Alle forpligtelser, aftaler og arrangementer kan jeg sætte flueben ved og streg over.
Tjek – tjek – tjek.
Ikke mere at klare og ordne overhovedet.
Kun at holde sofahjørnet varmt og Amanda med selskab, mens hun slider sig igennem en stak lektier.
Men også det er snart klaret, hører jeg.
Wunderbar…
Så er der dømt flydning for både stor og lille Stange.
Aftensmaden er vi enige om, at vi er ligeglade med – fuldstændigt – og der er vist, så vidt jeg ved, heller aldrig nogen, der er døde af yoghurt på den tid af dagen.
Hvis man gider kan man jo drysse müsli hen over.
Eneste lille bitte ting, som jeg må ta’ mig af, inden jeg vælter om på siden, er en gang skrubning af madlavningshænderne.
Løg lugter stærkt og længe.
Jeg havde igen glemt, hvordan mine hænder lugtede, da hver eneste dag blev brugt ved komfuret.
Lykkelig glemt kan jeg vist roligt sige.
Indtil i dag.
Men når løgene er forduftet i en sky af citronsaft og sulfo –
I dejligt selskab af kusine, fætter og onkel bød lørdagen på nedpakning og tømning af Farmors lille rækkehus længere nede i Jylland.
Hun var en dame med styr på tingene, hende vores Inger M, og havde på samme sirlige måde, som bisættelsens elementer var noteret, skrevet lister over, hvem der skulle have hvad med hjem. Alt var velvalgt og gennemtænkt og jeg har en fornemmelse af, at vi alle føler os rigtigt meget set af Farmor.
Til mig var der bl.a. valgt en Fleur lampe, som nu står så fint i karnappen og sender et blødt lys ud i stuen om aftenen. Skærmen skal inden længe skiftes, men for nu er den god som den er.
Mon ikke jeg vil sende Farmor en kærlig tanke i de mørke aftener, når jeg tænder Fleur…
Da de – af Farmor bestemte – ting var fundet og fordelt var der mange mange andre dejlige ting at tale om og pakke i vores kasse, gode historier om dette og hint flød imellem os, vi har alle så mange skønne minder om dage hos Farmor og det var rigtigt dejligt at få lov at dele dem der i skumringen i lørdags.
Stille gik vi rundt og tog de ting, som vi hver især gerne ville have med os, små ting og store ting fordeltes med smil og velvilje, og jeg er sikker på, at alle kørte derfra med en fornemmelse af at have noget af den særlige farmor-ånd med sig.
Min farmor havde en rigtig god smag, smukke møbler, skønne malerier, lamper, nips, porcelæn og brugskunst og jeg glæder mig over, at en del af de mindre men dejlige ting nu skal bo her hos mig…
Alt er valgt med omhu og glæde og jeg vil nyde det hele, både det, der er skønt at se på og bruge i hverdagen og også de mere kuriøse ting som det lille askebæger med skovfeen hvilende på fluesvampene.
Det er meget mere sjældent end kønt, men malet af en ung Inger Margrethe, der hverken var blevet mor eller farmor endnu, engang i 1938 og derfor er det ganske særligt for mig at det nu står her hos mig.
De lækre glaskrukker og Wiinblad tallerkener, fine saltbøsser og lækkert bestik skal bruges hver eneste dag, det står på mine hylder nu og jeg smiler til det, når jeg går forbi.
Snart vil det “bare” være en del af vores hverdagsliv og der vil blive længere mellem tankerne om, hvor det kommer fra, men jeg vil altid vide det og jeg er også sikker på, at historierne vil blive fortalt med jævne mellemrum når mine piger tager tingene frem…
Jeg er helt og aldeles solgt til stanglakrids eller rettere vakre Viggo!!
Helt varm om hjertet bliver jeg, når jeg sidder med det lille varme, bløde og spindende pelsdyr.
Forelsket er jeg nærmest og det er jeg ikke alene om…
Efter at ha’ delt en del år med almindelige huskatte og ha’ haft en fornemmelse af at kende den slags ret godt, så må jeg sige, at det er en meget anderledes oplevelse at være i selskab med ham her.
Jeg er klar over, at vores bekendtskab bare har varet ganske kort, en lille uge har han såmænd kun boet her, men det har også været en ret intens uge.
Der er ikke mange af vores hjemme-minutter, der ikke er gået med Viggo, han er lige omkring os hele tiden og “græder” hjerteskærende, hvis han ikke lige kan finde os.
Han går med på badeværelset, i køkkenet, i seng, i sofaen og ligger gerne på en stol under spisebordet, mens vi to tobenede spiser vores mad.
Han snakker og fortæller med sine små lyde og kigger os meget intenst ind i øjnene og det meget gerne ret tæt på.
Selskabspapegøje…
Vi er vilde med Viggo –
jeg temmelig meget, Amanda vanvittig meget, på en skala 0-100 er hun 300 glad for ham, siger hun, det er da herligt.
Vi har læst og læst om Maine Coon kæmperne og vi bliver mere og mere fascinerede at dette store blide dyr.
Vores Viggo bliver garanteret et pragteksemplar, selvfølgelig gør han det, og lige så garanteret vil han blive forkælet sønder og sammen.
Jeg har forsøgt at fange ham med kameraet masser af gange, men han bevæger sig meget hurtigt og er meget meget nysgerrig, så de fleste af billederne er lige til at smide i papirkurven, men jeg giver ikke op, for foreviges det skal han bare.
Vi kan vel kalde det udviklings-dokumentation, ikk’?!
