Browsing Category

indenfor

Blomster, Hjemme, indenfor, Pynt

SOMMERBLOMSTERNE ER TILBAGE…

19/03/2013

Vinduespynt...

Prins Nicolai...

Løve i godt selskab...

It had to be you...

Mens snestormen skulle ha’ fornøjet sig ude har jeg muntret mig inde med at slæbe urtepotter mellem etagerne.
Op i de køligere værelser ovenpå med de grønne planter, som vi har haft i karmene vinteren over, og ned i stuerne med alle pelargonierne, som har overvintret i Amandas kølige værelset.

De er blevet trimmet, har fået nyt muld og et lille bitte skvis gødning.
De afklippede stængler er sorteret og sat i vand og inden længe vil der være aflæggere at komme i friske potter.

Jeg elsker pelargonier, nok allermest dem i de sarte farver, og herinde er det kun Ingrid og Nicolai, der bor, men ude lader jeg nu alligevel de mere farvestrående boltre sig, ingen sommer uden store krukker fyldt til randen af de forskellige sorter.
Men udelivet er ikke så interessant lige nu, i alle tilfælde ikke for sommerblomster, det er bare inde at vi er klar til den slags.

Men her er vi til gengæld også klar…

Jeg nyder at pusle med planterne, hygger mig med at vide, at alle pelargonierne har boet hos os længe og at mange af deres “børn” nu bor rundt omkring hos veninder og andet godtfolk.

Det bliver forår med et knips, når potterne sættes i karmen og jeg tømte selvfølgelig også karmene for meget af det, der har pyntet i vinter, også det måtte vige pladsen for nyt, sådan må det være.

Ind og ud af de sorte skabe ryger alle finurlighederne og jeg bestemmer mig sjældent for de små “opstillinger” i første hug, ind imellem må der flere ture til ind i skabets dyb.

Men lige nu ser det sådan her ud.
Pelargonier, stager af blandet herkomst, en ny og dejlig vase og så en lille fedtstensløve og en vinkende mand, som måske kan lyve sig til at være en slægtning til de store figurer på Påskeøerne.

Dims og dut og allervigtigst de gode potter med prins og dronning.
Og den søde prins har markeret sin tilbagevenden til karmen med en sirlig lille rosa blomst.

Foråret er på vej.
Og den der store storm med hvirvlende hvidt, ja den lagde i alle tilfælde ikke vejen her forbi…

Gode sites, Hjemme, indenfor, Inspiration, Pynt

I’LL BEAR IT…

08/02/2013




Ind imellem bliver jeg så frygteligt fristet, når jeg suser rundt derude i www.
På Pinterest. På Etsy.
På Amazon. På blogs. På Instagram.

Alle steder er der ting, som lokker og blinker, og det er så svært at sige nej.
Men oftest gør jeg det. Langt de fleste gange tænker jeg, at det går så ganske udemærket uden og at der er andre ting, som kræver valuta. Husholdningen f.eks. Og efterskoleopholdet. Og teenagebehovene. Og en kommende lille ferie.

Så jeg takker nej inden i og klapper mig selv på skulderen.
For det er jo for pokker ikke let at sige nej til det, som man tænker kunne passe så fint ind i ens eget hjem…

Måske siger jeg ind imellem også nej tak, fordi jeg bliver lidt mat i betrækket. Sådan af at se det samme alle steder.
På blogs. På Insta. I magasinerne.
Megamussel. Retrodåser. Kähler. Plexikasser. Bøllingænder. Finsdottirvaser. Haybakker. Same same.
Jeg mister ind imelem orienteringen og aner ikke i hvis hjem jeg lurer ind, for nogen steder ser det ret ens ud.

Det er vidunderligt at blive inspireret af hinanden, det er det uden tvivl, og jeg bliver da meget inspireret på mine ture rundt.
Men jeg har ingen længsel efter at klone eller copy paste, jeg har brug for, at mit hjem virkelig afspejler os, vores smag, vores lyster, vores idé om, hvad der gør et hjem til et hjem, vores ferieminder, vores barndomsdutter.
Nyt, gammel, dyrt, billigt, genbrug og arvestykker i en skøn forvirring, sådan elsker jeg det…

Jeg tænker ofte på, hvad der får folk til at indrette sig, som de gør, hvad er vigtigt for én, hvor kigger man hen for at finde inspiration, er man bevidst om sin smag eller svajer man lidt for vinden og strømningerne. Kan man skabe et unikt hjem ved at kigge i Alt eller andet og så købe det, som er vist der, eller kræver det mere at komme dertil, hvor det er tydeligt at det er et helt personligt “udstyrsstykke”?

Smag som sådan kan vel ikke diskuteres, man har smag, alle har smag af en slags, forskellig eller samme, men at sætte sig til dommer over god eller dårlig, det går vel ikke.

Hvad er vigtigt for dig i dit hjem?
Hvor går du hen, når du trænger til nye idéer?
Hvad synes du gør et hjem til noget helt særligt?

Gider du dele dine tanker med os andre?
Hvis ja, så er det super, hvis ikke, så er det selvfølgelig også i orden…

Lige meget hvad, så fandt jeg i alle tilfælde forleden noget, som jeg bare ikke kunne lade være med at måtte have.
En lille bjørn med strutskønt.
Lavet af dygtige Camilla, som boltrer sig lige her på Strups.

2 bjørne blev bestilt, én til mig og én til en af mine læsere. Købt og betalt af mine egne penge, sådan havde jeg lyst til at det skulle være.

Min bjørn er forlængst klippet og monteret og hænger nu og pynter inde ved siden af Sylvesters faldne engel, de klæder hinanden, synes jeg.
Lige sådan en bjørn var det, som jeg trængte til at pynte mit februar hjem med, den ser ud som om den har boet her altid.

Kunne du tænke dig, at den anden bjørn skulle hjem til dig, så skriv en kommentar til indlægget her.
Måske gider du skrive om dine boligovervejelser, måske vil du gi’ os andre et fif om et særligt sted, hvor man kan finde dejligt bolig tilbehør, som ikke er fabrikeret i tusindevis.
Måske gider du ikke det, men vil gerne ha’ en bjørn, og så lægger du bare dit navn og et hej, det er helt i orden.

I skal ikke linke eller like eller dele eller noget som helst.
I skal bare være spændte, det må i gerne.

Lige indtil mandag aften, hvor jeg lader Random hjælpe mig med at finde et nyt hjem til en sprællende ballerina med pels og tyl…

Hjemme, indenfor, Nye rammer

PÅ PLADS…

23/01/2013





Morgenen er blevet brugt til at rydde op og sætte på plads.
Omrokering af møbler i spisestuen blev droppet, det gav ingen mening af ændre en god fordeling af stort og småt.

Jeg er SÅ tilfreds med mit farvevalg, den lyse farve tilfører rummet endnu mere af det vidunderlige lys, som allerede er derinde.
En stor massiv sort farveklat på det sted i rummet ville ha’ været for voldsomt.

Det rum giver mig lyst til bare at sætte mig. Ved bordet. Med kaffe og gøre ingenting.
Glo, bare være, lytte til musik, i disse dage kører soundtracket fra De urørlige på repeat, smukt…

Måske kunne jeg ta’ en tur rundt om bordet og sidde de nye stole til.
4 forskellige. 4 sorte.

Stolen på billedet herunder er den eneste, der er købt for mere, end jeg reelt har råd til at gi’ for en stol lige nu, men salget af skænken hjalp på vej og med en uges tid på begrænset husholdningsbudget, så er det indhentet.

De andre to er købt i det store blå-gule varehus og den sidste er genbrug.
Hellere én god af gangen end at vente i evigheder på at få råd til 6-8 stk på samme tid.
Måske ville jeg også komme til at bruge pengene på noget andet undervejs.

Planen er én ny stol i kvartalet indtil jeg har samlet dem, som jeg gerne vil ha’.
Planen er forskellige dansk designede stole tilsat en enkelt udenlandsk.
Jeg tror, at det bliver godt…

Jeg skal til at gøre mig klar til job, ikke let, når man egentlig hellere ville sidde og nyde det nye.
Men det står her jo heldigvis, når jeg kommer hjem igen om mange timer.

Jeg vil drage ud i onsdagen med et tilfredst smil om munden.
2 dages aftenarbejdet gav nymalet væg – jaja kun én – og smukt nyt gammelt skab.
Og også idéer til andet, som kan få en kærlig hånd.
Jeg har heldigvis to af slagsen, for den ene idé har det med at hive andet med sig.

Altid.

God onsdag derude.
Med eller uden alt for mange gode idéer…