Browsing Category

Genbrug

Genbrug, Pynt

ETHUNDREDE LIGE UD…

04/11/2010

 

Der var basar i kirken ved siden af min arbejdsplads i går.

Jeg nåede derover imellem 2 familieaftaler, i galop vil jeg sige og uden tid til virkelig at gå alle lopperne igennem.

Men lidt fik jeg da med fra mit 3 minutter kommando-raid.

For 100.- kr blandet…

Et smukt Eslau askebæger, der kan blive bloklysestage, for ingen ryger så meget, at det kan udløse behov for så stort et askebæger.

En lyngbyvase, lillebitte, men helt perfekt til de første vintergækker eller en fin lille juletulipan.

Og så en fin glasvitrine.

Lidt for afskallet til min smag, men lidt sandpapir, grunder og en fræk blank farvestrålende lak, så er den i vinkel.

Jeg forestiller mig, at den kan hænge godt ved siden af akrylsættekassen.

Der findes vist rigeligt dillerdaller og tingeling her i huset, som kan stilles i både det ene og det andet.

Et hundrede danske kroner lige ud.

Det var billigt.

Så jeg kan vist godt tillade mig at snuppe en runde mere mellem de kirkelige lopper i eftermiddag…

For hjerte og sjæl, Genbrug

GENBRUGSLÆKKERIER…

28/09/2010

Jeg har ofte skønne genbrugsfund med hjem om tirsdagen, for der går min vej efter endt arbejdsdag forbi flere små listige butikker, hvor jeg gang på gang er heldig at få en hel masse for nærmest ingenting.

Bordene f.eks.  –  hvor vi bare elsker det bakkebord –  tirsdagskøb!

Schollertvasen –  jamen er den ikke bare vidunderlig – torsdagkøb i tirsdagsbutikken!

Og i dag så en vidunderlig boblet grøn glasskål, et smukt fad og en cool tekande.

Heldig heldig og heldig, 32 kroner for sådan en samling lækkerier…

Boblerne bliver her hos mig og vil komme til at huse en masse blomster, det ved jeg bare.

Fadet og tekanden er købt til Sophie, og jeg ved, at det vil blive brugt og aet.

Mon ikke jeg skulle finde et par lækre kasser te at sende med til indvielse af den aldrig brugte kande?!

Jeg tænker, at tekanden har haft en søster beregnet til kaffe, og det er hende, der har været i brug, for denne her har allerhøjest skvulpet en enkelt brygning rundt i sit grønne indre.

Genbrugslækkerier på en smuk septembertirsdag –

det er sgi da lige til at blive lykkelig af…

Arbejdsliv, Genbrug, Strik

FORDELING…

20/09/2010

Tirsdag morgen holder vi fordelingsmøde på jobbet, nye familier fordeles mellem de, der har en smule luft i kalenderen.

Vi aser og maser og hiver og slider for at få det hele til at gå op, for der er flere, der trænger, end vi har hænder til at løfte med.

I morgen er der så andet end arbejde, der skal fordeles, der er også uld.

Jeg er i gang med den store oprydning i alle rum i vores hus, ét af gangen, og helt i bund, alt bliver vendt og vurderet –

blive eller ud…

I går tog jeg hul på vores påklædningsværelse, og der var en hel del i ud-kategorien; tøj, der havde ligget ubrugt for længe, sko, som hørte en anden mode til, uparrede strømper og lettere falmede dynebetræk.

Til genbrug med det, ja selvfølgelig ikke de enlige sokker, men alt det andet kan sikkert bruges.

Noget af det, der ikke længere skal bo her, er dog ikke kommet i de store poser.

Mange af mine uldne tørklæder af både trekantet og aflang sort er kommet i en bunke for sig og i morgen ryger de til fordeling mellem mine skønne kolleger, der ofte har en fin lille kommentar til det strik, som jeg svøber min hals i.

I morgen kan de så finde ud af, hvem der trænger til hvad, det vil jeg blande mig helt og aldeles udenom.

Der er til dem alle og jeg håber, at det uldne får lov at få nyt liv om en anden hals og nakke end min…