Da jeg var i Göteborg for nogle uger siden, købte jeg mig en blå ulden sømandsjakke.
Ikke en ny men en secondhand til omkring 80.- danske kroner.
Dobbeltradet smal model i kraftigt stampet marineblå uld. Med de sorte knapper med ankre på.
Ægte sailor fra danske Hempel.
Jeg havde én helt magen til først i 80’erne, købt i en lille skibsproviantering i Haderslev lige overfor Teateret Møllen. De havde mange gode ting i den butik, selvfølgelig allermest til både, men også gode bunker til os med hang til modetøj, Docksides sailersko, blå- og hvidstribede enkle trøjer i både uld og kraftigt bomuld, det var alt sammen i så lækker kvalitet og ikke til at slide op.
Men det gjorde vi selvfølgelig heller ikke, for før vi var nået til noget som helst, der kunne minde om bare det mindste slid, da var moden skiftet og vi var hoppet i brede hvide InWear bukser med trekvartlange ben og så en lille top til. Intet slid bare videre.
Eller det vil sige – faktisk holdt jeg fast i lige præcis de sejler-items i en lille flok år, skoene gik jeg vildt godt i og de var nemme at hoppe ud og ind af, når først de var gået godt til og jakken var varm og god og de stribede bluser, dem er jeg aldrig holdt op med at elske. For et par år siden smed jeg min bedste Nautico trøje ud, det var nærmest til at tude over, og ovenpå i Amandas skab lever stadig en enkelt gang originale striber fra min ungdom, bløde udtrådte striber, som er i brug som hyggetøj for netop hende, der elsker blødt tøj, der er gået godt til….
Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne ville finde en sømandsjakke igen og der har med jævne mellemrum været bud nok på modellen fra forskellige danske modefirmaer, men de har ikke været helt så kraftige i ulden; de har såmænd været lækre og flotte, men ikke lige sådan helt rigtige, som jeg gerne ville ha’ det.
Og så er jeg kommet fra det igen. I perioder. Og så er tanken dukket op igen. En blå klassisk sømandsjakke.
Jeg synes, at den passer så godt til den måde, som jeg kan li’ at klæde mig på. Sådan lidt blåt, roligt og i naturmaterialer. Og så er den varm på den bedste måde, ulden varm.
Der har garanteret været masser af lejligheder, hvor jeg kunne ha’ købt mig en “ægte” maritim jakke, jeg kunne ha’ bevæget mig hen til en skibsproviantering, jeg kunne ha’ søgt og købt på nettet, jeg kunne ha’ gjort så meget, men det har ikke været sådan noget, jeg virkelig virkelig ville, det har været en tanke, som ind imellem har strejfet mig og så har været væk igen.
Men så hang den der pludselig! I Smyrna Secondhand i et industrikvarter i Göteborg. I min størrelse og til nærmest foræringsvis. I perfekt stand og bare lige til at smutte i. Så nu er den her. Den blå klassiske uldne jakke, som jeg nu skal ha’ i noget, der kunne ligne for evigt…
Til sådan en jakke skal man ha’ et uldent stribet halstørklæde. Det skal man bare. Siger jeg.
Og når det nu er min jakke, så glæder den regel selvfølgelig bare ekstra meget.
Jeg har – selvfølgelig – et langt uldent blå-hvid stribet halstørklæde, men det ville være et for oplagt og lidt for nedtonet valg. Striberne må gerne ha’ lidt mere kulør. Ja altså jeg er ikke blind og kan sagtens se, at det ikke er sådan vanvittig meget kulør, der er på de nye uldne striber, men det er jo 100 % Anne kulører, det er ingen vist i tvivl om.
Mange gode rester af lammeuld med en løbelængde på ca 575 m/100 g. er fundet frem oppe fra kasserne – hurra for lagergarn – og efter en høj rib forneden går det nu bare rundt og rundt og rundt i glatstrik på p.4.
Easy peasy og hurtigt.
Men efter en lille meters penge blev det alligevel for meget for mig med alt det blå, brune og sennep. Lidt for nedtonet og herreagtigt, synes jeg. Noget blødere måtte med i striberækken.
Og det kommer der så nu. Tre fine toner af noget rosa og fersken og jeg ved allerede nu, at de tre striber vil give tørklædet et helt helt andet udtryk, mere annesk…
Jeg har besluttet mig for at tage ribben af og strikke en rosa stribe ind der og så strikke ribben igen, for ellers kommer alle de nye farver til at ligge i den sidste meter af tørklædet og det bliver for ubalanceret for mig. Og skal tørklædet nu holde lige så længe som jakken, så skal jeg være helt helt tilfreds med det.
Og det er jeg ret sikker på, at jeg bliver nu. En lille optrævling i den forkerte ende og bagefter så ellers bare rundt rundt rundt igen og snart kan jeg så svinge to uldne meter om halsen oven på den blå sømandsjakke.
Det er jeg vild med og så glad for, at jeg da fik øje på det blå uld der midt i alt det andet overtøj, især fordi øjnene mest var tunet ind på noget med jul og halm og lys og stjerner og trænisser, som der ikke var en eneste lille skæv én af.
Et billede af jakken?
Det kommer der selvfølgelig.
Men først når der er striber at sætte til…
