Jeg har prøvet noget nervepirrende!
Sådan noget, hvor man næsten ikke trækker vejret og også sender en stille bøn afsted – laddetgåladdetgåladdetgå.
2 hæklede rækker ned i fronten af de uldne striber og så saksen i.
Gulp!
Men det lykkedes og siden billederne her, ja så har cardigan’en fået sig to fine kanten foran, en gul og en grå med gul aflukning…
Det var ikke så let endda at hækle i det bumlede flamé garn og jeg måtte prøve til en del gang, før at de gule striber sad, som de skulle. Men jeg havde tiden og godt selskab, så det var intet problem.
Heppekoret holdt mig fast i opgaven og gav også lige en hjælpende hånd, da jeg var ved at gå i opløsning over, at jeg kom på afveje.
Skæve afveje forårsaget af en lille forskydning på bare to masker i omgangsstart. Men to masker er meget, når man er på p. 5.5 så det sås ganske tydeligt.
Det ses ikke mere nu, for det er klippet væk og ingen vil længere kunne få øje på, at der har været slinger i valsen…
Jeg måtte klippe et pænt stykke af, spild af garn og strikkede masker, men fordi disse striber “endeligt” ikke var nøje planlagt fra starter, så var størrelse blevet for stor, når de nye forkanter var strikket på.
Så af med 12 masker i midten og nu sidder den perfekt hen over kurverne.
Det er godt at kunne fifle lidt, når man har været for ivrig for at komme i gang og ikke har fået tænkt tankerne om færdig pasform helt til ende.
Mine ører behøver heldigvis ikke at lægge plads til brok, for der er kun strikkeren selv og hendes egen jeg-gør-bare-lige-noget-strikkeattitude at klandre for fraklippets bredde.
Snart er jeg inde i slutspurten på det sidste ærme og så er der bare ganske få ender at hæfte og en sidesøm i nederste rib at sammenføje og så er jeg klar til det danske sommervejr i tyk og stribet uld.
Ikke et drømmescenarie, jeg ville langt hellere ha’ bare arme og åbne sandaler og brune kinder, men når det nu ikke er sådan, så er det da rart at kunne lune sig i nystrikket blødhed…
