Forleden dag landede der et smukt brev i min postkasse.
Smukt at skue udenpå med de store farvestrålende Wiinblad-frimærker og smukt at læse inden, hvor der strømmede medmenneskelighed og varme ud af de ord, som var skrevet til mig deri.
Brevet var fra en af mine læsere, Marie, som kender området, hvor jeg bor nu.
Hun havde tænkt, at jeg sikkert savnede den store smukke Bølling Sø at lufte Nugga ved, og ønskede nu at præsentere mig for en lille perle, som kunne være en gåtur værd for både hund og hende i den anden ende af snoren.
Inge havde printet et lille kort og tegnet en rute ind og i eftermiddag, når Nugga sukker efter udelivet, så vil vi gå Maries tur til det nye lille gode sted…
Tusind tak, Marie, for dine gode tanker og for at tage dig tid til at sende dem til mig.
Der ligger et lille brev her til dig, men indtil det lander på adressen ikke så langt herfra, så skal du vide, at jeg synes, din gestus er meget smuk og medmenneskelig.
Du har ret i, at jeg savner mine gamle ruter, ja i det hele taget savner meget af det, som var mit liv for ikke så længe siden, men det kender du selv.
Mon ikke vi begge finder nye gode og skønne veje at gå i livet?
Det håber og tro jeg på, tak fordi, at du viste mig en af dine…
Men så absolut kun på tekstilerne, for lørdagens selskabet var alt andet end det!
3 x Hanne, Karina og jeg havde sat hinanden stævne her i den lille lejlighed, og jeg var et kort øjeblik nervøs for, om vi måtte inddrage have og veranda til festlighederne, for som der dog blev båret ind af både det ene og det andet.
Også af dejligt humør!
Fru Tulipan måtte blive hjemme, ikke nogen deltagelse i kreasamlingen til hende i denne omgang, for der var trommet til fest i huset i Harlev, hvor sønnens 18 år skulle fejres. Hip Hurra for Albert og på festligt gensyn en anden god gang til hans mor…
Men de to andreHanne’r og Karina kom og slog sig ned ved bordet med det hollandske trukket ud. Det måtte til, for hvordan pokker skulle vi ellers have plads til hæklenåle, pudebetræk, sammensyninger, bøger i stakkevis, mad, kaffe, frugt, Viggo og hvad der nu ellers var en del af udstyret?!
Amanda spiste morgenmad sammen med os, men forsvandt så afsted ud til sin gode kammerat Tue, hvor der kunne spilles Playstation uden forstyrrelser af kaglende kvinder. Hun ved godt, hvornår det er bedst at fortrække. Måske nåede hendes ører faktisk at blive en lille smule trætte, før hun slap afsted.
Og så blev jomfruburet her ellers indtaget af MASSER af snak om både dette og hint, for der er meget at ordne og vende, når man nu skal rundt i hele verden og ind i vores egne små kulørte liv.
Det var balsam for sjælen, varme til hjertet og gode grin til maven.
Tak for det, skønne kvinder…
Og tak for smukke gaver med skønne tanker bag. Jeg har aet dem her til morgen og glædet mig over, at der nu bor noget af jeres varme her hos mig.
Karina havde kodet noget af det, som hun vidste, at jeg ønsker i mit liv og tilføjet lidt af det, som hun også synes, at der skal være.
Tak til dig, Karina, for dit venskab og din omsorg, jeg vil varme mig ved synet af dine ønsker, som snart vil hænge ved side af sprælledamen ved mit spisebord.
Og Hanne havde sørget for grå og stilig ulden pynt til min stue, endda med birketræer på – jeg er sikker på at de er svenske – og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at Hanne havde været her før og set at lige præcis DEN pude skulle stå og smykke i lammeskindet i Safaristolen.
Heldig mig – og herlige Hanne. Tak…
Silkeborg midtby blev gennemtravet, frisk luft til lungerne og gode sager i poserne, nogen skulle have lyshuse med hjem, andre små laserskårede juletræer i sort og natur.
Et enkelt nøgle garn var alt, hvad jeg skulle ha’, og det lykkedes mig så at snuppe den forkerte farve, flot Anne S, men sådan kan det gå, når man i virkeligheden er optaget mere af at snakke end at kigge.
Vilde og herlige idéer om julesalg i gamle chokoladelokaler blev der pludselig handlet på, nøgler blev hentet og lokaliteter beset. Åh som vi kunne se det hele for os. Men når man (jeg) nu øver sig rigtigt meget i at blive bedre til at disponere sin tid og også få sat det rene ingenting i kalenderen, så må man ind imellem nøjes med at være med på idéplanet.
Også selv om det holder rigtigt hårdt…
Hvad dog er ganske nemt er at være glad, varm og veltilpas efter sådan en lørdag i vidunderligt selskab.
Varm varm varm langt ind i knoglerne og meget taknemmelig for, at der findes den slags smukke gode mennesker i mit liv.
I en uge med alt for meget arbejde og alt for lidt tid er det herligt, når der pludselig skabes et lille åndehul med rum til samvær og udflydning.
Jeg nuppede lynhurtigt muligheden for gode timer i selskab med 2 af mine 3 skønne, timer med sniksnak, planlægning, søde bidder, hemmeligheder og stille væren.
Der blev fyldt op på morlykkekontoen…
Mens lyset udefra stadig fyldte stuerne, fyldte vi vores maver med sød eftermiddagsmad.
Julekrydderierne i bollerne spredte den kommende tids velduft omkring os og det havde ikke skullet ret meget mere til, før vi var gået i decemberselvsving.
Vi klarede dog at få lagt en dæmper på de lyster med en herlig snak om næste sommers ferie, vi bruger god energi på at planlægge rare ting, som kan blinke og lokke forude.
Og går alt op i en højere enhed, så er vi i alle tilfælde 3, der rejser til sol, strande, kløfter, bjerge, vandreture, stilhed og gode restauranter allersidst i juni.
Det var godt at varme sjæle og tanker med på sådan en tåget torsdag som i dag…
