Dagene kommer som perler på en snor, den ene efter den anden, man når knap at sige godnat til den ene før man er i gang med den anden.
Hverdagene fylder. Job, familie, forpligtelser, hus, have, hvalp, indkøb, madlavning, vasketøj, rengøring, aftaler og alt det andet velkendte.
Det er trygt og godt og forudsigeligt.
At det er hverdag, at vi ved hvad vi skal og hvad der forventes af os, at vi kan klare mange af opgaverne med den ene arm på ryggen og halvt lukkede øjne, meget er automatiseret og kører af sig selv uden de store anstrengelser, det er godt for det skaber rum og tid, når noget klares på rutinen.
Så er det at der bliver små oaser af ingenting, små pauser, hvor der kan stemples ud af to-do-listerne og hvor tiden bare flyder, hvor jeg bare flyder, er i flow, hvor kroppen føles let og tankerne tager på langfart.
Det gør godt og det skaber det overskud, som jeg tænker er nødvendigt for mig at samle til at drifte min énmandshær…
Engang løb jeg bare afsted med tungen ud af halsen, sigtede efter fredag, hvor jeg igen kunne få pulsen ned og få lov til at sidde lidt i ro. Men det holder jo ikke det der løberi, jeg har brug for ro og sid-ned til hverdag, hver dag.
Bare lige en lille – og sommetider en større – stund, hvor jeg gør det, som jeg trænger til.
Dagdrømmer.
Blunder.
Aer en kat.
Kysser et barn på håret.
Skriver.
Strikker.
Lakerer en negl.
Sender en sms.
Lytter til musik.
Maler.
Spiller.
Det som jeg trænger til, hvis jeg trænger.
Og ellers er jeg blevet ret god til bare at sidde.
Sidde og glo.
Jeg har gjort det alt for lidt.
Det har taget mig lang tid at mærke, hvor godt det er for mig, og også lang tid at give mig selv lov til at lade de andre gøremål hvile så længe, lang tid faktisk at skabe den ro inden i, som er nødvendig for at de få minutter i ro skal give energi og ikke bare generere mere travlhed, når jeg rejser mig igen.
Ret god er jeg blevet, men ikke så rutineret at det bare sker af sig selv, jeg skal planlægge, sætte rammen og skabe hullet, for ellers kører kroppen og tankerne deres eget løb på de gamle rutiner og pludselig har jeg ikke siddet ned i mange timer, men har flintret rundt for at opfylde på egne og andres formulerede og også aldrig italesatte behov.
Men jeg skaber hullet, åndehullet, til hverdag, hver dag, og det gør mig så godt, det gør mig mere mild, mere rummelig, mere i balance, mere Anne…
I dag blev det lille frikvarter, åndehullet, tilbragt ved spisebordet med udsigt til sæsonens første hyacinter og bløde lys, med en lille varm hund over fødderne, med hænderne begravet i ensformigt men zen-agtigt foldearbejde og med et brunøjet stille barn overfor mig.
Jeg er en heldig kvinde.
Heldig at det kæmpe knubs som livet gav mig for et par år siden sendte mig i en bedre og roligere retning, heldig at jeg var opmærksom på, at jeg gerne ville noget andet, at jeg ville roen og at jeg ville omsorgen og tiden for mig selv.
Og heldig at de, der er omkring mig både i hverdagen og hverdagen, så hvor godt det gjorde mig og derfor gjorde hvad der måtte gøres, for at jeg kunne holde fast i det nye.
De var og er måske i virkeligheden bedre til at holde mig på sporet, end jeg selv er.
Måske havde jeg brug for deres accept og forståelse for selv at kunne overgive mig til roen og det langsommere tempo.
Kys til dem.
“Who says I can’t be free
From all of the things that I used to be?
Rewrite my history
Who says I can’t be free?”
Synger John Mayer.
Jeg gider godt at synge med.
Og jeg bliver bedre og bedre til det…
