtigt godt at være.
Rum at leve i er ikke det værste at ha’.
Skønne rum at leve i er endnu bedre.
Og når de så oven i købet er velduftende, fnugfri og glattede og dagen i dag er fredag, så er der faktisk ikke ret meget mere at be’ om, så det la’r jeg vær’ med…
