For længe siden downloadede jeg en App til min IPhone, men da den først lå på telefonen skete der ikke rigtigt mere.
Instagram samlede støv og jeg havde nærmest glemt den, altså lige indtil der begyndte at dukke lækre billeder op rundt omkring, som var taget med lige præcis denne lille App.
Nu er jeg nærmest Instaoman, knipser løs og lægger op, og kigger ofte forbi for at tage en tjekker på, hvad de andre nu har gang i.
“De andre” er nogle af mine venner og bekendte, både fra det liv, der leves i virkeligheden og også fra det liv, som leves i cyberspace. Søde og dejlige mennesker, der inspirerer og deler det, som gør dem glade og godt tilpas og det som fylder lige her og nu.
En slags fotoblogging kan man vel også kalde det. Det går lynhurtigt, ingen ord eller omveje, bare lige på og op med skidtet.
Der er mange muligheder på Instagram, forskellige filtre at lægge oven på dine fotos, og det behøver ikke nødvendigvis at være billeder, der er taget med din mobil, en lille tidsrøver er det, men en af de sjove af slagsen.
Du kan finde mig som @anneds på mobilen og også lige her på Followgram.
Hvis du ikke allerede har App’en, så synes jeg, at du skal hente den.
Man kan godt være på uden selv at lægge billeder op og også følge med hos andre uden at dele egne knipserier.
Bomuldsbloomers til en sensommerbaby og en bølgende uldcardigan til at lune en voksen.
Begge med toner af gråt og en gul følgesvend, det småtte strik på tynde pinde og det større på tykke.
Jeg bliver aldrig træt at striber, hverken til mig selv eller andre, og det var åbenbart en omgang af den slags striberier, der skulle til for at jeg kom tilbage på det lidt mere aktive strikkespor…
Babystriberne er strikket efter en lille opskrift fra Stof og Stil, mindre end 3 nøgler bomuld er brugt og jeg synes, at de små luftige bukser er vidunderlige, masser af bevægelsesfrihed og masser af blødhed. Jeg mangler i virkeligheden at strikke den belægning, der skal være forinden på kanten af benene, men jeg tror, at jeg springer over, det bliver for bumlet synes jeg, så hellere trække tøjet ned eller af, når der skal monteres en frisk ble.
Jeg snupper et par mere i samme model, garn er her nok af og farvekombinationer til striber bliver man vel aldrig helt færdig med at lege med…
De uldne striber skal ende som en cardi til mig selv og med lynomgange på p.6 kan jeg måske nå at lune mig i den inden denne kolde våde maj forvandler sig til sommer.
Mønsteret er “ud-af-hovedet-og-ned-på-pinden”, jeg satser på godt resultat men der er jo ingen garanti, når dogmestrikkes. Det ser dog indtil videre rigtigt hærderligt ud.
Garnet er super blød merino oppe fra Gug og jeg har med egne øjne set, at det findes i en række skønne farver, så hvis denne her cardi får den facon, som jeg drømmer om, så er der basis for ensfarvede og også andre striber. Disse her farver var bare lige dem, der af sig selv sprang i kurven for et par uger siden.
Og faktisk så så jeg sidste fredag, at helt de samme var landet i en anden indkøbsspand, spændende hvad de mon bliver til på hendes pinde?! Garanteret noget rigtigt godt og gråt…
Jeg har ikke strikket i flamé garn siden engang i 80’erne, men der strikkede jeg til gengæld rigtigt rigtigt meget i det, både i uld og bomuld, og jeg er vist klar til mere af den slags nu. Trænger til lidt afveksling for i laaaannggg tid har der stort set ikke været andet end tynd shetlandsuld på pindene. Og det vil sikkert også blive ved med at være det, som jeg bruger mest, men lidt afveksling er helt på sin plads.
Så afsted i striber og tyndt og tykt. Lige om lidt er jeg klar til den nederste rib og bagefter to lynhurtige ærmer.
Opklipning og kantstrik tager heller ingen tid.
Så måske bliver der uldne bølgende striber i søndagspåklædningen…
Først fik vi spisebord med hollandsk udtræk og der er allerede spist rigtigt mange gode og hyggelige måltider omkring det – både med og uden ud- og overtræk.
Nu er her blevet opgradet med både spisestue og skænk!
Jamen hvad skal det da ikke ende med?!
Vi har fået flere kvm ved at leje lejligheden ovenpå til teenagehule og så bliver jeg her nedenunder med mere luft omkring mig. Det er SÅ herligt at få mere rum mellem møblerne og mindst lige så herligt for pigerne at have deres egne rum ovenpå.
Der er kun de to lejligheder, der deles om indgang og opgang, så ingen andre færdes på “vores” trappe og dørene ud til den kan stå åbne så vi kan høre og fornemme hinanden.
Og jo selvfølgelig også lukkes, når der på livlige dage er brug for det…
Amanda er rykket op og er godt i gang med at indrette sig med rod og hygge og jeg rumsterer i hendes gamle værelse med spisebord og stole og lamper og nymalede billederammer og lækre vindueskarme at smide dims og dut i.
Og sørme også med en skænk – en MEGA tung teakskænk – som har efterladt mig med ømme arme, store blågrønne knubs og en dørkarm med hul. Den er købt i en lokal “genner”, der også fik betaling for udbringning, som så kun gik til fortovet. Men med lidt smørelse og søde smil fik jeg den dog båret op i vores lille entré, hvor den fyldte DET HELE.
Hurra for en underbo, der gad at hjælpe med at slæbe afsted, uden hans hjælp havde den stået derude endnu, for på trods af masser af vilje, et håndklæde at skubbe på og gode puf af Amanda og hiv af mig, så stod den hvor den stod og vi kunne ikke få den drejet om hjørnet igennem døren.
Det kunne jeg heldigvis med lidt mandehjælp og nu står den lige der, hvor den skal, fin og blød og supervelholdt og skal lige om lidt fyldes med noget af alt det, som er ved at eksplodere ud af mit krea-skab i mit værelse…
Der er kommet en lille smule på væggene.
Et gammelt Karin Olesen litografi, som jeg holder meget af og så et par “platter”. Én af Donna Wilson og én af Wiinblad, som i dagens anledning er blevet pyntet med farver, der matcher Donnas orangehårede pigebarn. De får lov at hænge lidt men ikke for evigt, bare lige som en farveklat i foråret.
På skænken står to små billeder, som jeg glæder mig til at finde den rette plads til.
De er malet i lørdags under t.i.n.g.s åbning, hvor Tanja og Sidsel fra Linked Ink sad ovenpå imellem alle de smukke nye møbler og malede lækkerier, som kunderne købte med glade smil.
Superfin idé, synes jeg, og havde pungen været fyldt som en hestehandler, så havde jeg bestemt også hevet mere med hjem.
En eller anden dag så VIL jeg ha’ et par af deres “rigtige” billeder.
Bare – hosthost – ét af fra hver af dem .
Måske en dag, hvor jeg rykker videre herfra til et sted med store vægge, der vil kunne favne et KÆMPE billede.
Indtil da vil jeg glæde mig over petit-udgaverne, over den store skænk og allermest over, at vi nu kan slå ud med armene her i rummene uden at et eller andet væltes omkuld.
Anne Stange – nu med spisestue og skænk – det lyder næsten voksent…
