Nu mangler jeg kun ærmerne, og de skal blot være 3/4, så der er vel grænser for, hvor lang tid det kan tage, ikke en olympiade i alle tilfælde.
Jeg kommer i mål, godt nok meget længe efter, at legene er slut, men tidtagerne er rejst hjem, så jeg lusker bare over stregen lige så stille, og forsøger at lade som om, at jeg bare lige har taget en ekstra runde for sjov…
Jeg er kommet godt igennem de indledende runder af den uldne olympiade, har fundet melodien med hæklenålen, og det ender med, at jeg kommer til at holde af denne måde at beskæftige hænderne på.
Modellen passer som fod i hose, jeg har jo kunnet prøve den på, nu hvor der er taget fra til ærmer og sådan, den bliver god over vinterens langærmede t-shirts.
Mens jeg sidder og hækler frem og tilbage og frem og tilbage, så lægger jeg planer om bindebånd på ryggen, et enkelt lille broderi på overarmen og nogle flotte knapper, måske hæklede, hvem ved?!
Jeg kan hækle nu, ja jeg kan…
Mine hæklede firkanter har måtte ligge stille nogle dage, jeg har været ret utilfreds med “flappende” kanter, og har troet, at jeg alligevel var håbløs til at styre hæklenålen, suk og mere opgivende suk.
Men nu har hæklehajen Hanne været forbi, og hun har givet grønt lys for videre arbejde, mine hæklerier ser ikke så ringe ud endda, siger hun, og jeg vælger simpelthen at stole på det.
Så videre der ud a’ med de kulørte lapper…
Jeg havde vejet et af de små dunter, inden jeg gik i gang, og med udgangspunkt i det havde jeg regnet mig frem til, at der kunne blive to lapper i hver farve.
Men ak, sådan er det ikke, det kan der kun i enkelte af farverne, så nu er der tænkt om i designet og der er hevet en god portion gråt Duo frem fra skuffen, som skal bruges til hver anden lap og også ende med at binde hele tørklædet sammen mellem lapperne og også rundt i hele kanten.
Jeg er fortrøstningsfuld og er stadig sikker på, at jeg ender op med en rigtig dejlig hælket halsting – engang…
