I lørdags skulle der besøges et par genbrugser i det nordsjællandske, vi skulle se, hvad udvalget var der og for sjov analysere lidt på, om hvorfor noget mon var lettere at finde her end der.
Så afsted med damerne ud i det grå lørdagstøogregnvejr.
1 stop og så havde jeg ellers gjort dagens, hvis ikke årets – hele årets – kup.
11 mundblæste Canada glas for en hund…
Vi har længet manglet nogle gode glas til kold Bailey med store isklumper og faktisk havde jeg luret på de røgfarvede Canada drink glas, der er blevet relanceret for en tid siden.
Men 169.- pr glas –
så var der jo ikke råd til ret mange flasker at komme i, vel?!
Jeg var hurtig til at hapse de 11 glas, der stod der, genbrugsdamen mente, at de skulle koste 15.- stk, men alt det andet, der stod omkring kostede en tier, så det endte disse her også med at gøre og nummer 11 kom med som en lille lørdagsbonus.
Mit smil gik fra øre til øre resten af lørdagen og nærmest også lige nu, hvor jeg sidder og taster om mit skønne kup.
Nu er der så bare tilbage at vente på, at der snart bliver lejlighed til at hive glassene op af skuffen…