Browsing Category

Gode sites

Genbrug, Gode sites, Inspiration, Jul, Julekalender, Krea, Pynt

10.DECEMBER…

10/12/2011

En lille lørdagssysselting.

Et stykke pynt af papir og snor.

 

Rie Elise Larsen, som laver skønt papir og mange andre fine sager, har lavet en række Clevin-agtige videoer, der ligger på hendes blog og på You Tube, og med lidt lækkert papir og en lille smule fingersnilde kan vi nu alle lave julekugler og -kurve.

Hun har også været så sød at lægge en fin skabelon på sin side, lige til at printe, så i løbet af ingen ting kan man være julekugleklippeklar…

 

Jeg har lavet kugler i både RELs kraftige papir og også klippet nogen af gamle magasiner.

Begge dele fungerer fint, men der er lidt mere “hold” i kuglerne i det lidt stivere papir fra fruen selv.

 

Kuglerne på billederne her er lavet af et enkelt Alt for Damerne, pink smykkesnor og et gammelt frimærke.

 

Jeg har hængt dem som pynt på et par kulørte stager, fint synes jeg, jeg skal bare lige huske at puste lysene ud, før de brænder snoren over.

Men det husker jeg vel?!

Måske!

 

Julekurven er også fin.

Måske skulle jeg sætte mig med en god kop te, papir og lim og så lade husmoderpligterne passe sig selv.

Det tror jeg.

God lørdag…

Faktaboks, Garn, Gode sites, Jul, Strik, Strikkeopskrifter

JULIA JULIA HOPSASA…

05/12/2011

Et af fredags beskedne indkøb hos Tante Grøn var deres nye og SÅ fine nissehue.

Strikket i deres bløde Havblik, som fåes i vel omkring 50 skønne nuancer.

 

Ingen skrappe men rigtigt mange fine douce farver.

Man kan let få lyst til at snuppe et nøgle af hver…

 

Men det gjorde jeg ikke!

Jeg tog bare 2.

Ét i den varme julerøde og ét i en fin koral.

 

Ganske få gram gik til den snoede kant og bare lidt mere end et halvt nøgle gik til resten af huen.

Jeg kan let få en stribet en af slagsen af det tiloversblevne og det må jeg hellere gøre.

 

Der er vel nok en enkelt lille julepige indenfor rækkevidde, som gerne vil ha’ en Julia hue på toppen, også selv om den er “strivred”…

 

Når man køber opskriften, som er tanternes egen, så får man både et ark med opskriften på Julia, som ses her, og så et ark med en opskrift på Nis, som er en glatstrikket hue med en lille fin kant uden snoning.

Og kan man blive enig med sig selv om, at kanten på Julia kan være den farve, som selve huen skal strikkes i til Nis, ja så er der mere end rigeligt til 2 huer i de to nøgler garn, der behøves.

 

I fredags var opskriften endnu så ny, at den ikke havde nået webshoppen, men jeg fik at vide, at den ville ligge der inden længe og kunne man ikke vente, så var man mere end velkommen til at sende en mail.

 

Så ved I det – jer der drømmer om bløde hjemmestrikkede nissehuer med hopsasa.

Min nystrikkede er til Sia, der bliver 1 år lige om lidt.

Jeg tror, at hun bliver den kæreste lille nisse i Silkeborg og omegn…

 

Billederne her er alt for vilde i farverne i forhold til den hue, der nu ligger her ved siden af mig, men jeg kom altså til at lege lige lovligt meget med nogle små features, da jeg knipsede.

Sådan legetøjskamera-agtige!

 

Men når I kigger hos tanterne, så ser i hvordan det fine garn ser ud i virkeligheden.

Mildt og blødt i udtrykket…

 

FAKTABOKS

 

Mønster Julia huemønster fra Tante Grøn i Odense

 

Garn Havblik fra samme butik. Huen vejer lige i omegnen af 06 g hvoraf vel kun de 5-8 stykker er kontrastfarven og resten den julerøde, som har farvenummer 55

 

Grej Addi Turbo rundpind 4 mm og et par strømpepinde i samme tykkelse til at strikke snoningskanten på.

 

Egne krumspring Ingen overhovedet, det var der ingen grund til at bruge energi på, huen er lige præcis som sådan en hue skal være.

 

Nu glæder jeg mig bare til at få afleveret huen og se om den mon passer og om “man” må få den på…

 

Gode sites, Inspiration, Julekalender, Krea, Pynt

5. DECEMBER…

05/12/2011

Jeg har foldet stjerner til vores vinduer, Steiner stjerner kalder vi dem herhjemme, andre steder kaldes de også Waldorff Window Stars.

Planen er én på hver af de øverste ruder i dannebrog’erne, som der er 6 af, og 2 af dem med 3 og 5 fag.

 

Mon ikke, at jeg bliver ret ferm, før jeg er igennem alle vinduerne?!

Måske når jeg også at fortryde projektet undervejs, men de, der ender med at komme op, vil vi være glade for.

For smukke – det er de…

 

Jeg har før købt nogle enkelte af Karen Klarbæk, som hendes mor vist havde foldet.

De var lavet i noget papir, der føltes som om, at det var vokset. Lidt glat og fedtet var der.

Sådanne ark har jeg senere fundet i Askeladen i Århus og jeg har forstået, at det skulle være det “rigtige” papir at folde i.

 

Men mindre kan også gøre det!

Silkepapir f.eks.

Eller lækkert kalker-papir fra boghandleren.

 

Men helt almindeligt madpapir er også fint og med den pris en kilometer af den slags har, ja så kan man også kyle stjernen efter jul uden at føle, at man har smidt halvdelen af sin pensionsopsparing i affaldsspanden…

 

Jeg har fundet en fin anvisning på folderiet lige her men med Google som lille hjælper kan du let finde en hel masse andre steder med smukke smukke stjerner, der har fået nogle flere vrid og ganske mange flere “facetter”.

 

Hvis du kender en smuk stjerne, som du synes, at vi andre skal folde eller hvis du kender en netshop, der sælger det fedtede papir, så læg gerne en kommentar, så jeg og sikkert også andre kan forfølge vores stjernedrømme…