Siden jeg hæklede det store tæppe i alle mulige og umulige rester af tyndt uldgarn fra skufferne, er der kommet et par mere af hæklenålen.
Ikke så store som det første, men gode barnevognstæpper i forskellige nuancer.
Der er lavet ét i alpacarester og så er det lille grønlige her.
Fine er de, hvis jeg sådan selv skal sige det, og jeg tænker, at de vil være rigtigt dejligt at holde sin baby varm med, når vi nu snart rammer dage med regn, blæst og lave temperaturer og forhåbentligt også sne senere på sæsonen.
Det er stærkt vanedannende, dette stribehækleri, den ene stribe tager den anden og jeg må bare lige ha’ en mere, inden jeg lægger mig fra det.
Altså hvis jeg overhovedet får samlet det op fra kurven, det er jo lidt af en kunst i denne tid…
Jeg synes at det er så fin en måde at udrydde rester på og også få brugt nogle af de nøgler, som måske er landet her på dage, hvor jeg ikke har været helt skarp på mine farvevalg.
Meter efter meter af ukurant og lettere omsorgssvigtet garn bliver brugt og det føles godt.
Jeg bliver ved, indtil jeg ikke gider mere med disse små tæpper og det, der så er færdigt til den tid, kommer med på julemarked, så bedstemødre kan købe sig fra ikke selv at skulle sørge for varme til et lille barnebarn.
Nogen vil måske bare forkæle deres kat eller lille hund med lidt godt til kurven, ja hvad ved man om det?!
Jeg hækler med dobbelt garn igen, eller faktisk tredobbelt, 1 tråd uld med den gængse ca 575 løbelængde og så dobbelt tråd af en tynd tynd kitfarvet og lettere bølgende uld fra Kenneths lager.
De vakse vil sikkert fange at kurven med de mange små nøgler er noget sløret, men de vil sikkert også få øje på den lille pelsraket, der sprang op på bordet lige da jeg skulle knipse.
Sigga in action…