Egentlig startede den meget godt og aktivt ud denne gode sollune søndag.
Tidligt op, lidt rengøring og indkøb og en runde på bagagerumsmarked. Senere en tur om en af byens smukke søer med en dejlig veninde, der også gad at hænge ud i haven med kolde drikke, kager og en balje kaffe.
Verden blev vendt, uduelige hundehoveder hudflettet og dejlige livselementer hyldet.
Jeg har hæklet, jeg har foldet traner, jeg har aet min hund og min frække kat, jeg har foldet vasketøj og nippet blomster.
Men alt sammen inden kl 15.
Siden da er der ikke sket en hujende fis…
Gassen gik af ballonen og glansen af Skt Gertrud og jeg har halet torsk i land på sofaen og stirret tomt på nogle gymnaster, der havde svært ved at få deres “nedslag” til at spille.
Jeg blev træt og endnu mere træt og helt slatten i min krop. Føltes faktisk som en lille influenza. Ikke passende på nuværende tidspunkt, synes jeg.
Måske er det bare helt almindelig søndagsløvsind eller en blå følelse fordi ferien er ved at være brugt og hverdagen hvisker Kom.
Måske er det en sommerforkølelse eller et mat hjerte, der siger Stille nu.
Jeg lægger mig lige under et blødt tæppe med en ulden kat på maven og mærker efter.
Og så håber jeg på, at aftensmaden kan findes et sted i nærheden, et sted som ikke hedder Mors køkken.
Også selv om mor’en har fået nye fine dybe tallerkener nede i den genåbnede Retrogarage, der nu er udstyret med flotte hylder og meget mere luft…
Ups da – nu hvor indlægget ligger på siden opdager jeg, at tæppebilledet vender på hovedet. Det får det lige lov til at blive ved med, sådan vender livet også ind imellem…
