Skønne stråler udefra falder ind i karmen og rammer Københavns skyline.
Ved siden af står påskeliljer, som jeg i en stresset handlestund hev med i den tro, at det var narcisser.
Jeg kan ikke li’ påskeliljer, hverken ude eller inde, men jeg synes alligevel, at det var for meget at kyle dem ud, da de lukkede deres små gule hoveder op.
Så de får lov at pynte her i dag, i morgen får de lov at stå et andet sted.
I dag er det lige meget med dem, jeg kigger på dem og tænker nå, og vender så igen mine øjne mod den blå himmel, solens stråler og alt det andet herlige.
I dag er dagen, hvor jeg indhenter mig selv efter nogle dage i galop, gode dage og herlige dage, men dog dage hvor jeg ikke har været her og kunnet finde den ro indeni, som bliver mere og mere vigtig for mig at vende omkring hver eneste dag…
Denne uge, der slutter lige om lidt, og de, der venter om hjørnet, er uger, hvor jobbet kræver timer, flere timer end ellers, men det er okay, når nyt startes op og kræver opmærksomhed, det er lagt i kalenderen og har ligget der længe, så jeg har haft tid til at lægge planer og en strategi for at få det hele til at balancere.
Og jeg er klar og frisk på at løbe spændende projekter i gang.
Imellem de timer og dage, hvor jobbet lægger beslag på både timer og kræfter, så er der heldigvis de skønne weekender og hverdagsaftenernes helle, stunder som bruges på det der giver energi til både hjerne og krop. Og noget af det giver i samme omgang masser af glæde og hjertevarme og rum for nærvær og tilstedevær.
Det gør godt og det er nødvendigt…
Tid til at være omkring og med mine piger, tid til at læse og til at hvile, tid til motion og tid til skriverier, tid til at tale og tid til bare at være. I ro, i balance, i kontakt.
Jeg er et andet sted, end jeg har prøvet at være før, det er et dejligt sted, men det kræver stadig omtanke og energi at blive her og også der.
Denne weekend har levnet tid til det hele, til en masse godt og varmt, og jeg er meget taknemmelig for, at dette lille break fra hverdagen faldt hvor det gjorde, jeg trængte til det.
I går var jeg i selskab med gode gode kvinder, der er kommet til at betyde vældigt meget for mig. Der er samhørighed på flere planer og en dag som i går giver mod, energi og smil i øjnene. Tak for det I 3 fine mennesker.
I dag er det mine døtre, der er mit selskab, og hvilket et selskab, det fåes vist ikke bedre.
Morgenmad med 2 af 3, halvanden times yoga sammen med den ældste i et af byens motionscentre, eftermiddagsnydning med den yngste og når klokken slår fem så springer den mellemste ombord i den hjemlige hygge via Skype.
Jeg behøver ikke mere for at min dag skal blive fin og komplet, den er det bare ved tanken om det hele.
Jeg har meget at være taknemmelig for og det er jeg…
Bloggen bliver passet, som det passer, og når jeg kigger tilbage i de sidste uger, så har der været knap så meget pas, som der plejer, men det kommer igen, jeg knap mærke at det bobler, måske kommer det sammen med forårssolen og fuglenes triller.
Det kommer, det ved jeg, og i kølvandet af det kommer de opskrifter, som mangler at blive skrevet, de stykker strik, som mangler at få plads her, de hilsner som jeg “skylder” både her på siden og rundt hos jer andre.
Lige pludselig er alt, som det plejer, i alle tilfælde det af det, som jeg ønsker skal være det.
Noget af det, som var , får lov at ligge.
Noget af det, som er nu, skal blive delt.
Med smil og velvilje og søndagssol.
Nyd jeres dag…
