Det er for længe siden jeg har været der sidst.
Det skal der gøres noget ved!
De svenske landskaber, skærgården, vandet, byerne og roen ejer en del af min sjæl.
Jeg længes.
Ikke mindst når jeg lytter til Visa från Utanmyre.
Tonerne kalder billeder af birkelunde, klippesider og røde gårde frem.
Jeg må afsted…
Der er meget, som jeg synes, at jeg – og pigerne – kunne trænge til og nærmest fortjene denne sommer.
14 dage på langs på Mallorca.
1 uge på højskole.
Powershopping i Berlin, New York, London eller Paris.
Luksusloppetur igennem Sverige.
Kaffedrikning og Skansen-tur i Stockholm.
Yoga og meditation på en græsk ø.
Drikke G&T i solnedgangen ved en italiensk sø.
Bade. Sole. Snakke. Knuse. Grine. Spise. Sove. Leve.
Jeg kunne det hele. Alene og med mine smukke piger.
Være stille. Være vild. Være tænksom. Være spontan.
Drikke mig i hegnet og danse på bordene. Ligge i solen og brune ryggen.
Svømme og vandre. Strikke og læse. Være social. Være helt for mig selv.
Mulighederne er mange og meget lokker.
Men virkeligheden sætter rammer og grænser og dem bøjer jeg mig for.
Det betyder bare ikke, at jeg ikke får skruet en dejlig sommer sammen for mig og dem, som jeg holder af og om…
Sommerens absolutte højdepunkt bliver selvfølgelig Lauras hjemkomst.
26.7. i Kastrup først på eftermiddagen. Det bliver stort!
Men der er dage inden og også dage efter, som skal fyldes af det, som gør os godt og giver ro og smil at tage med videre.
Oplevelser af både små og store slags, nogle med udgangspunkt i fælles ønsker, andre med afsæt i det som synes tillokkende når man er 16 og 17. Det er det at være sammen, der skal være omdrejningspunktet og så klarer alle nok at tage nogle timer med aktiviteter, der måske ikke har højeste prioritet.
Et lille hus venter os i Blåvand om en uges tid eller så, alt efter det lunefulde danske sommervejr og senere også nogle overnatninger mod nord. Der er også masser af åbne dage, hvor intet er planlagt endnu og som kan komme til at rumme det, som lige lokker.
De fremmede lande får lov at passe sig selv – og jer andre – for logistikken med hjemkomst, en andens afrejse til efterskole, en stor datter der har job at passe og en far, der også skal have et par dage i pigernes selskab gør det alt for presset af rejse afsted, når Laura er landet her. Hun ønsker det i virkeligheden heller ikke, det er Danmark hjertet banker for og det forstår vi…
Udgangspunktet for den gode sommer er samvær med pigerne.
Men jeg har også valgt at gøre noget helt for mig selv. Både for min egen skyld og i mit eget selskab.
Det er ikke en disciplin, som jeg er ret øvet i, men jeg har en aftale med mig selv – og faktisk også andre – om, at jeg skal blive bedre til det.
Og dette her er første skridt.
1 uge bare for mig. 1 uge hvor jeg får mulighed for at gøre noget, som jeg længe har haft lyst til.
Ikke en skid forstand eller øvelse har jeg, måske er jeg i virkeligheden håbløs talentløs, men det må tiden vise for afsted det skal jeg og for fa’en hvor jeg glæder mig…
Spændt? Ja!
Nervøs? Lidt!
Fortrøstningsfuld? Selvfølgelig!
Om ikke andet, så får jeg da endelig tid og mulighed for bare at sidde. Stille. Og lytte og kigge og undersøge og eksperimentere.
Og spise og snakke ind imellem. Og DET ved jeg, at jeg er god til. Begge dele.
Måske er jeg den eneste novice. Måske er alle de andre fantastiske til at male.
Det er ikke godt for min stolthed men en fantastisk øvelse for én, der godt kunne blive bedre til at være ligeglad med ikke at kunne.
Jeg har i alle tilfælde købt det, som jeg er blevet bedt om.
Tror jeg da, for hvad ved jeg om Art Medium og flade pensler? Ikke en skid! Men der ligger da en forretning inden for løbeafstand og der må jeg jo hen, hvis jeg er gået helt galt i akrylland.
Dagen i dag skal gå med at glæde mig og være spændt. Og den der lille irriterende stemme indeni, der prøver at give mig dårlig samvittighed over de penge og den tid, som skal investeres i ugen, den kan bare holde mund, jeg lytter næsten ikke.
Det er okay at gøre noget for mig. Bare mig.
Blev der sagt…
En af min dejlige læsere – Sidsel fra Nordjylland – skrev engang:
“Du er en Kähler-pige, Anne!”
Og det er jeg vel?!
Jeg holder i alle tilfælde rigtigt meget af deres keramik og glæder mig altid til at se, hvad de finder på og hvilke dygtige keramikere, som de får sig allieret med.
Her hos os står der stjernestager, Mano kopper og skåle, her er Pura kopper og Fiducia stage og nok også noget, som jeg har fået gemt og glemt.
Men her er faktisk også en Kähler pige mere end mig, en vaskeægte én af slagsen, en der er født Kähler, hun har i alle tilfælde den karakteristiske signatur under sine fødder…
Hun sidder dér i bar figur med sine små arme puttet om en lille and og kysser den på det dunede hoved.
Hun er lidt snavset og trænger til en vask, men jeg ved, at det grålige skær stammer fra alle de gange, hvor hun er blevet aet af bl.a. mig selv, da hun stod i farmors stuer, da jeg var barn.
Nu bor hun her og står i vinduet i mit soveværelse, jeg aer hende på håret, når jeg trækker gardinerne fra om morgenen og glæder mig over, at ikke kun det nye moderne og meget eksponerede Kähler står i mine rum, men at også noget gammelt og endda med en særlig betydning er landet her…
I dag har jeg indtaget min frokost af den smukkeste store hvide tallerken med sirlige og tynde tynde cirkler på fra yderst til inderst. En tallerken, der var specialfremstillet til Århus Festuge og nu findes på Kählers Spisesalon og så i en lille stak i butikken længere oppe ad M.P.Bruuns Gade.
Jeg er blevet frokostforkælet med god og dejlig mad og det fineste og tryggeste selskab, jeg er et heldigt menneske.
Min frokost var to lækre stykker smørrebrød, en Kählers kærlighed med saltet torsk og knuste kartofler toppet med fennikel og grape og så en Sveas sommer med noter af svensk skovbund og havesyre. Birkeøl til. Velsmag og tilpashed i overflod.
Da maverne var slået og verden vendt blev der plads til en citronmedalje og en god kop te. Jeg vil gemme smagen af den syrlige creme og den søde sprøde bund i min bagelomme i hjernen og måske indbyder weekendens vejr til udfoldelser med citron og kagerulle. Hvem ved…
Det er længe siden, at jeg har været på så hyggelig en restaurant, pænt var der – smukt faktisk – og jeg mener faktisk at stedet har vundet en pris som landets smukkeste restaurant.
Betjeningen var i top, tilpas frisk men alligevel diskret, sådan kan jeg li’ det.
Jeg kunne ha’ siddet der endnu og bare nydt, andet skulle dog også klares i Aarhus og det blev det!
Men jeg kommer snart igen, det er helt sikkert, og hvem ved, måske er der så styr på det absolut eneste, som jeg ikke vil sende masser af hjerter efter, deres blomster i potter hørte til et helt andet og ikke-stiligt sted som der. Men hva’ fa’en, der skal jo også være plads til kiks, jeg laver mange af dem selv…
Til jer, der også nyder den slags madfornøjelser, afsted med jer, det kan kun gå for langsomt.
Og mens i skynder jer så vil jeg bære den gamle – i alle tilfælde ældre end mig – Kähler pige tilbage i vinduet i soveværelset, hun måtte ind i den smukke juniaftensol i stuen og stå, mens hun skulle fotograferes, men der er ikke sikkert derinde, en lille grå og lynhurtig misling skulle nødigt blive hendes endeligt.
Og fortryder jeg nu, at jeg ikke tog en af de store tallerkener med cirkelerne med hjem?
Ja, temmelig meget endda!
Men det kunne selvfølgelig også bare betyde, at jeg må afsted igen meget snart.
Og det gider jeg!
Rigtigt godt endda…