“Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.”
Verset herover er ikke med i Albertes udgave af Den blå Anemone.
Derfor får i ordene lige her, for jeg synes, at de hører med.
Der findes ingen blomst, som jeg elsker lige så meget som anemonen.
Og nu står den her på bordet – endelig…
Med en nyindkøbt og struttende Prins Nikolaj i Schollert vasen så er det altså bare for alvor forår.
Jeg har lyst til at fylde nye pelargonier i karmene herinde, lukke lys og sommerløfter ind, måske skulle jeg bare gøre det?!
Kunne måske også væbne mig med tålmod og puste lidt mere liv i de prinser, der har overvintret oppe i de kølige sovegemakker. De trænger til lidt nyt jord og et skud gødning og så lidt tålmodighed.
Men kan jeg mon det?
Er foråret ikke lige præcis indbegrebet af utålmodighed fordi vi har længtes sådan efter friskt, sprødt og grønt?
Jeg gider vist ikke længes længere.
Jeg snupper en prins eller to mere med hjem…
Jeg ved godt, at det er helt uden for sæson med både ærteblomster og allium.
Jeg ved godt, at det er snyd, fup og fidus.
Jeg ved godt, at det er antiklimavenligt at købe blomster, der er fragtet halvvejs rundt om kloden.
Jeg ved det godt!
Undskyld!!
Og jeg gør det aldrig mer’!!
Men lige i dag, ja der måtte jeg bare.
Jeg måtte tage en lille bitte håndfuld af de dyblilla og meget duftene ærteblomster med hjem til weekendvaserne og da jeg først stod med dem, ja så måtte en enlig allium også med. Det måtte den bare…
Så nu står de her i huset og sender dufte og farver ud i rummene, de husker mig på, at lige om hjørnet ligger foråret og havedagene, som jeg elsker så meget.
Måske er lørdagen havedag?
Redskaberne står i alle tilfælde i kø for at komme i jorden og vejret har også lovet sig smukt.
Gummistøvlerne trænger til jord under sig og måske trænger jeg også til bare at være ude og mærke jorden mellem fingrene og luften om ørerne.
Jeg er sikker på, at lærken også underholder.
Men indtil da, indtil det bliver lørdag, der vil jeg sidde her på min yndlingsplet i verden og nyde roen, lyset, duften og synet af de blomster, som kom en postgang for tidligt ind men som gør mig mild og fuld af fortrøstning…