Så er der 2 sovende skønheder at stryger over det sovevarme og krøllede hår.
Det bliver vidunderligt –
helt og aldeles vidunderligt!
De er gået lidt op i størrelse siden den julidag for 6 år siden, hvor de havde sneget sig til sommerferiesøvn i forældrenes kølige seng.
De er store nu, godt på vej mod voksne, men alligevel bare og for altid mine små. 2 ud af 3 herligheder.
Og der findes ikke ret mange øjeblikke, hvor jeg mærker en større ro og lykke, end lige der, hvor jeg står tæt på de helt afslappede, trygge og sovende børn. Mine børn…
Snart sover Laura igen inden for rækkevidde og jeg vil nyde at luske op og kigge på hende og bare fryde mig over, at det igen er her hos mig hun er.
Amanda mener, at alle bestemt skal sove i den samme seng den første nat. ALLE.
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret og er faktisk temmelig sikker på, at der ikke skal meget overtalelse til, før Sophie også smider sig i dynerne her hos os.
Jeg er et heldigt og lykkeligt menneske.
Mor til 3 stærke sunde nærværende raske piger.
Jeg sætter uendeligt meget pris på det hver eneste dag.
5 intense dage hos Linked Ink er forbi, malerarmen er udmattet og jeg er så fuld af indtryk at det kommer til at tage tid at fordøje, omsætte og lade synke ind.
Det har været forbandet vidunderligt at ha’ arbejdet med disse for mig helt nye materialer og udtryksformer, helt fantastisk, og jeg er faktisk ret tilfreds med de to malerier, der nu står herhjemme og venter på en skrue i væggen.
Jeg ville ønske, at jeg havde et staffeli eller to til at sætte dem op på, sådan at jeg kunne gå lidt rundt om dem og se dem der, hvor jeg nu vælter omkuld lige om lidt.
Men sådan er det ikke og jeg må vel rejse mig ind imellem for at komme ind til dem.
Mine første akrylere…
Det øverste er færdigt, har endda fået den første tynde gang lak, tiden og vejret satte en stopper for anden gang men det kan komme senere. Måske i aften på verandaen.
Og så skal det hænges op på endevæggen i spisestuen, egentlig den eneste væg, der lige nu kan tage imod så stort et maleri. 100 x 120 cm, det er ikke til dukkehuse som dette her. Men jeg er sikker på at det kommer til at hænge fint derinde og så kan jeg også nyde det lidt på afstand, når jeg slænger mig i sofaen.
Jeg er så vild med den teknik, som vi har benyttet i denne uge, mange mange tynde tynde lag oven på en markant bund og med et kik ind til spændende detaljer underneden. Sort og hvidt og masser af kulør og så nogle små lysende elementer rundt omkring.
Eller sådan kom det i alle tilfælde til at se ud på mine lærreder, hos andre så det meget anderledes ud, mange malerier med mange forskellige udtryk, former, farver og mætning.
Spændende…
Det nederste skal der arbejdes videre på i morgen, ikke mere i dag, armen er mat og fødderne ømme af at stå mange mange timer i de sidste dage. Men færdigt er det ikke, det skal lysnes mere på de store flader.
Jeg glæder mig til at lægge de sidste lag på og også finde en god plads til det her på en af væggene. Ved sengen måske?!
Eller måske i Sophies stue? Det kunne vel være en fødselsdagsgave.
Hvis hun da gider at ha’ sin mors hjemmegrat til at hænge til skue?
Lige meget hvad – så kommer det i alle tilfælde ingen steder, hverken op eller afsted, før der er gjort mere ved det…
Jeg er ikke færdig med at komme ned til Tanja og Sidsel og få støtte, vejledning, hjælpende hænder eller kloge ord eller små og store skub. Jeg er klar til meget meget mere. Lige skønne er de, forskellige og så alligevel ikke.
En aftale i november er på plads med nogle af de skønne kvinder, som jeg har været sammen med i denne uge, men der er jo frygtelig lang tid til november.
Hvis du er fristet af nogle dages udfoldelse og fordybelse hos Linked Ink, så er der oplysninger at finde her på deres hjemmeside.
Jeg mat, mæt og mør og klar til sofa.
Men også nærmest lykkelig.
Og så tilfreds med at jeg tog dette gode valg bare for mig…
På denne smukke julifredag, der starter lunt med sol på, fylder mit ældste elskede barn 27 år.
Mild og stærk på samme tid, sart men modig, hun rummer så meget som vi andre må beundre vildt og inderligt.
Hun er mere kærlig og favnende end nogen anden jeg kender, de der har Sophie i deres liv kan altid være sikre på store brede varme smil og masser af omsorg og nærvær.
I dag er der nogen i Roskilde, der skal nyde godt af hende og hendes skønne væsen.
Vi andre længes og glædes for og med hende.
Lige om lidt så er hun her igen til fejring og masser af den slags kys, som en mor har ret til at gi’.
Tillykke med fødselsdagen, min elskede pige, hils på Orange…
