Browsing Category

For hjerte og sjæl

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…

For hjerte og sjæl, Jul, Krea, Og mig selv - sagde hunden

KLIP KLIP KLIP – SMÅ TANKER OM KREATIVITET…

15/11/2019

Med et foto af denne lille tut her vil jeg tage hul på nogle af de skriverier, som vil få lov at vokse ud af de stikord, som I i rig mængde sendte afsted i min retning forleden. Der er mange. Og mange forskelligeartede og faktisk bliver det ikke bare helt enkelt at vælge. Men jeg gør det og hvorfor ikke starte med ordet kreativitet, som var et af forslagene, det falder meget godt i tråd med dagens udfoldelser.

I eftermiddag har jeg siddet ved spisebordet og vredet et par tyske transparente stjerner, foldet og glattet og limet sammen, jeg har klippet, tegnet og limet lidt mere. Hørt lydbog og også lidt julemusik, jeg trængte, og mens jeg har siddet her, så har jeg tænkte lidt over, hvad jeg mon ville bruge tiden på, hvis jeg ikke altid var i gang med at strikke, klippe, lime, male, forme, tegne eller lege i køkkenet.

Ville jeg læse mere? Se mere tv? Være mere sammen med andre mennesker?

Jeg tænker ikke, at jeg nogensinde vil finde ud af det, for jeg kan ikke forestille mig en hverdag – eller hvilken som helst dag – uden en eller anden form for kreativitet. Jeg har urolige hænder og nok også en lidt urolig sjæl, så der skal være noget at tage sig til og det giver mest glæde, hvis jeg har noget i hænderne og jeg ser noget vokse ud af dem. Sådan har det vist altid været. Jeg kan i alle tilfælde se billeder i albummet af lille Anne, der maler med fedtfarver og fægter med en saks og jeg husker det også sådan helt inden i, lyden af en skarp saks i et stykke papir ved køkkenbordet i Apotekergade og så den stærke duft af lim fra den transparente buttede blå flaske, klip klip klip, en engel, en påklædningsdukke eller et lille eventyr. Og hos min far legede vi med flydende tusch, lavede kalaidoskoper af malet glas med stumper af sugerør indeni, vi lavede tegneserier, fastelavnsmasker og mærkelige papirhatte…

På samme måde, som jeg finder ro i køkkenet med alle de ting, som jeg kan finde på det, sådan finder jeg også ro, når jeg har hænderne i gang med et stykke papir, nogle meter garn eller hvad der nu skal forvandles til noget andet, end det det er.

Mon det er en kombination af bevægelse, det taktile og så en ventilering af alt det, der bobler inden i hele tiden. Der er aldrig stille i mit hoved, små idéer og behov plinger ind som lyden fra 100 sms’er sendte afsted inden for kort tid, pling pling pling, jeg kunne også, tænk hvis jeg lige havde noget kork, pling pling, jeg kunne også male den blå, mon det smager godt med allehånde i, pling, hvordan foldede jeg nu de store stjerner dengang, pling.

24-7.

Aldrig stille.

Det bobler.

Og lige meget hvor meget tid, der end ville være til rådighed, så ville jeg aldrig løbe tør for ideér eller projekter, som jeg havde lyst til at sætte i gang…

For mig er det kreative meget lystbetonede og jeg er ikke altid lige vedholdende, kan let hoppe fra det ene til det andet og så tilbage igen, men jeg gør mig altid umage, altid.

“Man behøver ikke at være dygtig men man kan altid gøre sig umage!” – tak til farmor, jeg hører altid hendes stemme inden i, hvis jeg en sjælden gang er lidt for hurtig med noget.

Jeg er en 117-projekter-på-én-gang-person og så tager det selvfølgelig længere tid at få noget afsluttet, men afsluttet det bliver det, lang de fleste gange da, men jeg vil ha’ det rart og hyggeligt, mens jeg laver det og det betyder også, at jeg ikke gider bruge energi på at tale med mig selv om, at det ville give mere mening at afslutte noget, før jeg satte det næste i gang.

Kun i køkkenet giver det god mening for mig at blive færdig, når jeg er gået i gang, det gør det nok for de fleste, man skal jo ligesom bruge maden til noget og oftest gerne lige om lidt…

Jeg er hverken en decideret proces- eller resultatperson, jeg elsker både processen – i små bidder af gangen altså – og jeg elsker også at stå med et lækkert resultat i hånden og kan nyde det igen og igen. Hvis jeg undervejs i processen opdager, at jeg er på fejl kurs, så går jeg ikke videre med det, enkelte strikketøjer har endt deres dage i brændeovnen og underlige klipperier er røget samme vej, jeg nægter at gøre noget færdigt bare fordi “man skal”. Jeg skal ingenting, når det handler om fri leg med saks, pinde, grydeskeer eller andet godt, sådan duer det ikke for mig. Jeg skal ingenting ud over at have det rart, sjovt og hyggeligt, mens jeg leger med de materialer, som lokker på den ene eller anden måde.

Og så skidt med at jeg efterlader mig små bunker af i gangværende projekter rundt i huset. Skidt med at man reelt kun kan bruge halvdelen af spisebordet til at spise ved, fordi resten af bordet er kreativt værksted, skidt med at man kan snuble i en strikkepose eller to på siden af sofaen, skidt med at ikke alle vandrette flader er ryddede og sirlige, for der leves faktisk et liv med aktive hænder her og det må der rigtigt gerne…

Ferie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Skrammer og buler

göteborg tur – retur…

03/11/2019

Nærmest på klokkeslet for en uge siden landede jeg med en stor vippende færge ved kajen i Frederikshavn efter en lille flok dejlige dage i Göteborg. Nogle dage, som jeg på forhånd var ved at opgive, fordi jeg bar helt og aldeles udkørt og overkørt, jeg havde grædt en god portion salte opgivende tårer i dagene inden afgang onsdag aften.

Turen havde været planlagt længe, ja faktisk siden sidste år i uge 42, fordi min skønne og lige så svenskofile veninde Judith og jeg opdagede, at der var antikmesse i Borås i den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til. Men jo tættere vi kom på afrejsen, jo mere presset blev jeg over det og var ved at melde pas på det hele rigtigt mange gange i dagene op til.

Men jeg gjorde det ikke.
For jeg vidste jo, at når først jeg var i bilen på vej mod nord og senere ombord på færgen, så ville jeg være rolig og tilpas. Og også fuld af forventningens glæde. Jeg skal bare afsted. “Bare”.
Det er ikke let for mig længere, jeg har svært ved at overskue at få pakket, at få gjort klar til at være væk hjemmefra på sådan et helt lavpraktisk plan og også på det mentale plan, jeg trives allerbedst herhjemme, hvor jeg kender alt og selv styrer alt. Sådan da.
Jeg er stadig i gang med at lære at være i det, som nu er mit helt almindelige ualmindelige nye liv, og jeg bliver så overvældet af det, så ked af det, fordi jeg ikke klarer det samme mere og netop bliver så overvældet ved udsigten til at skulle være væk hjemmefra, for jeg har altid elsket at komme ud og snuse til livet uden for min egen matrikel…

Det handler på ingen måde om, hvad jeg skal eller hvem jeg skal det sammen med, det handler ene og alene om, at det for mig stadig føles så ukendt at være så begrænset i min energi. Især den mentale energi, som alle jo bruger, når de gør sig klar til at tage afsted, man tænker på de praktiske ting, der skal klappe før og undervejs, på aktiviteterne ude, på penge, på logi, på vejr, på beklædning, mange mange små ting, som ryger igennem bevidstheden og som jo egentlig ingenting fylder normalerwiese, der når man måske knap at registrere, at de tanker ryger igennem, men med min hjerne så bliver det overload på en begrænset energi og kapacitet.

Jeg ved, at det hjælper mig med struktur og forudsigelighed, så det forsøger jeg at skabe, bl.a. ved at bo et sted, hvor jeg har boet før, ved at pakke tøj og andre personlige ting, som giver mig ro og veltilpashed, og især er jeg opmærksom på, at tage et godt strikketøj med, en bog, som jeg er begyndt på, så jeg ved, at jeg har lyst til at læse den og også mine rigtigt gode hørebøffer, der kan skærme en træt hjerne mod lyde udefra…


I Göteborg skulle vi ikke andet end at hygge os, slentre stille igennem de udvalgte butikker, som vi kender i forvejen og som får vores hjerter til at synge en smule. Vi skulle fika, i bio, på loppis og også bare hænge hjemme i sofaen. Og så selvfølgelig i Ica, som er et fast punkt på alle ture til Sverige og det er alligevel blevet til en del i årernes løb. At gå i supermarked i et fremmed land er altid underholdende, synes jeg, ikke så meget for at købe nogen, men mere for at undersøge udbudet og kigge på de lokales indkøbsvaner, jeg elsker det. Men i Ica køber jeg også altid noget, i vores familie er der helt faste ting, som bare må med hjem, Prästost, kardemommefrø, Falukorv og måske også lidt sæsonvarer. Og selvfølgelig lösgodis, det er et must.

Og så føles det jo ret perfekt at ha’ en rejsemakker, der gider de helt samme ting og som gider de få samme butikker, som jeg gør. Butikker med papir, bøger, køkkengrej og enkelt nordisk design. Og efter der nu er småbørn i familien igen så også en tur i en dejlig legetøjsbutik eller to.

Jeg køber ikke meget, det har jeg ikke behov for, hverken i den ene eller den anden butik, men jeg kigger og jeg piller og jeg får idéer og enkelte særlige ting kommer måske også med hjem…

Og da jeg så gik der i Göteborg i gader, som jeg kendte, forbi landemærker, som jeg har set utallige gange, sad i det lille køkken i lejligheden i Majorna, ja så følte jeg mig jo præcis lige så godt tilpas, som jeg havde gjort hjemme, og havde det bare rart og dejligt og lige tilpas. Det velkendte og afprøvede gør mig tilpas, jeg behøver ikke store rejser til fremmede destinationer, jeg behøver ikke vilde ture, jeg behøver struktur og genkendelighed og så behøver jeg at gøre op med tanken om, at det andet er bedre, at livet er mere spændende og mere værd, hvis man rejser langt og til nye steder, min kærlighed til en lille svensk tur er jo lige så meget værd som en andens glæde ved juleshopping i New York eller trekking i Nepal.

Jeg lever fint og godt i mit lille stille liv og når jeg giver mig selv lov til at gå i sort forud for en tur og giver mig selv lov til at sige, at jeg ikke har lyst, og også tager imod den hjælp og den opbakning, som jeg får af mine piger og mine veninder, så kan jeg faktisk gode ting, ikke som engang, men det er falder stille til ro inden i, at det er sådan det er og at det er mere end ok.

At rejse ud og komme hjem gjorde hverken min træthed eller det uoverskuelige værre eller bedre, der var status quo, men mens jeg var afsted, så mærkede jeg alligevel, hvordan jeg kunne slappe af i at være væk, fordi jeg havde lagt en plan og fordi jeg også langsomt bliver bedre til at sige til og fra, inden jeg er kørt helt over.

Et nyt liv. Skridt for skridt. Og med en kardemummabulla i maven så går det så meget nemmere.

Placebo i ved.

Og forresten – antikmessen, som havde været i gang i 40 år i Borås, den kom vi ikke til, for sidste år var sidste gang. Helvete…

Arkiv

Facebook