En dag skal jeg være en mormor.
På sigt forhåbentlig mormor med en herlig stor flok børnebørn, der har lyst til at komme og nyde rolige dage med masser af tid til hyggelige gøremål sammen med mig.
Vi skal spille, læse bøger, bage og brase i køkkenet og sove en middagslur.
Vi skal gå i haven og samler bær, lave kastaniedyr og synge gode sange.
Og så skal vi spise små gode rugbrødsmadder til frokost og ha’ en hyggelig snak imens.
I dag har jeg købt en lille tallerken, som vil være helt perfekt til en serverings af mormors bedste kvarte madder med gode sager på.
Man kan vel kalde den en slags investering i fremtiden…
Mon ikke man kan finde på gode historier om børnene, der lever deres liv der på det krakelerede porcelæn?
Fortælle om Holger, der er ude at køre en tur på sin nye cykel, som han har ønsket sig så længe.
Eller om hunden Fister, der hver dag står i hundehuset og venter på at Betjent Bøjlesen kommer hjem fra jobbet, hvor han sørger for at alle skolebørnene kommer trygt og sikkert over byens store vej.
Jeg tror, at der er basis for en fortælling eller tre, mens madderne glider ned…
Den søde tallerken er den eneste overlevende del af et børnesæt i tre dele, koppen og den dybe tallerken er nok gået til undervejs og denne her er heller ikke i allerbedste stand.
Inger Waage har malet den i sin tid hos Stavanger Flint, som sidst i 60’erne fusionerede med Figgjo, hvor jeg ofte har købt loppefund fra, jeg er vild med den lidt naivistiske streg på tallerkenen her, der er så meget liv i den.
Måske holder denne tallerken ikke helt til den dag, hvor jeg skal være en mormor, men nu er den her og kan når den bruges til eftermiddagsbrød og frugt, minde mig om, at jeg skal holde øjnene åbne, så jeg en dag får øje på en, der ikke lyder “skruk”, når den rammer bordet.
Det er nemlig rigeligt, at jeg er skruk – børnebørnsskruk…
