Browsing Category

Hjemme

Familieliv, Hjemme, Nye rammer, Pigerne, Pynt, Tosserier, Udveksling

PLATTER OG PLETTER…

24/06/2012

Jeg er i gang med at ordne Lauras værelse oppe ovenpå.

Flyttekasser pakkes ud, tøj lægges på plads, bøger sorteres og sættes i skab og små opstillinger af gammelt og nyt forenes på hyggelig vis.

 

Jeg går deroppe og smiler stort, bare det at bevæge mig i det rum, hvor hun snart skal bo, gør mig varm og rolig. Snart er hun her og jeg glæder mig så usigeligt meget.

Her skal være fint og særligt, når hun lander, hun skal kunne genkende og falde til ro i de nye rammer, som hun indtil nu kun har set på Skype.

 

Det er så vigtigt for mig, at hun kan se, at hun er ventet og at det hun kommer til er lige så meget hendes, som det er vi andres…

 

Hun har givet små pip om, hvad hun ønsker og ikke ønsker, og også fortalt, at det er svært at finde ud af, om hun skal kigge på forhånd eller helt lade sig overraske, når hun træder ind deroppe ved aftentide d.26. juli.

Helt afklaret med det er hun vist ikke, så i dag bliver det bare til en lille sprække på en udvalgt del af væggen.

Måske  kan der komme mere senere.

 

Men lige meget hvad, så hygger jeg mig mere end meget med at hænge op og pille ned og flytte rundt og flytte tilbage.

Det ender godt, det er jeg sikker på, og allerbedst bliver det, når der kommer varmt og levende og krøllet og smilende fyld ind i værelset…

Gode sites, Hjemme, indenfor, Lidt af hvert, Nye rammer

MR. PRESIDENT…

20/06/2012

Lige siden jeg for efterhånden for længe siden så Omabas blå røde valgplakater med Hope, Destiny og Change printet på, har jeg ønsket mig én til min egen væg.

Der var noget med det grafiske udtryk, med manden, med ordene.

Hvem kan ikke ha’ brug for en lille smule forandring, håb med farver på i ny og næ.

 

Jeg blev mindet om mit poster-ønske for en tid siden i Alt for Damerne, hvor han hang med i en boligreportage, og tænkte, at nu var det vist nu, og det blev det.

Allposters har de et solidt udvalg af plakater, men jeg gik målrettet efter lige denne her og skelede nærmest ikke til de andre, jeg vidste af det var det blå røde håb, der skulle hænge her…

 

Lynhurtig ekspedition, 2 dage efter bestilling landede han og i dag fik jeg slæbt en stor ramme med hjem, som kunne huse den temmelig store poster.

Han er kommet i glas og ramme og hænger nu godt og sikkert ude i gangen og jeg smiler lidt hver gang jeg passerer.

Får nærmest lyst til at nikke og sige “Mr. President” men jeg gør det selvfølgelig ikke, jeg smiler bare.

 

Og sender en lille tanke med et lille håb, et håb om, at han får lov at blive lidt længere, der hvor han er nu, for jeg får nærmest ondt inden i, hvis jeg skal tænke på, hvem alternativet er…

 

Håb for mig og mine.

Håb for dig og dine.

Håb for os alle.

Og sikkert også et håb i pap-Obama her om at jeg kravler op på en stol og får afmonteret den forstyrrende snurrende uro, der hænger der og dingler lige midt i ansigtet på ham…

 

For hjerte og sjæl, Hjemme, Mad, Opskrifter, Spiseklub

SOMMERSPISEKLUBSMENU…

19/06/2012

Mandagsmiddagene lever i bedste velgående, men altså mere omkring mit spisebord end her på bloggen.

Jeg har forskellige smålapper liggende med indkøbslister og tilberedningsanvisninger, men om jeg nogensinde får det hele ført til kartoteks og lagt op på bloggen, det må tiden vise, den tid, som ret ofte kommer til at gå med andet end det, som jeg lige havde regnet med, men heldigvis oftest noget af det rare og hyggelige.

 

Men lidt om i aftes kan jeg skrive, for det var en lynhurtig og pærelet sommerservering, som nogle måske kunne bruge til Skt Hans?!

Kylling, nye kartofler, dansk sommer i salatskålen, relish og brød.

Bumbumbum så var det lavet og bumbumbum så var det sat til livs. Med velsmag og behag…

 

Mængden herunder er til 10 pers.

 

3 store gode kyllinger. Køb nogle, der har haft det godt, det sætter aftryk på smagen.

Krydderurter og citron til at fore kyllingerne med.

2 kilo nye små kartofler  –  danske selvfølgelig.

2 gode brød.

1 glas tomat relish

 

Til salat:

2 ps babyspinat

1/2 iceberg

1 bdt forårsløg

1 bdt radiser

1 agurk

2 håndfulde ærter

Lidt frisk grønne asparges

1 bakke jordbær

 

Dressing af olie, æbleeddike og hyldeblomstsaft.

 

Jeg stegte kyllingerne i ovnen, da jeg ikke har en grill, der er stor nok til at rumme sådan en omgang.

Satte dem på “trone” med citroner, persille, timian og hvidløgsfed inden i og lod dem stege ca 5 kvarter ved 220 gr.

 

Kartoflerne kogte jeg på helt almindelig vis, dækket med vand og godt med salt på og så lige en kvart citron og en stor dusk frisk løvstikke i.

 

Til salaten snittede jeg, hvad der snittes kunne, fint og blandede det med de spæde spinatblade og den plukkede iceberg og bredte det så ud på et stort fladt fad og toppede op med de lækreste søde danske jordbær.

En let dressing af rapsolie, æbleeddike og en skvis hyldeblomst blev dryppet over.

 

Enkel og velsmagende middag, der rummede alt det, som gør Danmark dejligst på denne årstid.

Og jeg kan kun endnu engang opfordre til, at man ind imellem inviterer til afslappet aftensmad på en hverdag. Ingen har forventninger om de store serveringer og da slet ikke til nyskuret hjem og boppet hår.

Helt nede på jorden og meget meget hjertevarmende.

Gør det…