Browsing Category

Gode sites

Garn, Gode sites, Strik, Strikkeopskrifter

KASHMIR FARVER…

30/12/2013

Kashmir riller...

Silkmohair...

Syrlig på blå riller...

Jeg har fået et par søde henvendelser omkring mit farvevalg til Kashmir.
Fra nogen, der tænker, at mine farver er gode og som gerne vil vide hvad de forskellige er for nogen.

Og det ville jeg da gerne hjælpe med –
hvis ellers jeg kunne.

For som skrevet, så er min Kashmir en lager-trøje, alle garner er hevet op af skufferne herhjemme og mange af dem er mindre nøgler uden banderoler.
Købt mange forskellige steder og i forskellige “mærker”, en stor smuk pærevæillng af Isager, Holst og Blackhill og andet uldgarn med nogenlunde samme løbelængde.
Jeg kan kende forskel på det meste af garnet og husker også mange af navnene, men det hjælper ikke så meget, for nogle af butikkerne, hvor det i sin tid er købt, og andre af farverne er ikke de samme længere.

Så derfor ingen facit-liste til de nøjagtige farver på min Kashmir…

Men hjælp er der alligevel at hente.
Jeg har været smart, synes jeg selv.

Forleden da jeg var nordpå hos dejlige venner, der fylder vores liv på den allerbedste måde, så gik jeg på opdagelse, mens middagen snurrede i den nye sous vide.
Jeg gik ind ved siden af og tog en runde på hylderne der og fandt de farver, der næsten til forveksling ligner dem, som jeg har i min strikkepose.

Så hvis du vil strikke en Kashmir i samme tone som min, en blå-grå-senneps én, så kan du bruge følgende:

BLackhill Højlandsuld i farverne:

BLY (den har jeg som den gennemgående farve)

RULLESTEN (den har jeg 100 g af, så det er altså den, som bliver til ærmer og lommer)

MØRK RULLESTEN

LYS INDIGO

ÅBENT HAV

ANDEÆG

SPIDSKOMMEN

SYRLIG

I Kid mohair silk kvaliteten er min farve vist den, som hedder mørk petrol, men den er ikke på lager.
Du vil fint kunne erstattet den med Mellemgrå #4, det vil ikke gøre den store forskel i det store færdigstrikkede billede.

Nøglerne hos Garnudsalg er 100 grams og det vil betyde, at du vil få en del dejlige rester til andre projekter, når Kashmir er færdig, men prisen er jo forrygende, nærmest 1/3 del af prisen ift original garnet.
Så der er vel ikke så meget at overveje her…

Jeg er godt i gang med min Kashmir, det er et lækkert strikketøj.
Jeg kunne ha’ været betydeligt længere, men kattene havde holdt en nattefest en af dagene op til jul og jeg måtte pille hele skidtet op og starte forfra.
Pokkers – de pelsdyr må spærres ud af strikkehule, både de små hurtige og så ham det store drog.

Men jeg er i gang igen, længere oppe på arbejdet nu, end da kattene tog livet af det og lige om lidt begynder jeg udtagning til ærmerunding.
Jeg elsker at strikke riller og jeg nyder at sidde og ordne og vælge farverne, jeg er så tilfreds med beslutningen om de blå-grå toner, den bliver så anvendelig og rigtigt meget Anne.
Til jeans, grålige skjorter og mine Ritastøvler.

Jeg mangler bare lige at finde det helt rigtige store tørklæde, som skal sætte prikken over Kashmir i’et…

Som skrevet i det første indlæg om Kashmir, så strikker jeg på en p 5.5 mm, jeg strikker med dobbelt højland og en tråd mohair hele vejen og det bliver virkelig fint, dejligt formfast og med et smukt udtryk.
Gør dig selv den tjeneste at lave en strikkeprøve for denne kæmpe jakke kan let komme ud af facon og blive kedelig og slasket, hvis du ikke holder strikkefastheden.

Det tager jo bare 5 minutter med den prøve og er så meget værd.

Jeg strikker i str s/m, det var den størrelse, som jeg prøvede hos Tøndering og den passede rigtigt fint, og jeg kan roligt sige, at jeg altså ikke er en størrelse small til hverdag, men at jeg i denne jakke var en størrelse rigtig passende i den lille udgave.

Kashmir kalder –
jeg er nærmest rilleafhængig og glæder mig samtidig så meget til at kunne svøbe mig i den fine bløde lune jakke…

Gode sites, Hjemme, Pynt

STILIGT CIRKUSLYS TIL VINTERMØRKET…

03/11/2013

Stiligt cirkuslys,,,

Lille og buttet...

Klar til udpakning og ophængning...

For længe siden – som i RIGTIGT længe siden – forelskede jeg mig i en lyskæde i svenske Granit.
Et besøg i butikken i Malmø er et absolut must, når jeg er på den side af Øresund, jeg må bare derind også selv om der ikke altid er de store penge at solde for.

De har verdens bedste madkasser, pæn pæn opbevaring til både køkken, kontor og værelser. De har fine lyskæder og enkelt og godt boligtilbehør og alt er holdt i rolige farver og former, det kan jeg li, det er en god pendant til alle vores loppeting herhjemme.

Det var vel nærmest, hvad man kan kalde kærlighed ved første blik, da jeg så den store lyskæde med kraftig sort ledningsværk og grove fatninger, jeg kom til at tænke på sommer, cirkus og skydetelte. Bare uden de farvede eller blikende pærer.
Men det blev ved forelskelsen, den kom ikke med hjem første gang.

Og heller ikke anden, tredie eller en af de mange andre gange.
Først nok mest fordi det nærmest kun var mig, der var forelsket.
Senere mere fordi, at turen derover æder en del af den pulje, som man kunne ønske sig at handle for.

Så ingen lyskæde til fruen…

Ikke før i går.
I går kom den med hjem og straks monteret og tændt.

For engang i sommer spottede jeg den i et magasin og kunne se, at den, der var afbilledet der, var fra danske House Doctor og ville være at finde i en kiosk i nærheden.
Og jeg har jo en mere end god pusher af HD lækkerier lige ved hånden og jeg var oven i købet så heldig, at den var bestilt til butikken.

Og så har jeg ventet. Og ventet. Og ventet lidt igen.
Og ind imellem glemt den.
For det var jo ikke en livsnødvendighed. Bare tæt derpå.

Og så i går, så var den der, og Helle huskede det, og jeg huskede det og alt var herligt og jeg fik den med.
Alle de små buttede pærer blev straks monteret og det var nærmest som når lysene tændes på træet juleaften, da jeg satte stikket i kontakten.

Næh.
Ihhh.
Ååhhhh.

Så glad blev jeg og så glad er jeg også i dag.
For det der med at ønske sig noget rigtigt længe og så pludselig ha’ det hos sig, det er på en eller anden måde bare dobbelt fryd…

Jeg havde en idé om, at kæden skulle hænge rundt om den dobbelt dør, der er imellem stuerne, og sådan startede jeg også med at hænge den.
Men det gik ikke.
Der er for langt imellem pærerne til at det så fint ud, så nu hænger den bare slynget tredobbelt om et lille søm monteret i den ene side af døren.
Lang og fin og sort og lysende hænger den der og sender et dejligt lys ud i rummet og giver stuen en ny dimension, fordi den bløder et tidligere mørkt hjørne op.

Alt godt kommer til den, der venter.
Tålmodigt.

Det gjorde jeg.
Og nu har jeg så et stiligt cirkuslys til at pynte vores stuer i vintermørket.

Og mon ikke den vil komme til at indgå i sommerens aftener på verandaen.
Det tror jeg…

Faktaboks, Garn, Gode sites, Strik, Strikkeopskrifter

BOLT…

14/05/2013

Bolt...

Mørk kornblomst...

Bolt...

Torsdag aften blev jeg færdig med min græsgrønne cardigan.
Liselotte og jeg blev alt for længe oppe for at vente på, at den blev vugget i vaskemaskinen og bagefter lagt til tørre.

I weekenden hang til i butikken som inspiration og der hænger den endnu.
Jeg glemte dem.
Suk altså, gammelmor, jeg havde endda sådan glædet mig til at skulle ha’ den på.

Jeg havde ikke taget andet strikketøj, endnu mere suk altså, for uden uld og pinde duer ikke denne kvinde og fredag aften måtte jeg lige finde noget, som jeg kunne tage et par pinde på, hvis der lørdag blev mulighed for en pind mellem ekspeditionerne.

På butikkens bugnende hylder blev der hentet et nøgle Sorten muld og et et nøgle Mørk kornblomst og en opskrift blev indkøbt til at strikke en lille Mors dags gave, som nu kan sendes til København…

Valget faldt på Bolt.
Et lille stribet sjal af Veera Välimäki, som også står bag det Color Affection, som jeg strikkede til min mor sidste forår.

Jeg ved, at min mor holder af de grafiske udtryk, som flere af Veera’s sjaler har og tænkte, at det nok også gik med et Bolt.
Farvene blev valgt efter eget humør, men med udgangspunkt i det, som min mor oftest klæder sig i.

Jeg stødte på Bolt i Jared Floods Wool People 5 og købte mønstret som download direkte fra siden der.
Elsker når den slags kan lade sig gøre. 2 sekunder fra strikkelyst til print af mønster…

Jeg har lukket den sidste maske i dag, strikkede langt det meste søndag, i går var der ingen energi til at afslutte, men nu ligger det klart til en lille tur på uldprogram, så ulden kan få lov at rejse sig og maskerne lægge sig smukt.
Min mor har modtaget foto og siger Smadderfint!

Der kommer lige en lille bitte faktaboks uden mål og vægt, for jeg er tør for batteri. Både jeg og min køkkenvægt…

Faktaboks

Mønster Bolt af Veera Välimäki

Garn Ca 80 gram Blackhill i farverne Sorten muld og Mørk kornblomst

Pinde Addi Turbo 3.5 mm. Det er og bliver mine yndlingspinde lige meget hvilke fristelser og lækkerier jeg bliver viftet om næsen med.

Egne krumspring Ingen overhovedet. Jeg har bare gjort, som skrevet står.

Den Mørke kornblomst er meget meget kønnere og varme IRL men jeg lader billederne her være som de er, omfotografering kommer ikke på tale.
Ikke-nikke-nej!
Jeg skal nemlig ind og slå op til et nyt stykke strik og det kan kun gå for langsomt…