Jeg har fundet frem til et lille taske-projekt til hverdagen, som kalder igen i morgen.
Egentlig strikker jeg kun på Alfred, for jeg ryger for alvor i bad standing hos Amanda, hvis den ikke er klar til studietur til Amsterdam, det har jeg lovet hende, at den ville være.
Men det er bare for bøvlet at sidde med så stort et stykke strik i de småpauser, som jeg holder i løbet af en arbejdsdag, det skal være et lille fjerlet arbejde, der lige kan hives op af tasken, motioneres i 5 minutter og så proppes af vejen igen.
For ingen tasker uden strikketøj, det går ikke, muligheden for at tage afsted hjemmefra uden strik eksisterer ikke…
Så nu er der købt et sjalsmønster garn er fundet frem.
Faktisk for meget garn, for jeg skal kun bruge 2 farver, men jeg er stadig i beslutningsproces.
Jeg hælder nok mest til lys sennep og sort, men andre kombinationer kunne også være fint.
Der er heldigvis lige lidt tid at løbe på endnu og indtil den er gået, så skal de allersidste cm på bullen på Amandas trøje strikkes og til lagkagen i eftermiddag kan jeg så sikkert sætte pindende over i det første ærme.
Bryum – som egentlig er en stor slægt af mosser – er ikke til mine egne skuldre, men mon ikke jeg finder end at svøbe det om.
Og hvis ikke så bor her en meget uldglad lille kat, som helt sikkert gerne putter sig i ulden mos…
I går sidst på eftermiddagen hæftede jeg den sidste ende på min Kashmir.
Alt er klaret og den er klar til at varme mig på kolde vinterdage og sikkert også på en blæsende junidag.
Jeg er helt og aldeles solgt til denne store bløde vams.
SÅ tilfreds med mit farvevalg og rigtig glad for de smalle smalle ærmer, der holder det store og halvtunge stykke strik på plads.
Den bliver – eller er vel allerede – en yndlings.
646 gram vejer den, 2 tråde Blachill m.m. og og 1 tråd Silk Mohair, blødt blødt og mere blødt.
Hvordan fordelingen af garner er kan jeg ikke sige på grammet, for der er blevet ødelagt lidt af kattene og strikket videre af et nøgle, som allerede havde været lidt i brug, men der er i omegnen af 500 g uld af den vanlige slags og 150 (max) af mohairen…
Opskriften i sig selv har jeg det sådan la la med.
Idéen er vidunderlig og det samme er farvevalget på de 2 forskellige modeller, som jeg har set i HI farvevalg, men selve nedskrivningen af opskriften har både vakt en del store smil og også lidt hovedbrud. Den er ikke skarp men en typisk Isager og det har da også sin charme.
Jeg er glad for, at jeg er så øvet en strikker, for jeg tænker, at man godt kunne komme i problemer, hvis man er ret nyt og har sværere ved at “regne den ud”.
Jeg har stort set fulgt opskriften, kun et par mindre jeg-bestemmer-selv er det blevet til, dem kan du se mere om nede i faktaboksen…
Der er retriller på pindene til en lysere og mere sommerlig udgave, lyse toner af orange, grøn og natur, det tegner allerede godt og denne gang vil der ikke gå en måned fra start til slut, for alt gemmes væk i kattesikret taske, når jeg lægger det fra mig.
Og Huxi – han har bare at holde krokodillekæberne og de klappende tænder for sig selv, ellers bliver han transformeret til en skindvest, som jeg kan lune mig i. Eller noget!
Jeg er normalt ikke den strikker, der laver 2 af den samme model, det keder mig og der er så meget smukt at strikke, men denne her, den må jeg ha’ i både mørk og lys, sådan er det.
Så altså –
flueben ved den mørke.
På vej med den lyse…
FAKTABOKS
Mønster:
Kashmir af Helga Isager fra bogen The Map Collection
Garn:
646 gram blandet godt fra hylderne. Se mere href=”http://www.hverkenfuglellerfisk.dk/2013/12/kashmir-farver/” target=”_blank”>her.
Pinde:
Addi Turbo 5.5 mm
Egne krumspring:
Ikke så mange. Men jeg har, som flere andre, strikket en I-Cord direkte på trøjen. Liselotte har lavet en fin beskrivelse af, hvordan hun gør, jeg gør det en smule anderledes, men anbefaler jer, der ikke ved hvordan, at bruge hendes anvisninger. Kald mig bare søndagsdoven.
Jeg har også strikket en I-Cord langs ærmegabene, det giver lidt stabilitet i de meget levende retriller og jeg synes også, at det laver en fin overgang, der hvor rillerne går både den ene og den anden vej.
Der er flere, der har spurgt hvordan man ved, hvornår man skal vende på ryg og forstykker, når man har delt oppe ved ærmegabene. Det er ikke noteret i opskriften, men på ryggen har jeg med sådan omk 11-12 og på forstykkerne 6-7 masker. Det er ikke væsentligt om der er 1-2 masker mere eller mindre, dog er det vigtigt, at man samlet ender med samme antal riller på ryg og forstykker, da jakken jo ellers vil blive skæv.
Giver det mening eller er det lige så utydeligt, som det er i opskriften? Ikke inde i mit hoved, men der kan i andre selvfølgelig ikke kigge ind.
Amanda må ha’ hue på ørerne i vintervejr og rusk og der skal skam også strikket flere af slagsen i tidens løb, men ingen af dem fandt denne vinter nåde for frøkenens blik.
En ny måtte til, sådan var det.
Men strikkersken har været lidt nølende eller overspringende, for andre projekter har trukket mere, både hæklede babytæpper og en stor Kashmir til eget brug har været mere lokkende og huen er blevet skubbet og skubbet.
Lige indtil i går.
2 gode film på Netflix og så lidt lagergarn og en anvisning fra Liselottes hånd –
et voila nu er barnet iklædt hue i fine vinterlige striber og kaninpompom øverst oppe…
Jeg har ikke vejet striberne, men der er ikke gået mange gram til.
Jeg har strikket med dobbelt Blackhill og så en enkelttråd Dreamline Air, der har givet et fint spil og en “sammenbinding” op over huen.
Nu sidder jeg jo og sukker over mig selv, hvorfor var det, at så hurtigt og enkelt projekt blev skubbet på den måde?
Var det nødvendigt, når det nu i virkeligheden bare krævede et par timer i sofaen i godt selskab og med god underholdning?
Nej det var det sikkert ikke – men sådan blev det og først i dag kan barnet gå ud i verden med nye lune ører.
Egentlig ville jeg gerne lige strikke et par stykker mere til os andre men samme barn, som manglede hue, mangler også frygteligt en ny strik, hvis hun selv må udtrykke det.
SÅ derfor ligger der pinde og garn klar til en Alfred i str Amanda.
En blød blød udgave strikket af et blandingsgarn fra Garnudsalg.
60 % uld 20 % angora 20 % viscose, det helt rigtige garn til barnet, der ikke tåler stik og kras.
Men inden den kommer på pindene, så tager jeg lige to frem og tilbage på Kashmir, der bliver så smuk og lækker.
Bare to pinde ellers…
