For hjerte og sjæl

At flytte fra det sorte hus på heden var ikke let, jeg har elsket at bo der, elsket husets rum, nydt min have og de store enge og søen ned bagved. Det har været vidunderlige rammer om et liv, som længe var rigtigt godt.

Et nyt hus kommer ikke på tale, før nogle andre rykker ind i det gamle, det er finanserne ikke til, når jeg skal betale husleje både her og der.

Det sorte hus må sælges, for hverken Torben eller jeg har råd – eller lyst – til at bo der uden den anden.

Tanken om at en ny familie skal leve der er mærkelig, det er/var jo vores sted, bygget og indrettet af os, lige på den måde, som passede til vores familieliv og vores opfattelse af godt og funktionelt.

Men nu er jeg her, et andet sted, både i livet og fysisk, og i roligt tempo falder jeg vel til i begge dele…

Lejligheden, som nu er hjem for Amanda og jeg, er et af 3 lejemål i en villa fra 30’erne, hyggelig og knirkende med trægulve og dannebrogsvinduer, med højt til loftet og et fint lysindfald i både stue og værelser.

Og så er vi endda så heldige, at vi fra mit værelse kan gå ud på en veranda og derfra ned i en gammel tilgroet have.

At få en lejlighed nærmest 2-3 dage efter, at man har besluttet sig for at flytte, er vildt, at få en smuk lejlighed er endnu vildere og med mulighed for udeliv – allervildest!!

På verandaen står de sammenslåede flyttekasser og venter på at skulle køres til det sorte hus, der står gummistøvler og tørrestativ og en enkelt lysende pelargonien. Men jeg har også fået slæbt mine Adirondac stole derop og vil i dag køre en genbrugsrunde og kigge efter et lille bord og en lav reol, der kan fungere som viktualierum og huse vores grøntsager, henkogningsglas og flåede tomater.

Hvis jeg kan finde penge til det, vil jeg også købe mig lidt søgræsmåtter til at dække gulvet med og nogle mindre lanterne, end de kæmpestore jeg har, for verandaen kan for få midler blive et herligt sted at være.

Og med den lille plads vi har ind nu i forhold til tidligere, ja så gælder det om at kunne bruge uderummene så godt som muligt…

Haven skal jeg ikke tage mig af, det er der andre, der klarer, men jeg må selvfølgelig gerne og mon ikke, at jeg inden længe har jord under neglene og kviste i håret? Jeg tror det!

Om ikke andet så vil jeg i alle tilfælde plukke en kurvfuld æbler og en anden med pærer og bruge lidt energi på at indrette den lille fliseterrasse med bord og stole og nogle af blomsterpotterne fra heden.

Snart kommer efteråret for alvor og vi kan ikke være ude mere, men vi kan kigge ud og når vi kan det, så kan vi også lige så godt sørge for, at der er pænt at kigge på.

Og engang bliver det forår igen og så er jeg nok mere klar end nu til at planlægge og grave og sørge for nye blomster i den gamle have her…