Jeg er i gang med at ordne Lauras værelse oppe ovenpå.
Flyttekasser pakkes ud, tøj lægges på plads, bøger sorteres og sættes i skab og små opstillinger af gammelt og nyt forenes på hyggelig vis.
Jeg går deroppe og smiler stort, bare det at bevæge mig i det rum, hvor hun snart skal bo, gør mig varm og rolig. Snart er hun her og jeg glæder mig så usigeligt meget.
Her skal være fint og særligt, når hun lander, hun skal kunne genkende og falde til ro i de nye rammer, som hun indtil nu kun har set på Skype.
Det er så vigtigt for mig, at hun kan se, at hun er ventet og at det hun kommer til er lige så meget hendes, som det er vi andres…
Hun har givet små pip om, hvad hun ønsker og ikke ønsker, og også fortalt, at det er svært at finde ud af, om hun skal kigge på forhånd eller helt lade sig overraske, når hun træder ind deroppe ved aftentide d.26. juli.
Helt afklaret med det er hun vist ikke, så i dag bliver det bare til en lille sprække på en udvalgt del af væggen.
Måske kan der komme mere senere.
Men lige meget hvad, så hygger jeg mig mere end meget med at hænge op og pille ned og flytte rundt og flytte tilbage.
Det ender godt, det er jeg sikker på, og allerbedst bliver det, når der kommer varmt og levende og krøllet og smilende fyld ind i værelset…
