Det mærkes, gør det ikk’?
At lyse og milde dage venter om hjørnet.
Jeg ser det på himmelen i de sene eftermiddagstimer og jeg hører det på de småfugle, som har taget ophold i træet uden for mit soveværelse.
Lysere tider i landskabet og også lysere og mildere tider inden i mig.
Jeg har lyst til at banke vinduerne op og lyde som Ronja, der lader sit forårsskrig gjalde ud over det svenske landskab, jeg kan mærke nogle kræfter røre på sig inden i, de vil ud og frem.
De får lov at rumle derinde en tid endnu, indtil dagene bliver længere og retningen mere klar, men det gør godt at mærke at de er der. Jeg har savnet dem i nogle år…
Indtil jeg er parat til at lukke op og lukke ud, da vil jeg glæde mig over, at jeg kan høre fuglene pusle i de allertidligste morgentimer, de venter på grenene i mørket men fornemmer lige som jeg, at ventetiden har været længere, end den er nu.
Også selv om frosten stadig truer og kan gøre det et par måneder endnu. Den styrer heldigvis ikke lyset.
Jeg ville også byde velkommen til hvide dyner af sne, for forårsstemningen kan sagtens gå hånd i hånd med dem, det er lyset der tæller i min verden.
Og solsortens morgensang.
Den sorte her synger ikke, men sammen med aqua farverne omkring den minder den mig lige i disse dage, at alt det lyse er lige om hjørnet.
Jeg ta’r imod…
