Jamen for pokker da –
hvis det her vidunderlige lille Sia-barn ikke er tæt på at være verdens lækreste, så ved jeg ikke hvem der er!?
Jeg synes næsten, at jeg kan høre herlige babylyde, når jeg ser dette billede…
Vesten er i brug, den er forårslækker, siger Sias mor.
Mon ikke man lige skulle strikke én mere i en anden farve, tænker jeg…
Solen skinnede på mig, da jeg kørte hjem fra job i dag, luften var mild og en enkel lille fugl sagde en lillebitte lyd.
Man kunne næsten ha’ fået opfattelsen af, at vi var sidst i marts.
Indenfor i huset lyste glade farver op og jeg tillod mig at skænke foråret en tanke.
Men bare en enkelt og fint nok med det, for nu vælter regnen ned og blæsen suser koldt op over bakken.
Men skidt –
weekenden er begyndt og jeg ta’r imod den med åbne arme…
Jeg skulle ha’ spist god og hyggelig frokost på Formlandmessen i dag, jeg skulle ha’ givet mit besyv med, når der skulle vælges smykker fra Sägen.
Kaffe skulle der nok også ha’ været på programmet og kvindesnak med Helle, mens vi havde gået fra stand til stand og fra hal til hal.
Men sådan blev det ikke, for Amanda lå herhjemme og var feberhed af influenza, og nursing’en af hende var vigtigere end de andre ting, selvom de jo også var en slags vigtige.
Nu blev det i stedet til en eftermiddag med ynglepleje, tv, bog og strik, og det har været ganske godt og udemærket.
Alene det, at det er fredag er mere end rigeligt til at gøre mig tilfreds.
Velkommen weekend –
har du mon mere sol med i bagagen…
Lang arbejdsdag = kort aften hjemme.
Jeg er brugt men på en helt okay og ordentlig måde, om lidt vælter jeg om i dynerne med underholdning af den hundrede årige, men inden skal jeg lige sidde og falde ned og puste ud.
Med stearinlys, forårsblomst, min mand indenfor rækkevidde og så en kop skoldhed krydret cacao som nightcap.
Pppppffffffffyyyyyyy –
skuldrene ned og benene op…