Men herinde er det tørt og lunt, hyggehunden snorker, en enkelt kat spinder på stolen ved siden af mig og kaffen er varm og god i koppen.
Jeg er alene hjemme, pigerne muntrer sig med veninder og Harry P og huset er stille og meget fredeligt.
Ro på, ro indeni, rolig…
Jeg sysler med lidt småoprydning, lader Jørgen Leth underholde i baggrunden, nyder lyden af regnen på ruden og tænder stearinlys i flok.
På køkkenbordet står nylavet jordbærgrød og sender skønne dufte ud i rummet, jeg vil nyde grøden senere med iskold fløde på, måske får den lov at være min aftensmad.
I sofaen ligger et tæppe og venter på mig –
og en bog –
og en lur.
Jeg kan bare tage det, som jeg synes, at jeg har brug for.
Måske skal jeg lade være med at lægge mig, men bare krybe sammen i det bløde hjørne og så strikke lidt Wisdom.
Glat- og perlestrik i den blødeste tynde tynde uld.
Det er automat-strik, som bruges i de pauser, hvor alle snoningerne passer sig selv.
Jeg passer også bare mig selv og det føles faktisk vældigt godt lige denne regnvåde eftermiddag, hvor der bare er RO…
Og hvis det høstes rette sted så også rigtigt godt for sjælen.
Min lille grønne høst er taget med hjem fra et sted i verden, som nærer og varmer mig, og som giver ro og store smil.
Det gør det for mig og også for mine piger.
Vi samler os indeni og tager de første skridt ud i vores nye liv, nye veje skal trædes og det er lettere at finde vej, når man har nogle pejlepunkter.
Stærke og smukke venskaber er et af dem…
Pejlepunkter, vendepunkter og kardinalpunkter.
Nogle sammen og nogle hver for sig.
Alle de fantastiske mails jeg har modtaget i de sidste dage indeholde alle ord og varme, som jeg kan bruge til at nå til det punkt, hvor jeg er samlet og hel, hvor livet igen er godt og grønt, her hos mig og ikke bare hos naboen.
Tusind tusind tak for alle ordene, hvert og ét er læst og printet ud og ligger i en lille bunke med andet stærkt, der smykker grå og tunge dage…
I en af de mails, der gavmildt er sendt i min retning, står der nogle ord, som jeg vil huske mig selv på, når ufornuften banker på og jeg vakler i min ellers faste tro på, at ordentlig kommunikation letter livet.
Ordene kommer her
Jeg vil blot sige til dig, at jeg er imponeret over den usædvanligt ordentlige måde, du meddeler dig på – både når du gi’r og når du sætter grænser. Jeg havde behov for at bakke dig op i det.
Jeg vil gøre alt det bedste for at være usædvanlig ordentlig.
Alt.
For jeg har alt at vinde og intet at tabe.
Bortset fra at jeg jo tabte kampen om det gode og hele familieliv.
Men ikke uden stålfast vilje, helhjertet indsats og masser af mod.
I virkeligheden er der ingen vindere, når familier brydes.
Der er kun tabere.
Alle taber noget, noget forsvinder for altid.
Den familie, som man var, kan aldrig genskabes, den kan opstå i en anden form, men ikke med den stærke kerne af VI, som den havde engang.
Og det er ALLE ulykkelige over, også selvom det kan se anderledes ud for dem, der bare kigger på.
For dem, der står i det, så skifter ulykkeligheden bolig med minutters, timers og dages mellemrum, den flyder rundt i os alle 5, men i momenter flår den hårdere i det ene hjerte end i det andet…
Tiden og klarsyn og nye historier om os skal hjælpe på vej.
Og det samme skal alle jeres gode og støttende ord.
De skal få lov til at være med til at give nyt mod, tro og håb.
