Kameraets død har været en instant-blog-killer, i mit hoved hænger billeder og ord her på siden så meget sammen, at jeg ikke kan svinge mig op til at skrive noget som helst fornuftigt.
Ja altså, nu er det jo ikke fordi, at jeg plejer at skrive hverken særlig fornuftigt eller klogt, men det har jeg jo prøvet at skjule med masser af fotos af dette og hint, og det er egentlig gået udemærket, synes jeg!
Jeg har mistet pusten, jeg kan ikke svinge mig op til det og i det hele taget så er det da bare for irriterende, ja undskyld mig, men jeg trænger til at brokke mig…
Vi har været ved foto-lægen, der gav mit kamera den sidste olie og slog korsets tegn, efter mere end 13.000 billeder og et hårdt liv i en stor og rumlende dametaske, da var det kirkegård i stedet for kirurgi.
Vi snakker selvfølgelig nyt kamera, frem og tilbage går snakken, og vi kigger og regner og tænker og prøver at være en smule fornuftige.
Det er ikke let, jeg er på randen af hysteri, og som en ekstra lille gnist under det bål så sidder Torben tilbagelænet og tager det heeeeeelt roligt, det rigtige kamera til den rigtige pris, siger Mr. Überkassenmeister…
Jeg har prøvet at drage paralleler mellem hans kærlighed til hans IPhone og mit afhængighedsforhold til mit kamera, han hopper ikke på den; jeg har truet med at sætte hans sim-kort over i en gammel Sony Ericsson, så han måtte være mobil-vingeskudt indtil der lå et nyt kamera til mig, men det var lige ved at udløse et mindre hjertenanfald.
Ret skal være ret, Torben er realisten og den, der holder lidt igen, han er kassemester og det er godt nok, for jeg er en ødeland, der har lyst til at fyre kortet igennem maskineriet og købe mig et knaldlækkert udstyr og så leve af havregrød resten af måneden, og hvor fedt er det lige?!
Jeg drømmer om spejlrefleks, men ender nok med et pocket, og fred være med det, hvis bare jeg ender med noget.
Og mens vi så venter på det, ja så snupper vi lige et par svenske efterårs-repriser fra mit nærmest uudtømmelige fotobibliotek…
