Gode sites

Det bestemmer du selv. Vi synes det er et godt redskab til at dele sin hjerne og sit hjerte med andre mennesker. At stoppe tiden. At nyde. At mindes. At lytte bare for at lytte, og at fortælle bare for at fortælle

og alle har deres fortællestemme.

Og JA for pokker, vi har alle historier, gode historier om små men betydelige hverdagsoplevelser, fra før og fra nu, historier om os og de mennesker, som har gjort indtryk, om oplevelser, som har været helt særlige, om dit og dat og en hel masse andet. 

Historier, der kan fortælles og give liv til nye, historier, der rører og inspirerer. Jeg elsker dem, historierne, uden dem var livet mindre farverigt.

Så jeg er klar!

Hvem vil spille?

NU…

Jeg fortalte om spillet på mit job i dag og i løbet af bare få øjeblikke var der gang i snakken om, hvordan vi også kunne bruge det professionelt, på den ene måde og på den anden måde, til børn og til voksne, med og uden os og vi fik os talt rigtigt varme på nogle idéerne.

Og også på tanken om, hvordan det kommende spil – Styrkespillet – også bare vil være en gevinst i vores familiearbejde.

En af mine kolleger fik gang i sine erindringer om sin barndomshelt, Sølvpil, om de orange holdere, som han havde bladene i, om de små Dymo-mærkater, som hans mor havde sat på holderne.

Han behøvede bare lige det lille stikord og så var han ellers i gang.

Jeg havde også en barndomshelt.

Jeg vender timeglasset fra spillet og skriver om ham i 3 min – præcis – for det er den tid, som en lynhistorie må vare.

1-2-3- skriv!

Da jeg var barn boede der en dreng, der hed Paul, i huset bag mig. Han boede sammen med sine forældre og sine to søstre, den ene hed Britta og den anden hed Marlis. Tror jeg.

Paul var en lidt lang og ranglet dreng, 6-7 år ældre end mig, han havde blødt brunt krøllet hår og han kunne fløjte. Han spillede  fodbold og kørte vildt på cykel, endda uden hænder.

Jeg syntes, at Paul var helt vildt klog, for han kunne både tale og forstå ægte synnejysk, som jeg bare syntes var et rigtigt svært og udenlandsk sprog.

Pauls far hed Henry, han var en lille mager mand, der var skomager med egen butik og han havde et blåt forklæde, der var helt stift af lim og han lugtede rigtigt stærkt af skocreme og sikkert også giftigt lim. 

Pauls mor hed Mutti og var dagplejemor, hun var stor og trind og kunne råbe meget højt, også på synnejysk, og ja Mutti hed hun jo nok ikke, men jeg ved faktisk ikke, hvad hun hed, når hun ikke var mor.

Paul havde seje venner, der kom og spillede fodbold med ham, ind imellem susede alle de store drenge ind i gården og smed deres cykler op ad murene og stod der og slog lidt på hinanden. Lammere var det vist og hestebid blev det også til, mens de hylede op. Jeg sagde ikke et ord, jeg gloede bare.

Når de havde moslet lidt rundt, så gik Paul over under vinduet til sin mors køkken og råbte op til hende:

Mutti mutti kyt lie æ bul u a æ vinne!

Mand det var en sej måde at få sin fodbold på, sådan lige kastet ud af vinduet af muttis store overarm.

3 minutter.

Slut.

Ikke mere historie om Paul.

Men for pokker, hvor jeg da glæder mig til at spille en hel masse Lynhistorier i ferien. Pigerne bliver tvangsindlagt.

Hva’ med jer andre?

Har I også lyst?

Måske kan I nå at få et spil i postkassen inden det bliver d.24.

Måske årets mandelgave…