Juletræet er slæbt ind fra carporten, hvor det har stået strunkt og stivfrosset de sidste par dage, nu står det og drypper i bryggerset og kattene leger gemmeleg i grenene.
I morgen kan pigerne pynte og gøre ved, jeg overlader det trygt til dem, de har før vist, at de er ganske ferme ud i fordeling af klenodier fra juletræskassen…
Tæerne er også sat til optøning, vi har været i Viborg og købe julegaver og det var koldt, rigtigt koldt, og vi sidder nu med røde kinder og kolde næser og venter på, at varmen vender tilbage til de dele af kroppen, der har protesteret over strøgtur og pakkeslæbning.
Senere er der gang i spiseklubben, i dag hos byens præst, vi glæder os til det gode selskab og også over, at hun tager sig tiden til at ha’ os, når hendes travleste arbejdsuge ligger lige foran hende.
Børnene, hvis vi da kan kalde de lange kompetente 14-årige det, laver maden og vi gamle sørger for at holde snakketøjet i gang og får nok styr på cirka den halve verden, inden vi skilles igen.
Og er tæer og næser stadig kolde på det tidspunkt, så er jeg i alle tilfælde helt sikker på, at hjerterne er det modsatte.
Gode timer i dejligt selskab kan få selv den mest forfrosne til at mærke varmen brede sig…
