Billedet er lånt af Marimekko…
Hvis du findes, så ønsker jeg mig en ordentlig stak af Marimekko’s skønne porcelæn!
Man kan jo aldrig ha’ for meget af Good Company, vel da?!
Hvis du ikke læser min ønskeseddel, så må jeg jo selv sørge for det.
Det kan jeg sikkert også godt finde ud af.
Let endda!
Og jeg tror, at jeg starter med en Siirtolapuutarha til kaffen…
Men så absolut kun på tekstilerne, for lørdagens selskabet var alt andet end det!
3 x Hanne, Karina og jeg havde sat hinanden stævne her i den lille lejlighed, og jeg var et kort øjeblik nervøs for, om vi måtte inddrage have og veranda til festlighederne, for som der dog blev båret ind af både det ene og det andet.
Også af dejligt humør!
Fru Tulipan måtte blive hjemme, ikke nogen deltagelse i kreasamlingen til hende i denne omgang, for der var trommet til fest i huset i Harlev, hvor sønnens 18 år skulle fejres. Hip Hurra for Albert og på festligt gensyn en anden god gang til hans mor…
Men de to andre Hanne’r og Karina kom og slog sig ned ved bordet med det hollandske trukket ud. Det måtte til, for hvordan pokker skulle vi ellers have plads til hæklenåle, pudebetræk, sammensyninger, bøger i stakkevis, mad, kaffe, frugt, Viggo og hvad der nu ellers var en del af udstyret?!
Amanda spiste morgenmad sammen med os, men forsvandt så afsted ud til sin gode kammerat Tue, hvor der kunne spilles Playstation uden forstyrrelser af kaglende kvinder. Hun ved godt, hvornår det er bedst at fortrække. Måske nåede hendes ører faktisk at blive en lille smule trætte, før hun slap afsted.
Og så blev jomfruburet her ellers indtaget af MASSER af snak om både dette og hint, for der er meget at ordne og vende, når man nu skal rundt i hele verden og ind i vores egne små kulørte liv.
Det var balsam for sjælen, varme til hjertet og gode grin til maven.
Tak for det, skønne kvinder…
Og tak for smukke gaver med skønne tanker bag. Jeg har aet dem her til morgen og glædet mig over, at der nu bor noget af jeres varme her hos mig.
Karina havde kodet noget af det, som hun vidste, at jeg ønsker i mit liv og tilføjet lidt af det, som hun også synes, at der skal være.
Tak til dig, Karina, for dit venskab og din omsorg, jeg vil varme mig ved synet af dine ønsker, som snart vil hænge ved side af sprælledamen ved mit spisebord.
Og Hanne havde sørget for grå og stilig ulden pynt til min stue, endda med birketræer på – jeg er sikker på at de er svenske – og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at Hanne havde været her før og set at lige præcis DEN pude skulle stå og smykke i lammeskindet i Safaristolen.
Heldig mig – og herlige Hanne. Tak…
Silkeborg midtby blev gennemtravet, frisk luft til lungerne og gode sager i poserne, nogen skulle have lyshuse med hjem, andre små laserskårede juletræer i sort og natur.
Et enkelt nøgle garn var alt, hvad jeg skulle ha’, og det lykkedes mig så at snuppe den forkerte farve, flot Anne S, men sådan kan det gå, når man i virkeligheden er optaget mere af at snakke end at kigge.
Vilde og herlige idéer om julesalg i gamle chokoladelokaler blev der pludselig handlet på, nøgler blev hentet og lokaliteter beset. Åh som vi kunne se det hele for os. Men når man (jeg) nu øver sig rigtigt meget i at blive bedre til at disponere sin tid og også få sat det rene ingenting i kalenderen, så må man ind imellem nøjes med at være med på idéplanet.
Også selv om det holder rigtigt hårdt…
Hvad dog er ganske nemt er at være glad, varm og veltilpas efter sådan en lørdag i vidunderligt selskab.
Varm varm varm langt ind i knoglerne og meget taknemmelig for, at der findes den slags smukke gode mennesker i mit liv.
Det burde alle have.
Venskaber.
Forbindelser.
Fællesskaber.
Kærlighed.
Og QR-koder…
Jeg er vild med Kähler.
Jeg er vild med levende lys.
Jeg er dobbelt vild med Kähler OG levende lys på én og samme tid.
For pokker hvor er jeg vild.
Med Urbania.
Jeg måtte eje, har nærmest haft nedtælling til de ramte butikkerne, de smukke lyshuse, og nu står der et par stykker af dem her hos mig og sender det fineste lys ud af alle de mange små “vinduer”.
2 købte jeg til mig selv.
Og 1 købte jeg til at forære væk.
Til dig…
Her på kanalen er der forbud mod at lave en G*** A*** –
jeg vil ikke bruge ordet, jeg vil ikke bruge den fremgangsmåde, der ofte ses, jeg vil ikke, sådan er det.
Lyshuset er købt og betalt med mine egne penge, ingen navngivne butikker er involveret og Kähler er ikke blevet spurgt om hverken det ene eller det andet.
Men jeg har nu svært ved at forestille mig, at de kunne ha’ noget imod, at jeg gerne vil novemberforkæle én af mine læsere på denne her måde.
Og det vil jeg gerne, rigtigt gerne.
Forkæle altså.
Fordi – bare fordi!
At jeg har en hel masse skønne læsere her, der altid bakker op, holder om, holder af og holder ud.
At jeg har en hel masse skønne læsere, der med deres med- og modspil inspirerer og udvikler mig på flere planer.
At jeg har en hel masse skønne læsere, der fortjener at få tændt smukt lys i deres novembermørke rum.
Men altså – der er kun ét lyshus og det tilfalder den, som lykkens gudinde eller Random.Org udtrækker, når det bliver d.1.11.2011…
Hvis du kunne tænke dig at få et lille kvadratisk Urbania hjem i din karm eller på dit bord, så skal du ikke ret meget.
Du skal ikke skrive en kommentar her, men du må selvfølgelig gerne.
Du skal ikke melde dig som fast læser, for det kan du slet ikke.
Du skal heller ikke linke til min blog eller denne novemberforkælelse, det er for jer, der alligevel plejer at komme her.
Jeg lægger et lille Urbania billede på bloggens Facebookside og der skal du så bare trykke “Like” inden d.1.11. kl 21, hvis du gerne vil lege med.
Så printer jeg en måske laaaaaang seddel ud med alle jeres navne på og så er der dømt lys hos én af jer.
Du behøver ikke at like selve Facebooksiden, men det må du selvfølgelig også gerne.
The more the merrier.
Og det vil vi gerne være.
1.11. kl 21.
Urbania for you…