Hverdag

Når det kan lade sig gøre for mine jobaftaler kører pigerne til og fra Ikast sammen med mig, de elsker ikke skolebussen, vil hellere slappe af og småsove i mutti’s beskedne Panda.

Jeg nyder at have dem der i den lille sardindåse, at høre om lektier, klassekammerater, orienteringsløb og nye musiknumre, om lærere med smasker med deres tyggegummi og om de kære nuttede 5 årige i keystage 1.

Vi får mange gode snakke i bilen og jeg strækker mig langt for at få den daglige tur til at passe i programmet…

I går eftermiddags var der filmclub på skolen og jeg havde familiesamtaler til 17.15, så der passede det perfekt med et lift hjem, hjem til aftensmad og besøg hos Sophie.

Pigerne stod klar ved bilen, da jeg kom ud fra kontoret, lidt matte og kuldskære efter en lang skoledag, og Laura kigger på mig med de allerstørste plageøjne og spørger

“Kan vi måske stoppe ved tanken og købe en kop kaffe?”

“Kaffe?? Til jer to?? Tænker i på latte eller??”

Og jo tak, det var lige det, som kunne rette oppe på energiniveauet og den indre varme.

Så gang i Panda’en, vroum vroum, afsted mod tanken, op foran den automatiske dør og ud af bilen springer mutti…

Ind i butikken, hen til den store italienske kaffemaskine, og tryk tryk på stor latte.

1 tsk rørsukker i hver, røre røre og på med plasticlåget og op til kassen.

34 kroner, tak!

Kling klang ned i mønttælleren.

Og så pludselig!

BANG!!

Mutti blev ramt midt i ansigtet af den der skovl, der viste hende hvor stor en spade hun var, hvor nem og servicerende og tanketom hun springer afsted.

For ude i bilen, der sad de jo, de to yndige prinsesser, der trængte til kaffe, de sad der og ventede på, at den blev bragt, duftende, hed og sødet, og de sad såmænd lige så stille og smilede. Til hinanden og til deres mor, der kom fejende ud af døren og ind i bilen med de store papkrus…

Hvad skete der lige for den mor?

Glemte hun, at hendes piger begge var født med 2 ganske udemærkede ben hver?

Holddanuligeop – hvor den mor lige pludselig så sig selv udefra. Ikke kønt syn!!

Så fra d.d. henter man selv sin kaffe – og alt det andet som pludseligt kan være livsnødvendigt – man gør det bare. Man skal ikke selv betalte, det gør den voksne stadig gerne, men man letter sin stramme lille popo og så kommer man bare afsted.

Jeg vil lige skynde mig at sige – og det er meget vigtigt – at pigerne på ingen måde tvang mig til at springe efter kaffen, de bad mig ikke, og det var der heller ingen grund til, for jeg løb jo afsted efter den, nærmest inden at de havde nået at udtale ønske og behov.

Jeg må hellere lige få arbejdet lidt med det.

Mit eget overudviklede nu-skal-mor-lige-ordne-gen.

Det skal på pension.

Lige nu…