Browsing Category

Genbrug

For hjerte og sjæl, Genbrug, Nye rammer

ANNE – NU MED HOLLANDSK UDTRÆK…

05/09/2011

Nød lærer nøgen kvinde at spinde og bodeling lærer kommende fraskilt at gå ned i størrelse.

Bopælen er mindre, ovnen er mindre, kroppen er mindre og nu er spisebordet det sørme også!

 

Men det kan blive stort kan det –

nærmest dobbelt så stort, hvis jeg lige hiver lidt i enderne, så det hollandske udtræk trylles frem.

 

Skilt ad og transporteret hjem i Panda’en fra samme genbrugs som den lille puf.

Gode køb – synes jeg…

 

Stole var der såmænd også til –

med nappa polster og hele svineriet!

Der stod jeg af, lige i overkanten meget retro på én gang til min smag, men bordet, det er jeg vild med.

 

Og sammen med de moderne hvide stole er jeg sikker på, at det gamle bord vil være vært for mange hyggelige måltider.

For 2 eller 5 eller 8, vi hiver bare bordet længere og sætter flere stole til…

 

Det sorte skat-skab hjemme fra alrummet er kommet op på væggen her og alle de gode sager er fyldt i igen.

Den skarpøjede kan nok se de to huller til venstre for skabet, de venter på et andet lille skab, der ligger ude på min veranda og hærder, det har også fået blank sort maling og jeg er sikker på, at de bliver et godt makker par der på væggen sammen med Trampedach og Sylvester.

 

Home sweet home.

Ikke af lyst men mere af nød.

Men dog et rigtigt dejligt hjem på Anne’sk.

 

Og nu endda med udtræk…

Genbrug, Krea, Nye rammer

PIF – PAF – NY PUF…

04/09/2011

En lille og forsømt puf med “lækkert” grønt velourbetræk fra genbrugsen til en flad 50’er.

En meter stof fra Ikeas hylde.

 

Og ikke mindst en kær veninde, der er ferm med symaskine og hæfteklammemaskineri.

1-2-3 og så havde jeg en lille skammel til at hvile fødderne på, de trætte flade flyttefødder.

 

Heldigt og herligt.

Og så en lille frøkenhat til…

For hjerte og sjæl, Genbrug

NÅR MAN KØBER MARGARINE…

28/08/2011

Nede i fru Hansens kælder
kan man købe frikadeller,
når man køber margarine,
må man ikke stå og grine,
når man køber æg,
må man ikke lave skæg.

 

Jeg grinede ikke – men købte selvfølgelig heller ikke margarine.

Jeg smilede bare stort, fordi jeg fik mig en smuk skål til at have det i.

 

En stor flot Rörstrand med låg, helt perfekt stand og ikke til at lade stå.

Den er fra en serie, der hedder Wasa, og det gule og grønne mønster er da retro på allerbedste måde…

 

Jeg bruger aldrig margarine, aldrig aldrig, så jeg må finde på noget andet at bruge den til.

Lakridser måske?!

Eller feta! Den kan vist godt rumme én af de store bløde blokke.

 

Den kommer i alle tilfælde ikke til at stå tom, den skal bruges og det vil den blive.

Og jeg vil holde øje med en smør-makker, for den gode Rörstrand Picnik smør-ting, som jeg købte en sommermorgen i Hune for snart længe siden, er desværre blevet slået i stykker.

Ikke låget, som er det der plejer at ryge på sådan en fætter, men selve skålen, der bare var så fin.

 

Og smør, det bruger jeg, så selvfølgelig må jeg ha’ mig en anden én.

En Wasa måske.

En dag når den lige pludselig er der…