For en tid siden afsluttede jeg min læsning af “Spis Bed Elsk” og en mindre passage fra bogen er siden blevet ved med at dukke op i mine tanker.
I dag har jeg været tilbage på siderne, hvor ordene står, ordene om at slippe håndtaget.
Jeg har lyst til at dele noget af det med jer andre, jer der sikkert også løber afsted, ligesom jeg, afsted afsted for at nå det hele, for at finde tilfredshed, og som holder krampagtigt fast i det håndtag, der giver en følelse af kontrol og overblik.
Jeg har svært ved at tro, at jeg er den eneste, der kan bruge en reminder om, at det er okay at slippe…
….. På et eller andet tidspunkt bliver du nødt til at give op og sætte dig ned og lade tilfredsheden komme til dig.
At give slip er naturligvis en skræmmende tanke for alle os, der tror, at jordkloden kun drejer rundt, fordi der er et håndtag foroven, som vi personligt betjener, og at hvis vi slap det håndtag i bare et kort øjeblik, ville det være slut med universet.
Men prøv at gi’ slip.
Det er budskabet.
Sæt dig roligt ned og lad det køre uden dig.
Se så, hvad der sker.
Fuglene falder ikke døde ned fra himlen midt i deres flugt. Træerne visner ikke og dør, floderne løber ikke røde af blod.
Livet fortsætter.
Hvorfor er du så overbevist om, at din mikro-organisering af hvert eneste øjeblik i hele denne verden er så altafgørende?
Hvorfor lader du det ikke bare være….
Jeg er en bangebuks!
Jeg tør ikke slippe!!
Ikke ret længe af gangen i alle tilfælde.
Jeg vil gå i træningslejr.
Hvis jeg kan finde tiden –
og modet…
