At jeg elsker at bruge timer i mit køkken er vist ikke gået nogens næse forbi.
Køkkenet er mit fristed, min legeplads, min helle, mit moodboard –
det allerbedste rum i vores hus.
Der er dog også masser af dage i hverdagslivet, hvor tiden ikke er til langstrakt kogekunst og simreretter, der er stribevis af dage, hvor der gerne må komme mad på bordet i løbet af en halv times tid, hurtig mad, mad uden for mange ben i.
Take Away er ikke en mulighed for os, vi bor i en lille flække, hvor der bare er en tyrkisk pizzabager med en sur Smiley og så en retro grillsnask, hvis menukort ikke passer til vores smagsløg.
Så vi må lave vores egen fastfood, og det gør vi gerne, hjertens gerne, for så er jeg også sikker på, at der er andet og bedre grønt i, end der ville være, hvis vi hentede udefra i vores hood…
Den absolut og allermest populære vi-har-travl-ret her hos os er Skramsgade-retten, som er at finde i Trine Hahnemanns “Skøn mad hver dag”.
Det er blevet en klassiker, som alle elsker, og det tager vitterlig ikke længere tid at lave hele måltidet, end det tager at koge de ris, som skal spises til.
Retten serveres med yoghurt og Mange Chutney, begge dele must have’s som får dig til at komme rundt i hele smagsregisteret, når du tygger dig igennem den hjemmelavede fastfood…
Boligliv og Alt for Damerne er også altid leveringsdygtige, når det gælder let og lynhurtig hverdagsmad, og en rundtur på nogle af nettets mange madsider kan være rigtig god inspiration, hvis man synes, at man søber rundt i de sammen 12-15 middagsretter.
Vores hurtigmad i aftes blev Toscansk pasta fra det nye nummer af Boligliv, hot og godt og tjept, også selv om det var en temmelig anderledes oplevelse, at spise hakket gris på den måde.
Grisekød rører vi vel oftest til en eller anden fars, men her var det bare stegt til “smulder”, ny men god vinkel.
Jeg gengiver ikke retten her i indlægget, jeg er ikke så meget for videreformidling på den måde, snup i stedet bladet på hylden i kiosken. Der er jo også andet godt at hente på de glittede sider der.
I dag spiser jeg aftensmad på jobbet, sandwich bliver der serveret, og det er fint nok, men hvis du stadig ikke har bestemt, hvad i skal ha’ i dag, så hepper jeg på Skramsgade-retten.
God appetit og god onsdag…