Når livet napper så går jeg i køkkenet.
Derude finder jeg ro og fokus og Anne-tid.
Derude samler jeg mig, så jeg kan tage en tørn mere med at trøste, rumme, forstå og handle.
I mit lille bitte køkken finder jeg tilbage til hende Anne, som nok skal klare ærterne.
I dag har jeg bagt.
Søde sager, trøstekager, bikuber, som jeg fik dem fra en konditor, der lå ved Sans Souci i Kolding.
Farmor hentede dem, når jeg kom på weekend, og jeg elskede dem. De var ikke nemme at spise pænt, sådan noget marengs har det med at eksplodere, når man sætter kagegaflen i, så det har sikkert ikke været et kønt syn, når den lille gik i krig…
For nogle år siden holdt vi sommerferie i et lille sommerhus ved min barndomsstrand Kelstrup uden for Haderslev og der fik vi en eftermiddags både bikuber til kaffen og Car og Chabeso sodavand. Og siden den ferie så har de bikuber altså spøgt fra tid til anden.
I dag har jeg bagt dem, vi har spist dem, de var gode og nu kommer opskriften her:
Pisk æggehviderne godt op og drys derefter flormelis’en i små portion, pisk pisk pisk til du har en fast og blank marengsmasse. Kom massen i en sprøjtepose med glat tyl eller i en engangssprøjte, hvor der klippes et lille hul, her er sprøjtepose ikke nødvendig.
Tegn 12 cirkler (ca 6-7 cm i diam) og sprøjt 6 flade bunde og 6 høje toppe.
Sprøjt toppene forsigtigt op, så de er hule i midten. Det kræver måske et forsøg eller to.
Bag marengsen i ca 1 time ved 110 grader. Sænk temperaturen, hvis de begynder at tage farve, de skal være fint hvide.
Til fyldet skal der bruges:
Flødeskum af 1/4 piske rørt med 1 dl creme fraiche 38%
100 gram hakket chokolade
Creme fraichen er ikke et must, men jeg synes, at det giver et fint modspil til den hvinende søde marengs.
Læg en fin rund klat fyld på den flade bund og placer forsigtigt en af de høje toppe ovenpå.
Drys med kakao, brug en meget fin sigte, så det bare lige bliver et lille fint lag.
Pynt evt med lidt tørrede hindbær, frisk frugt eller hvad du nu synes.
HAPS – siger jeg bare – en sød og dulmende trøst på en grå og blæsende eftermiddag…
3 gode.
3 sjove.
3 sunde.
3 positive.
3 om relationer.
3 om udvikling.
3 om dagen.
Jeg har i perioder skrevet 3 gode ting fra dagens “tilstand” ned inden sengetid.
Først i en lille notesbog, senere på min mobil som en fortsat note og ind imellem har jeg også bare “skrevet” inde i hovedet.
Det har været rigtigt brugbart for mig, når meget har været bøvlet og udfordrende, for livet er jo oftest meget andet og mere end det, som ikke lige er i vinkel, men det kan let drukne. De fine og gode ting skubbes ud til højre af det, som kræver energi og kræfter, og ved at “tvinge” mig selv til at kigge efter det, som har givet varm i hjertet og smil om munden, ja så har jeg også mærket alt det gode og hentet energi derfra.
Men faktisk er det jo lige så dejligt at tænke på dagens gode ting, når alt er godt, at samle stjernestunder og særlige momenter ind og kigge på dem en ekstra gang, inden man siger tak for i dag og overgi’r sig til de bløde dyner og nattemørket.
Det giver glæde, overskud, fokus og forståelse og ikke mindst taknemmelighed og jeg vil gerne slå et lille “slaw” for at finde de daglige 3.
Også når livet er en fest.
For fester tåler også repriser.
Og er festen en fuser, så vil der alligevel være fint at tænke på, et smil, en god kop te, en solstråle i vindueskarmen, et lille barns latter, en god hårdag, en klog sætning i en bog og alt muligt andet…
Jeg har bestemt, at jeg i den næste måned vil dele mine daglige 3, som faktisk er 6.
Jeg skriver nemlig 2 x 3.
Først 3 ting, som gjorde mig godt på den aktuelle dag.
Og bagefter 3 ting, som gjorde mig glad.
Nogen vil måske tænke, at det da går ud på det samme, og det gør det også ind imellem, for det, der gør godt, slæber jo ofte også en form for glæde med sig, og kan man mærke glæde uden at mærke noget, som er godt?!
Jeg ved det ikke, men jeg har valgt at dele det op, fordi jeg har brug for at blive skarpere på, hvad der rent faktisk er godt for mig.
Jeg er ikke så meget i tvivl om, hvornår jeg mærker glæde over en hændelse eller et særligt magisk øjeblik, men der er ikke altid sammenhæng mellem det og så de ting, som rent faktisk er gode for mig.
F.eks. kan jeg jo blive helt høj af at banke en festmiddag sammen til 100 mand, helt vildt glad og føle mig rå og nærmest uovervindelig, mens jeg kaster rundt med gryder og lammekøller.
Men er det godt for mig?
Godt for mit hoved, der er mere sårbart efter hjernerystelsen, og som jo faktisk stadig bliver medicineret for den lille svulst?
Godt for min krop, som ikke er 28 men 48 og slidt?
Godt for mit hverdagsliv, der er så rigeligt fyldt med opgaver?
Nej sikkert ikke –
og det er det, som jeg gerne vil blive bedre til at være opmærksom på.
Hvad gør mig godt og hvad gør mig glad…
Godt-listen vil have et kropsligt fokus, altså får jeg mig hvilet nok, får jeg motioneret nok, får jeg spist ordentligt, får jeg gjort det, som er bedst for min krop og mit helbred.
Glad-listen vil være de ting, som giver mavebobler og smil helt op i øjnene, de små ting i hverdagen, som gør at livet er godt, de fine øjeblik sammen med mennesker, som jeg holder af, og møderne med mennesker, som jeg måske ikke kender, men hvor noget særligt opstår.
Og jeg gider rigtigt godt at dele både Godt og Glad med jer andre.
Måske som inspiration.
Måske som et lille spark på den dag, hvor man tænker at ALT har været øv.
Måske som en måde at få en anden vinkel på de ting, som bare sker og som får ringe opmærksomhed.
Måske kan du bruge det, måske er du ret ligeglad.
Måske skrive du allerede selv lister inden sengetid og gider at lege med for en tid?
Jeg vil skrive de 6 hver aften, men det bliver ikke her på bloggen, men på bloggens Facebook side.
For jeg vil jo netop gerne blive bedre til at være god ved mig selv, og det betyder også, at dette lille projekt skal være nemt at gå til og derfor ikke kræve, at jeg sætter mig ved computeren, at jeg skal finde billeder i biblioteket og måske komme til at svare på kommentarer til andre indlæg eller hoppe ud på andre sider på nettet.
Sådan skal det ikke være, for jeg vil jo være på vej til at slukke og lukke for dagen, og derfor vil jeg bare bruge min mobil til det og lynhurtigt lægge det på Facebook.
Jeg ved godt, at alle ikke færdes der, men jeg har valgt at det skal være der, det foregår, sådan må det være.
Netop fordi.
Jeg håber, at nogen af jer finder derover, og så kunne det jo være rigtigt fint, hvis man nu alligevel var forbi, brugte et lille øjeblik til at dele bare en enkelt dejlig oplevelse fra sin dag…
I aftes skrev jeg følgende:
3 ting, der gjorde mig godt i dag:
Halvanden times gåtur i skov og ved sø med min hund.
7 timers søvn uden forstyrrelser af børn, kat eller støj udefra.
Te med friske mynteblade og ingefær.
3 ting, der gjorde mig glad i dag:
Nyindkøbte perlehyacinter i flok.
En sød kommentar fra et menneske, som har set, hvad der er vigtigt for mig.
Opdagelsen af et nyt luftested for folk og fæ.
Sådan så min søndag ud.
Mandagen har været opstart af hverdag efter en lang ferie, masser af kørsel og en grum hovedpine hen over eftermiddagen, så det ville ikke være svært at sukke og brokke sig bare en lille smule, men jeg ved jo godt, at der er masser af rart at skrive ned, når jeg om nogle timer går i seng…
Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.
Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.
Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…
Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.
Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.
Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…
I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.
Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.
For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…
Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.
Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.
En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…
Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.
Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.
Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.
Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.
Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…
