Garn

Nogen kunne måske fristes til at tro, at jeg har opgivet strikkeriet.
Og det kan jeg da ærlig talt godt forstå, for når jeg kigger tilbage i de sidste mange måneders indlæg, så er det virkelig sørgeligt lidt af den slags uldne udskejelser, der har fundet vej til siderne her.

Men jeg strikker. Ikke så meget som tidligere, jeg har mistet min mojo, den ellers evigt trofast iver og lyst til pine og uld, den er gået ned i gear, den gaber og sukker, og det er ikke mange meter, der strikkes op om dagen her i sofaen.

Nogen særlig grund? Næh det tror jeg ikke! Ingen fede ting, som jeg har lyst til at strikke? Jow jow da en hel masse! Men altså, der er bare pludselig så langt fra tanke til handling. Jeg drømmer om en islandsk sweater, jeg har opskriften, garnet er lige inden for rækkevidde, men jeg får ikke handlet på det. Jeg tænker bare og det kommer der som bekendt ikke altid lige meget ud af…

Men altså lidt har også ret!
Sådan er det og det lidt, som faktisk bliver strikket, er så til gengæld også rigtigt godt. Synes jeg.
Frisk af pindene og monteringsnålen er Isager’s Relief. Grå og blød og bare helt perfekt. Perfekt lethed, perfekt farve, perfekt pasform, perfekt til både jeans og dress.

Jeg spottede den ved Tøndering Strik for et par måneder siden, var bare derinde for at kigge og ae og havde en skrap aftale med mig selv om, at absolut intet skulle købes, INTET sagde jeg! Jeg kiggede og aede og åh’ede, for den gamle Isager forretning forstår at præsentere modellerne så det er umuligt ikke at lade sig friste og inspirere. Jeg kiggede – selvfølgelig – mest på de grå stakke og bøjler og måtte bare prøve, da en kort let cardi hang der og blinkede og hviskede Anneanneanneanne.
Jeg prøvede og var solgt, jeg prøvede og glemte i samme sekund ALT om mine egne aftaler.

“Jeg har fortjent den!”
“Den kan ikke være så dyr igen, den vejer jo næsten ingenting!”
“Og det er okay at betale xx kr for en opskrift, for den kan bruges som udgangspunkt for mange mange andre trøjer, det kan den!”
“Jeg gør det – nej jeg gør det ikke – jo jeg gør det sgu – nej det går ikke – fandme jo!”
“Jeg må jo bare ha’ den, den er helt perfekt, klæder mig bare sådan!”

Købte jeg den? Købte jeg opskrift og garn?
Nej faktisk ikke!

For da jeg spurgte på model, så havde jeg allerede bogen, som opskriften er i.
Jeg har jo bladret i den bog i hundredevis af gange og aldrig givet den opskrift bare et halvt minuts opmærksomhed. Og jeg ved da godt hvorfor, den der krave der, den sendte straks et “duer-ikke-væk” ind over, så meget at jeg ikke har tænkt, at jeg da for pokker bare kunne undlade kraven og lave en lille rulle en af slagsen i stedet.
Så opskriften var i hus og jeg vidste også at der var masser af gråt garn på lager, både den tynde alpaca og noget højlandsgarn i yndlingsfarven.

Så værsgo –
her er den, den cardi, som fik mig til at bryde alle løfter til mig selv, også selvom det slet ikke var nødvendigt.

Jeg blev færdig med den sidste lørdag under julemarkedet og den har ikke været af siden. Hver dag har den været på og det ses lidt forneden på ærmerne, der bliver skubbet op og ned mange gange i løbet af dagen.
Absolut det bedste stykke strik siden min egen Folklore, der er tæt på at være slidt i stykker.
Absolut en yndlings.

Faktaboks kommer i et indlæg for sig selv, når jeg lige har fået knipset et ordentlig billede af Relief i fuld figur…

Et par uger inden afgang til Island blev der lagt planer om både indkøb af garn til egen projekter samt en færdigstrikket cardigan fra Farmers Market, der laver det lækreste strik med en super pasform.

Jeg ville købe garn til trøjer til både mig selv og pigerne, ikke fordi det ikke kunne købes her hjemme, men fordi jeg tænkte, at det ville være sjovt at have islandske trøjer i selv-hentet islandsk uld.

Jeg havde sparet op, målrettet, til både uld og andet lækkert, men en slidt Panda tømte kuverten med de opsparede sedler og gnavede sig også ind i den i forvejen slunkne konto. Mange bandeord og tårer. Mange.

Udsigten til indkøb af ret meget mere end et par meter uld var noget tåget.

Jeg kiggede på alt det uld, som ligger i skufferne her i mit værelse og sagde beroligende til mig selv “Såh såh Anne, her er garn nok, mere end nok, og du kan jo altid får en trøje deroppe fra, måske er kvaliteten af dem fra FM slet ikke så lækker, som du bilder dig ind. Skidt pyt!”

Det hjalp ikke ret meget.

Damen var ked og havde lyst til at sparke bil og spareliv hen hvor peberet gror…

Men heldigvis kan man jo ose og blive voldsomt inspireret. Og det gjorde jeg så. Kiggede og kiggede og prøvede og målte og vendte og drejede. Og der var nok at tage fat på og i. Stakkevis af sweaters, smukke smukke sweaters i det lækreste lette uld i grå og brune nuancer.

Autentiske islandske, håndstrikkede med navnetags på, så man kunne se hvem, der havde ført pindende, nogen havde sprællet mere end andre, noget var smukkere strikket end andet, men det meste var rigtigt rigtigt lækkert lavet.

Måske var det fint nok, at jeg ikke havde penge til at hjembringe en færdigstrikket, for jeg havde ikke kunnet vælge, brun, grå, lys, lukket eller åben, lidt eller meget mønster. Ikke let, når det hele syntes af passe og egentlig også klæde.

Trøjerne fik lov at blive på Island men inspirationen pakkede jeg ned og tog med…

Og hjemme igen har jeg nok fået tygget så meget på dem, at jeg har været i stand til at kredse mig mere ind på, hvad der skal til af islandsk til mig selv.

En lidt grov cardigan med lyslås, fin og sart grå med mørkere mønster og trøjen på billedet herover bliver den, der lægger opskrift til. Og jeg er sikker på, at det hele ender lykkeligt selv om garnet så bliver købt her på min hjemegn.

Bogen  –  den store flotte strikkebog  –  har Frida sendt mig engang, hvor hun synes at jeg fortjente, og jeg har bladret i den så mange gange og ville i virkeligheden kunne starte fra en ende og så ellers bare strikke derud af til mig, til pigerne, til en enkelt mand og alle de småbørn, som myldrer ind og ud af mit liv.

Det er en fantastisk bog med smukke billeder og en lille gang historie om strik på Island.

Jeg elsker den bog, Frida, tak igen fordi du forærede mig den, dengang hvor jeg var mere halv end hel.

Snart vil jeg svanse omkring i en islænder og sende gode tanker til din smukke ø med alt det dejlige på…

Okay  –

jeg indrømmer, at jeg trods – totalt rungende portemone – dog fik uld med hjem til ét projekt.

Uld til en slags jakke.

Pris?

Mindre end 2 pizza’er fra den lokale joint!

Og mindre en 2 gin og tonic på en Reykjaviks bar. Så dem undværede jeg.

Men det er en helt anden historie.

Og jakken ser ikke det mindste islandsk ud.

Så derfor  –

inden længe mønsterstrik i Lopi.

Måske skulle man tage en lille ferieudflugt for trods alt at hjemføre garnet fra et lidt mere eksotisk sted end en provinsbys gågade.

Måske var en tur til Uldfisken noget?!

Uld og fisk er da ret islandsk…