På en mark ved Spøttrup Borg har jeg spist min frokost i dag. Sammen med 2/3 af det, som giver mit liv allermest mening og varme.
Smukke, glade, grinende, varme og skønne er de, Amanda og Sophie, og jeg føler mig som det rigeste menneske i verden, når jeg er så heldig at have sådan en hel dag sammen med dem uden forstyrrelser eller afbrydelser.
Bare os og det som vi synes er hyggeligt og sjovt…
I dag var det søndagstur ud i sommerlandet. Tur med picnickurv og tæpper og en plan om at besøge et loppeparadis.
Det blev den mest vidunderlige dag, sådan en af den slags, som vi tydeligt vil have med indeni i lang tid. År måske.
På næste søndag kan vi tage turen igen. Måske den samme. Måske en lidt anden.
Men på næste søndag bliver det endnu mere vidunderligt for der er reden fuld og hønemor tilpas og rolig.
3 ud af 3 vil være med og så bliver den slags vist ikke bedre…
Mange grydeskeer på lærredet eller mange pensler på panden?!
Multi-beskæftigelse fordi man elsker det og ikke kan lade vær’.
God eller dårlig vane – det kommer rigtigt meget an på, hvem man spørger vil jeg tro.
Jeg behøver ikke at spørge nogen, hverken om mine vaner eller om jeg må, jeg gør det bare og hygger mig med det.
Synkrone bevægelser over skærebræt og palet…
Hanne har tit grinet af mine små ritualer i køkkenet.
Snitte, hakke, piske, røre, vaske hænder, tørretørre, håndcreme på og så lige strikke et par pinde stående ved gryderne.
Og så forfra – snitte, hakke, piske, røre, vaske hænder, tørretørre. håndcreme på og så lige et par pinde mere.
Og snakke og grine og drikke vino og kalde på hund og lufte unger.
Og så lige lave lidt mere mad.
Ikke så fokuseret og så alligevel –
for det hele endte jo med at gå op i en højere enhed og jeg havde det rigtigt rart så længe.
Og det var jo altså ikke noget med, at maden først stod på bordet ved midnatstid, nej nej der var skam fornuftig servering bare med indlagt strik…
Ulden er blevet afløst af akrylen, de tynde pinde af bløde pensler, men det er stadig køkkenbordet der er inddraget til sidebeskæftigelserne under madlavningen.
Lige nu står der er keyboardstort lærred på køkkenbordet, stablet på spisepinde og aviser fordi det er meget vådt og griseriagtigt med de mange tynde lag, der males på.
Ved siden af lærredet er der parkeret skærebræt, rivejern og hvidløgspresset og en enkelt pose øko-rødder.
Og på komfuret står der Skramsgaderet og ris og putrer færdigt, mens jeg lige kan nå at vende lærredet og give det en omgang tyndt og meget flydende grønt.
Det var ikke planen det der med maleri i køkkenet, egentlig skulle det ha’ foregået i køkkenet ovenpå, der jo ikke rigtigt bliver brugt og hvor der er mulighed for at dække af med plast og rigtigt brede sig, men nu stod jeg jo lige hernede og orkede ikke at suse op og ned under middagstilberedningen, så derfor!
Logik ikk’?!
I alle tilfælde for mig lige i dag.
Og når jeg har sat det sidste punktum her så er malingen våd, maden klar og vi skal
Amanda er Glee-afhængig, ser ALT hvad der er at se på TV, YouTube og DVD.
Musikken kører i hørebøfferne dag og nat og når vi er i bilen sammen får den også for fuld skrue med én af de CD’er som søsteren har sendt fra USA.
Rendyrket Glee-kærlighed –
og jeg klarer efterhånden også at synge med på de fleste af sangene og kender nogen af dem bedre udsat for Glee end jeg kender dem i origianlversionerne. Teenage Dream er én af dem. Egentlig med Katy Perry men for mig mere “rigtig” med mange drengestemmer i forskellige lejer…
I aftes så hun Glee Concert Movie og hyggede sig vældigt med det, mens jeg fik styr på småprojekter, men jeg så og hørte også lige nøjagtig den sang udsat for noget eller nogen, der har en afhængighed stærkere end Amandas.
Tjek lige denne skønne unge ud, fuldstændig dressed to kill, med de fedeste moves og en indleven jeg sjældent har set mage til.
