Tusind tak for alle jeres kommentarer til mit sidste indlæg, ville egentlig gerne svare hver af jer sådan som jeg plejer.
Men plejer er altså rigtigt træt og brugt, så i må nøjes med et stort fælles TAK.
Jeg gemmer alle jeres positive, støttende og opmuntrende kommentarer indeni, de er skønne at kunne hive frem på dage, der er mindre happy end denne her.
Skønne kvinder er i…
Nede i fru Hansens kælder
kan man købe frikadeller,
når man køber margarine,
må man ikke stå og grine,
når man køber æg,
må man ikke lave skæg.
Jeg grinede ikke – men købte selvfølgelig heller ikke margarine.
Jeg smilede bare stort, fordi jeg fik mig en smuk skål til at have det i.
En stor flot Rörstrand med låg, helt perfekt stand og ikke til at lade stå.
Den er fra en serie, der hedder Wasa, og det gule og grønne mønster er da retro på allerbedste måde…
Jeg bruger aldrig margarine, aldrig aldrig, så jeg må finde på noget andet at bruge den til.
Lakridser måske?!
Eller feta! Den kan vist godt rumme én af de store bløde blokke.
Den kommer i alle tilfælde ikke til at stå tom, den skal bruges og det vil den blive.
Og jeg vil holde øje med en smør-makker, for den gode Rörstrand Picnik smør-ting, som jeg købte en sommermorgen i Hune for snart længe siden, er desværre blevet slået i stykker.
Ikke låget, som er det der plejer at ryge på sådan en fætter, men selve skålen, der bare var så fin.
Og smør, det bruger jeg, så selvfølgelig må jeg ha’ mig en anden én.
En Wasa måske.
En dag når den lige pludselig er der…
En dag skal jeg være en mormor.
På sigt forhåbentlig mormor med en herlig stor flok børnebørn, der har lyst til at komme og nyde rolige dage med masser af tid til hyggelige gøremål sammen med mig.
Vi skal spille, læse bøger, bage og brase i køkkenet og sove en middagslur.
Vi skal gå i haven og samler bær, lave kastaniedyr og synge gode sange.
Og så skal vi spise små gode rugbrødsmadder til frokost og ha’ en hyggelig snak imens.
I dag har jeg købt en lille tallerken, som vil være helt perfekt til en serverings af mormors bedste kvarte madder med gode sager på.
Man kan vel kalde den en slags investering i fremtiden…
Mon ikke man kan finde på gode historier om børnene, der lever deres liv der på det krakelerede porcelæn?
Fortælle om Holger, der er ude at køre en tur på sin nye cykel, som han har ønsket sig så længe.
Eller om hunden Fister, der hver dag står i hundehuset og venter på at Betjent Bøjlesen kommer hjem fra jobbet, hvor han sørger for at alle skolebørnene kommer trygt og sikkert over byens store vej.
Jeg tror, at der er basis for en fortælling eller tre, mens madderne glider ned…
Den søde tallerken er den eneste overlevende del af et børnesæt i tre dele, koppen og den dybe tallerken er nok gået til undervejs og denne her er heller ikke i allerbedste stand.
Inger Waage har malet den i sin tid hos Stavanger Flint, som sidst i 60’erne fusionerede med Figgjo, hvor jeg ofte har købt loppefund fra, jeg er vild med den lidt naivistiske streg på tallerkenen her, der er så meget liv i den.
Måske holder denne tallerken ikke helt til den dag, hvor jeg skal være en mormor, men nu er den her og kan når den bruges til eftermiddagsbrød og frugt, minde mig om, at jeg skal holde øjnene åbne, så jeg en dag får øje på en, der ikke lyder “skruk”, når den rammer bordet.
Det er nemlig rigeligt, at jeg er skruk – børnebørnsskruk…