Ind imellem har det det med at løbe lidt af med mig.
Jeg får ikke stoppet der, hvor det ville være fornuftigt eller logisk for andre at slå bremsen i.
Sådan var det også i sidste uge, da vi havde gang i keramikken i strikkelogen.
1 fydfadsstage – lige én mere – og én mere og så havde jeg pludselig 11.
Jeg kunne jo også ha’ stoppet lidt før og så ha’ kastet mig over en vase, en æske eller en lille kakkel.
Men nej –
det blev 11 stager…
I tirsdags blev de så glaseret og i dag har jeg hentet dem hjem.
I en blød og foret falckkasse, for det var lige det, som jeg havde bilen og som jeg tænkte kunne beskytte de tynde tynde kanter.
Hjem kom de i hel tilstand og nu står de her på bordet og venter på at mørket sænker sig i aften.
Jeg er spændt på, hvor gennemskinnelige de er – er det mon et virkeligt ord – og håber selvfølgelig, at de vil stå som små lysende hvide skaller på vores spisebord.
I dag og mange andre dage.
Nogen af dem i alle tilfælde for den sidste er allerede foræret væk i eftermiddags og inden længe, ja så er der også et par mere, som skal på rejse, øremærkede til et par kvinder, som altid sender små hyggelige ting i min retning.
Så 11 stager i porcelæns-ler er vel ikke en eneste for meget.
Jeg kunne ha’ brugt mange flere…
I sidste uge lå der pludselig en uventet stor og stiv kuvert i min postkasse.
Navnet på kuverten genkendte jeg dog straks, for det har før ligget og smilet til mig på en kuvert, men dengang vidste jeg bare, at den ville komme.
Denne gang var en skøn og hjertevarm overraskelse dumpet hos mig og da jeg åbnede og kiggede ned i kuverten blev smilet om munden ekstra bredt.
For der nede lå den fineste lille engel med spræl, glitterglorie og florlette vinger og sammen med hende det dejligste brev med varme ord og tanker om min måde at være i verden på.
Tak for pokker da, Camilla, du gjorde dagen lys og fin og jeg har dit brev til at ligge på mit skrivebord, for jeg er slet ikke færdig med at bruge det til at huske mig selv på, at nogen faktisk ser og handler på det, som de synes jeg er.
Det er en stor gave oven i gaven…
Englebjørnen blev straks klippet og samlet, jeg nåede nærmest ikke at sætte tasken fra mig og brygge mig en kop varmt, før jeg var i gang, op skulle den hurtigst muligt og jeg kan være en Ninja med en saks, når det griber mig og det gjorde det.
Op kom hun, den sort-hvide med vinger og glimmer, og sammen med hende hænger en gammel bade-frøken fra Karina Bækkelund.
Der står 2010 bag på hende, hun har boet her længe, så det er vel okay at kalde hende gammel uden at fornærme hende med strutskørt og nedslåede øjne.
Så nu hænger de der, tante 1 og tante 2, ved siden af de sorte gamle skabe, der er flyttet ind i vores lille nye tv-hule.
Lige der på væggen, hvor jeg kan holde øje med dem og glæde mig over, at nogen ville glæde mig med en dejlig gave og et kærligt brev.
Camilla skrev til mig, at jeg var en hverdags-engel, det kan hun sørme selv være.
Og hvis andre skulle ha’ brug for bamsede engle i deres hverdagsliv, så kan de bestilles lige her, jeg er altid frisk på at føre saksen, hvis det skulle være…
Fortovet er ryddet, brødet er bagt, kaffen er brygget og adventsgaverne åbnet. Alt ånder fred og idyl.
Ja okay da – sådan cirka – for hvert andet minut har jeg 6.5 kilo kat hængende i låret eller håndledet, alt for hyggeligt behøver det åbenbart heller ikke at blive.
Men altså bortset fra pelstornadoen, der er i lømmelalderen, så er alt fred og idyl.
Søndag byder på det bedste selskab af egne piger, de har indtaget sofaen med dyner og høj hygge, de muntrer sig med hvert sit og jeg nyder at sidde i stuen ved siden af og lytte til deres småsnakken og pigegrin. Der ses film og spilles spil og klappes pelsdyr, der smøres madder og sippes te og alt i alt ser og føles det som om, at verden også er i balance for ungmøerne.
Jeg har placeret mig ved spisebordet med julekort og kreagrej,her var så fint og ryddeligt for et par timer siden, nu ser det anderledes ud, men hva’ – det er søndag og de, der måtte komme forbi, må finde sig i uorden og højt hår…
Adventsgaver gives og montages med glæde og opfindsomhed her hos os, alle får og alle giver, og selvom ingen længere er børn for alvor, så er der altid skønne forventninger og spænding, når der pakkes op. Det behøver ikke at være store ting for at vække glæde, smilene spreder sig alligevel, når man ser og mærker, at der ligger en særlig tanke og omhu i udvælgelserne.
I år har jeg fået én adventsgave af pigerne, én der skal dække alle søndagene og som er fra dem alle tre, og jeg siger jer, at både glæde og overraskelse var stor og vild, da de sidste weekend lavede lidt hurlumhej ud af at forære mig en Nespresso maskine. De er for vilde, men det er jo vanskeligt ikke at elske vildskaben. Det gør jeg i alle tilfælde.
Og er selvfølgelig helt og aldeles tilfreds med, at jeg må “nøjes” med denne ene pakke i år.
Til pigerne har der indtil nu været Jane Austen film, bløde pakker, genbrugsguld og hjemmetlavet pynt, alt er taget i brug og det tager jeg som en “tommel op”.
Amanda får pakker hver dag, det må være på sin plads, når man er hjemmefra de fleste decemberdage, sådan var det også for Laura, der fik en pakkekalender sendt til Wisconsin. Denne gang skulle gaverne bare til Skåde bakker, lidt nemmere men ikke mindre vigtigt.
Adventsgaver mellem Helle og jeg er også en tradition, en dejlig én synes jeg, og her er der tænkt meget samvær og oplevelser ind, for når hverdagen buldrer, så går der, trods de bedste intentioner, ofte alt for længe imellem at vi ses alene. Ikke at forstå sådan, at vores familier ikke også er skønt selskab, når vi er samlet alle sammen på én gang, men der er altså også brug for det andet og mange datoer er allerede sat for det kommende år og gode forslag til, hvad vi skal bruge dem på, er også i spil.
Det bliver herligt, det ved jeg…
Men inden vi når til næste år, så er der en dejlig søndag og en dejlig december at nyde. Jeg vil skubbe så meget hyggelig og ro som muligt ind i dagen i dag, lade mig underholde i pigernes gode selskab og gå i køkkenet og lave lidt sødt til søndagsforkælelse af dem.
Jeg vil skrive en stak julekort, male en nisse, pakke en gave og ordne lidt indkøb på nettet. Jeg vil skovle sne en gang eller to mere og gå en tur i skoven med den store hvide.
Der er strikketøj at motionere, der er tøj at lægge sammen, der er rugbrød og sild og der er masser af kaffe og en fyldt frugtskål.
Der er hund, kat og tøsebørn, snevejr og hjertevarme.
Jeg ta’r imod det hele med åbne arme og uden forbehold.
Også imod Otto the Killer, som vil være der hvor det sker, også midt i det strikketøj, der var lagt sirligt til rette til fotografering.
Glædelig fredelig og hyggelig adventssøndag derude…
